Billedhuggere
Legatmotivering 2023
Billedhugger og videokunstner Katja Bjørn
Katja Bjørn er uddannet cand.mag. i religionsvidenskab og kunsthistorie. Hun har udstillet bredt i ind- og udland og er repræsenteret på bl.a. ARoS, Randers Kunstmuseum og Ny Carlsbergfondet. Katja Bjørn har modtaget flere priser, heriblandt fra Marie og Victor Haagen-Müllers Fond.
I Katja Bjørns videoinstallationer og skulpturer er kroppen, intimiteten, menneskelige relationer, tid og forvandlinger gennemgående tematikker. Hun undersøger, hvordan kroppen udfolder sig som biologi, kultur, mytologi og æstetik – med særligt fokus på kvindekroppen og kvinders erfaringer og oplevelser.
I skulpturer, der kombinerer readymades med video, udforsker hun krydsfeltet mellem videoens fortællende rum og skulpturens form i forhold til menneskets krop. Ofte optræder Katja Bjørn selv i videoerne som krop. Eksempelvis ser man hende i Doll House (2012) forgæves smække gentagne gange med dørene i et dukkehus på høje skæve ben; dørene forbliver åbne, og til sidst ser man kvinden sidde og kigge melankolsk ud af et vindue. Både publikums humor og medfølelse vækkes af den vrede kvinde.
On the other side (2012) er et videoværk på Horsens Kunstmuseum bestående af en videoskærm monteret i gulvet. Man kigger ned på noget jord, der langsomt børstes væk af et par hænder, og til syne kommer en kvinde (Katja Bjørn), der efterhånden kan ses i sin helhed; hun kigger nysgerrigt og roligt uden mimik. Hun er over os virker det til; man kan se himlen over hende, hun lægger sig på knæ, kommer os nærmere, og det er, som om hun prøver at komme i kontakt med os. Værket er et fint eksempel på kropslig dialog og nærvær igennem – og på trods af – billedfladen; på, hvordan der kan skabes et andet rum via den flade skærms billedrum, videoens fortællende narrativ og det fysiske rum beskueren står i.
På Katja Bjørns omfattende soloudstilling Tidevand på Randers Kunstmuseum i 2023 kulminerede hendes mangeårige optagethed af det biografiske og det fiktive i en totalinstallation med fokus på kvindeliv, krop, køn, moderskab og tid; individets tid, slægtens tid og tidens gang – som den opleves i naturen og i tidevandets bølgeslag. Tidevand var en stramt og flot komponeret filmisk totalinstallation, som vekslede mellem monumentale panoramiske landskaber, musikalske kompositioner og lavmælte personlige beretninger af Katja selv, hendes mor og hendes datter plus barnebarn. De sidste, meget forskellige fortællinger udfoldede ømt og ærligt sider af kvindelig erfaring med fokus på forskelle og fællesskab; noget der også krystalliseredes i en omfattende videoinstallation, hvor de fire generationer danser en gammel nordisk kædedans med 40 andre kvinder på alle vægge i et rum; et fællesskab og en tidløs dans, man fik lyst til at deltage i.
For sit stærke og omfattende arbejde med i videoinstallationer og skulpturer at undersøge og afdække krop, køn, natur og tid som eksistentielle grundvilkår og for sin særlige evne til at række ud og inddrage publikum kropsligt og mentalt i sine videofortællinger tildeles Katja Bjørn Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedhuggere
Legatmotivering 2023
Performancekunstner og billedhugger Molly Haslund
Molly Haslund er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2005) og er MA fra Glasgow School of Art (2003-2005). Hun har modtaget flere legater og er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst.
Molly Haslund arbejder med performance, skulptur, installation, musik og video i ind- og udland. Hendes værker er steds- og publikumsinddragende.
I Performancen Mennesker på jorden opført i 2022 på Blågårds Plads i København skabte Molly Haslund sammen med 22 mennesker, inviterede og tilfældige forbipasserende, billedet af en fælles hvilende krop, der umærkeligt forandrede sig – som cellerne i en organisme, der langsomt udskiftes. 22 personer lagde sig i en hvilende stilling og holdt den på stengulvet i en rum tid. Al bevægelse var stoppet og tiden syntes at stå helt stille. Stilheden forplantede sig ud i publikum, og alle var sammen en tid uden at bevæge sig. På et tidspunkt begyndte et af menneskene på pladsen at røre på sig, rejse sig op og gå ud blandt de forbipasserende på pladsen. En anden løftede armen i vejret, og lidt efter kom der en ny person og lagde sig i stedet for; så de 22 hele tiden skiftedes ud i et langsomt tempo. Et stærkt og udtryksfuldt billede på stille væren og sameksistens.
Til udstillingen First there is a Mountain (2023) på stranden ved Blåvands Huk opførte Molly Haslund og hendes co-performer Oliver Maarup Infinite; et 100 meter langt og 40 meter bredt uendelighedstegn fremkommet ved, at Molly og Oliver gik rundt i tegnet flere gange og efterfølgende inviterede alle, der ønskede det, til at gå med rundt på “uendelighedsstien”. Infinite blev performet til åbningen 31. august og fire gange mere i udstillingsperioden. På dage, hvor der ikke blev performet, kunne man ved at følge sporene selv opleve uendelighedstegnet med kroppen, når man gik i sporet. Et tegn og en performance, der pegede på tid og på, hvordan alt forandrer sig og er forgængeligt, og lod et sted forvandle sig og for en tid blive til noget andet.
I Flower Drop (2021) går Molly Haslund på fodgængerfelter og fortove gennem morgentrafikken iført et gråt jakkesæt og med en kæmpestor, smuk og iøjnefaldende buket blomster af solsikker, pæoner og liljer. Så stor, at den delvis skjuler hendes ansigt og skuldre. Indimellem taber hun en blomst og ser ud til ikke selv at være klar over det, hvorefter et venligt menneske samler den op og iler efter hende for at give hende den tilbage. Venligt giver Molly vedkommende blomsten som tak, og hendes vandring med buketten fortsætter. Den uventede handling overrasker og skaber et øjebliks forvirring hos den enkelte. Performancen sætter på fineste vis fokus på andre former for adfærd end de vante – på venlighed, hjælpsomhed og generøsitet.
For Molly Haslunds omfattende arbejde, hvor hun eksperimenterende, legende og med stor musikalitet og humor undersøger, hvordan fysiske omgivelser, normer, hierarkier og kropssprog påvirker os som mennesker, samt hvordan vi som individer forholder os til hinanden, modtager hun Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedhuggere
Legatmotivering 2023
Billedhugger og tegner Silas Inoue
Silas Inoue er uddannet i 2010 på Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole. Han har udstillet nationalt og internationalt, bl.a. hos Ulterior Gallery i New York City, Sonje Art Center i Seoul, Bornholms Kunstmuseum, Aarhus Kunsthal, Gl. Holtegaard og senest på Horsens Kunstmuseum. Han har modtaget flere legater og er repræsenteret på bl.a. Horsens Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum.
Silas Inoues materialeregister spænder vidt; fra skimmelsvampe, mycelium, burre, fritureolie, sukker, tang, peberkage, planter, filt, lamper og lys til papir, træ, bambus, bronze, aluminium, stål, akryl mv.
I små og store skulpturinstallationer og i detaljerede tegninger af fantasifyldte mikrokosmos tematiserer Silas Inoue forestillinger om livets opretholdelse i en verden, der på én og samme tid er præget af økologiske kriser og konstant accelererende teknologier. Han kombinerer analytiske verdensobservationer med intuitive og fabulerende udtryk i en stil, han selv betegner som quasi-asiatisk med reference til sin halvt østlige og halvt vestlige oprindelse.
På hans aktuelle soloudstilling Lower Lifeforms på Horsens Kunstmuseum (2023) kan man bl.a. opleve en stor, flot installation i akrylglasmontrer med metropoler af forskellige skimmelsvampe, mycelium mv. En installation, hvor Silas Inoue har skabt de grundlæggende strukturer for værket, men hvor naturen selv udvikler det videre uden yderligere indgriben fra Silas’ side. I installationens akrylglasmontrer gror der skimmelsvampe på syntetiske og organiske strukturer podet med mælkeprodukter; det ligner beboede storbyer med høje og lave huse i mange niveauer.
De 200-300 forskellige svampearter konkurrerer om mad og plads, og de etablerer netværk af mycelium, som avler millioner af skimmelsvampesporer. Oven på og indeni montrerne er der placeret små bronzeskulpturer af væsener, hvori der sidder et skimmelbeskyttelsesfilter. Disse åndedrætssystemer tilfører luft til organismerne og forhindrer sporerne og mykotoksinerne i at trænge ind i det ydre rum. Installationen er facinerende, og skulpturerne fænger med deres anderledeshed og fremvisning af universer, der eksisterer og nu udvikler sig uden menneskets yderligere indblanding. Vi kan iagttage deres univers udfolde sig naturligt over tid; et univers, hvor svampe og bakterier kæmper om pladsen og maden på en måde, der minder om menneskets adfærd i vor tids bystrukturer.
Et andet rum på udstillingen er dedikeret temaer som reproduktion, tiltrækning og forbindelser. Eksempelvis hænger et mindre bur i bambuspinde og træ ned fra loftet med et vokslignende stort sukkerbelagt objekt inde bag et løsthængende og hullet plastiknet. Objektet har væsenstræk med et åbningshul i sin midte, der ser ud til at skulle tiltrække fluer og andre sukkerelskende insekter; billedligt og konkret et sted for nye forbindelser.
For siT flertydige, fantasifyldte, omfattende og originale arbejde med at undersøge forbindelser, tiltrækning, tilblivelse og destruktion i en kompleks verden styret af mennesket/ naturen og teknologier tildeles Silas Inoue Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedhuggere
Legatmotivering 2023
Performancekunstner, billedhugger, maler og forfatter Jessie Kleemann
Jessie Kleemann blev uddannet på Tuukkaq Teatret i Fjaltring (DK) i 1978-79 og fortsatte sin kunstneriske uddannelse på Grafisk Værksted i Nuuk, der i 1981 blev til Grønlands Kunstskole. Jessie Kleemann var leder der fra 1984-1991. I 1988 lavede hun videoværket Kinaasunga, Grønlands første videoværk, der blev starten på hendes omfattende performative praksis, der er internationalt anerkendt.
Hun arbejder inden for en grønlandsk, dansk og nordisk kunstscene med et stort internationalt netværk. Hendes første soloudstilling var i Nuuk i 1988. Hun har givet digtoplæsninger og lavet performances i utallige sammenhænge og udstillet bredt nationalt og internationalt. I 2021 udgav hun digtsamlingen Arkhticós Dolorôs (Arktisk smerte), der var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, og i 2023 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Jessie Kleemann er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst.
Jessie Kleeman sætter spørgsmålstegn ved konventionerne og viser, at kultur er noget flydende i evig transformation. Ofte anvender hun grønlandske genstande som sælspæk, kvindekniven og perlekraven og lader grønlandske mytiske figurer indgå i flere performances; fx figuren Qivettoq, Fjeldvandreren, der er en udstødt i en både sårbar og stærk position.
Senest har vi i Danmark kunnet opleve Jessie Kleemann på hendes første store soloudstilling på et museum; på Statens Museum for Kunst med udstillingen Tiden løber, løber tiden, der havde fokus på hendes skulpturer, videoværker og performances og viste hendes kunstneriske praksis fra den allerførste videoperformance Kinaasunga fra 1988 til i dag med en række nye værker, der var skabt specielt til SMK.
Blandt andet kunne man opleve live performancen Lone Wolf Runner, der foregik i hele Skulpturgadens længde med en scenografi bestående af en enorm, futuristisk slædeinstallation og en lydlig komposition baseret på lyde fra Grønlands landskab og de lyde, Jessie producerede under sin performance, der ind imellem inddrog enkelte fra publikum. Menneskelighed, smerte og en fin sensibilitet udstrålede fra hendes utroligt stærke og præcise performance, hvor hendes krop og mimik udtryksfuldt og nærværende satte hele rummet i svingninger med skiftevis hurtige løb og meget langsomme, næsten tranceagtige bevægelser.
Kropslig forbundethed med naturen og andre mennesker, mytiske figurer, smerte, sårbarhed og ømhed strømmede fra hende og hun fik publikum til at dele det med sig og hjælpe med at bære det ubærlige; det var en meget rørende og smuk performance, der sad i kroppen, længe efter man havde oplevet den.
Jessie Kleemann udtrykker og formidler en smerte; en tung vægt af noget næsten ubærligt – noget, der også er en arktisk smerte, jf. hendes videoperformance Arkhticós Dolorôs og digtsamlingen af samme navn. For sit store, generøse arbejde med at udtrykke og formidle Arkhticós Dolorôs og undersøge identitet, tilhørsforhold, magtbalancer og den koloniseredes erfaring tildeles Jessie Kleemann Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2023
Strikdesigner og kunstner Iben Høj
Iben Høj er uddannet Fashion Textiles Designer ved University of Brighton i England i 1997 og er kendt fra modescenen for sit fine strikdesign, som hun har vist på flere internationale modemesser. Iben Høj er fascineret af, at man kan formgive tredimensionalt i strik, og hendes værker har efterhånden vokset sig større og større, sluppet forbindelsen til kjolen og blusen og fylder nu hele rum ud. Hun kalder sig selv hands-on maskinstrikker og elsker at udfordre teknikkernes og maskineriets begrænsninger. Skitsering foregår direkte i materialet ved strikkemaskinen. Her kombinerer hun opfindertrang med matematik og sin store viden om strik, trådkvaliteter mm. Hun har bl.a. udarbejdet en metode, hvorpå hun kan arbejde på flere strikkemaskiner samtidigt, når hun komponerer sine komplekse værker i stor skala.
Vi husker hendes kæmpestore røde sejl Blood Relations på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2016 og værket Aurora Borealis, som første gang blev vist på Mindcraft18 på Salone del Mobile i Milano i 2018. Værket kan lige nu opleves på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor udstillingsgruppen Croma (Iben Høj, Karin Carlander og Lea Mi Engholm) har indtaget de store sale med udstillingen Kæde – en imponerende sammenstilling af deres værker.
Iben Højs mægtige bølgende værk Aurora Borealis har krop og værkkarakter og giver en stærk sanselig oplevelse, som det hænger/står der i salen og vibrerer i lyset med sine let glinsende tråde.
Ved indgangen til udstillingen hænger udstillingens største værk, som også er det mest dramatiske. Det er mørkeblåt og fylder det højloftede rum helt ud med vinger som en kæmpemæssig fugl eller engel. Værket er lavet af de tre kunstnere i fællesskab, men Iben Høj må have haft alle sine strikkemaskiner i gang med at komponere det.
Sidst skal også nævnes Iben Højs store borgerinddragende projekt Grænseløse Sting på Kunstmuseet Trapholt i forbindelse med fejringen af 100-året for den nordslesvigske genforening med Danmark i 2020. Det var et meget betagende værk, hvor deltagerne var inviteret til at brodere, hvad de personligt forstod ved fysiske eller mentale grænser i dag. Værkets samlede helhed blev smukt designet og iscenesat af Iben høj. Værket blev præmieret af Statens Kunstfond.
For sine innovative strikkreationer og sit stærke, rumlige overblik modtager Iben Høj Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2023
Tekstilformgiver Dorte Østergaard Jakobsen
Dorte Østergaard Jakobsen, tekstilformgiver uddannet fra Danmarks Designskole i 1984, har gjort store rumlige installationer til sit felt. Hun arbejder med tekstil, akryl, lys og lyd i sine installationer, udstillinger og udsmykninger.
Rygraden i Dorte Østergaards værker er stadig tekstilet og tekstilhåndværket. Fra tanke/ide over eksperimenter og til udførelse. Der arbejdes med trykteknik på store flader, gerne udført på Statens Værksteder for Kunst, med indfarvning af silke og broderi med store stikkesting. Mønsteropbygning – eller her er der vel nærmere tale om ”mønsterfrisætning” – stammer også fra den tekstile værktøjskasse og optræder både på tekstilerne og som fræsede mønstre på akrylplader.
Dorte Østergaard vil med sine store, rumlige, tekstile installationer dele erindringer og stemninger. Hun inviterer os helt ind i værkerne for at opleve og sanse. Oplevelsen af at se gennem vand og spekulere over, hvor dybt eller langt man egentlig kan se, bliver genfortalt i gennemskinnelige silkebaner, der bevæger sig i rummet, eller mønstre og lys, der glimter i fræsede akrylplader.
Særligt skal nævnes Dorte Østergaards broderier til Biennalen for Kunsthåndværk & Design, Take away, på Koldinghus i 2021, hvor hun meget velfortjent blev nomineret til Biennaleprisen. Østergaards værk bestod af syv broderier, syv noveller, syet på satinvævet uldstof med brodergarn, som hun har arvet fra sin mor. Rester fra barndommens julekalendere, blomsterduge, påskeløbere og klokkesnore. Hver dag under Corona-pandemien gik hun en ny rute og broderede sine spor og ruter med sin mors brodergarn. Nu var der pludselig oceaner af tid, og alle, der kunne, var ude og gå. Broderi tager tid, og det blev til syv store broderier fyldt med fællesskab, minder og selvfølgelig nye tekstile eksperimenter.
Dorte Østergaard har været meget aktiv gennem en lang karriere, – udstillet i ind- og udland, lavet udsmykninger, undervist, udgivet bøger og siddet i råd og nævn, senest Statens Kunstfonds repræsentantskab fra 2014-21.
Som anerkendelse for sit engagement og vedholdende insisteren på at forny tekstilhåndværk og traditioner modtager Dorte Østergaard Jakobsen Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2023
Keramiker og kunstner Lise Seier Petersen
Lise Seier Petersen er uddannet fra Århus Kunstakademi og hos pottemager Knud Jensen i Sorring i 1975 og som cand.mag. i Kunsthistorie fra Københavns Universitet i 2017. Lise Seiers kunstneriske projekter har de seneste år gået i retning af keramisk land art, startende med projektet Ingen kan træde ud i den samme flod to gange – 99 lerkar til Heraklit.
99 drejede lerkar blev i 2014 placeret i skulpturparken på Kunstcentret Silkeborg Bad. Enkelte kar var ubrændte, men de fleste var brændt til temperaturer fra 300 til 1150 grader. Som følge af lave brændingstemperaturer er de fleste af lerkarrene vandopløselige og nedbrydes over tid.
Intentionen var at flytte det keramiske fokus fra det konkrete til det begrebslige. Materialet, håndværket, karret og de fotografiske skildringer af processen blev anvendt som afsæt for refleksion over – og oplevelse af – begrebet tid.
De seneste år har Lise Seiers arbejde taget udgangspunkt i smeltende ler. Her er særligt lertøjslerets smeltepunkt og sintringsinterval vigtige. (Sintringsintervallet er spændet fra den temperatur, hvor leret begynder at deformere, til den temperatur, hvor leret er flydende.) Det er samspillet mellem håndværksbaseret formgivning og fysikkens love, der interesserer Lise Seier: ”Udsmeltning af lertøjsler som metodisk greb i keramisk arbejde er en linedans på marginaler – og netop derfor er det fascinerende at tilstræbe interaktion mellem det styrede og forudbestemte og lerets og ildens egne processer.”
På Statens Værksteder for Kunst har Lise Seier lavet store Smeltestykker til udstillingen Alkymistisk Træf som lige nu kan ses på Vejen Kunstmuseum. Her hænger lertøjsleret som tunge draperier på dertil indrettede stativer af stentøjsler (som har et højere smeltepunkt). Man forstår Lise Seiers fascination af denne tykke bløde lava-agtige masse, der presser sig vej gennem gitterstrukturen og laver naturlige draperinger ved hjælp af ild og tyngdekraft.
Lise Seier er forperson for Kvindelige Kunstneres Samfund, underviser på Keramisk afdeling på Aarhus Kunstakademi, har senest været initiativtager, fundraiser og kurator for flere projekter med tilknytning til Kirsten Kjærs Museum i Thy og har modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond.
For sine vilde og vellykkede Smeltestykker på Vejen Kunstmuseum modtager Lise Seier Petersen Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2023
Keramiker og forfatter Peder Rasmussen
Keramikkens Grand Old Man tør man vist godt kalde Peder Rasmussen. Han er uddannet pottemager hos Kähler i Næstved i 1970 og har sammen med sin kone Karen Bennicke haft eget værksted i Bregentved siden 1974.
Fra 1980–1985 var Peder Rasmussen med i den legendariske udstillingsgruppe MULTI MUD sammen med kollegerne Heidi og Aage Birck, Lene Regius, Gunnar Palander og Karen Bennicke. MULTI MUD var banebrydende og med til at starte en ny fri kunstnerisk retning for dansk keramik, inspireret af kunstscenen og især af, hvad der foregik i udlandet.
Peder Rasmussen har udstillet i ind- og udland, ofte sammen med Karen Bennicke, kurateret flere udstillinger, bl.a. Kähler Keramik på Designmuseum Danmark i 2002, har undervist på designskolerne i Kolding og København og altid været en aktiv stemme i debatten om kunsthåndværk og særligt om keramikken. Talrige artikler og flere bøger er det blevet til bl.a. Kählers Værk om familien Kähler og deres keramiske værksted i Næstved 1839-1974; Reistrup, udsmykninger og keramik; Familie på træben om J.F. Willumsens Familievase og senest Keramikkens sprog. I forbindelse med lancering af bogen kuraterede Peder Rasmussen også en stor udstilling på Clay Keramikmuseum Danmark i 2023.
Med Keramikkens Sprog vil Peder Rasmussen ’sætte ord på’ keramikken. Læseren forsynes med et rigt begrebs- og ordforråd i intensionen om, at keramik skal kunne beskrives med flere ord end blot ’pænt’ eller ’grimt’. Gennem en række kendte og mindre kendte keramiske værker beskriver han levende og underholdende keramikkens mange udtryksformer og introducerer til nye måder at forstå og tale om keramik på.
Peder Rasmussen brænder i det hele taget for at formidle. Hans egne vaser og krukker, gerne i lertøj, kulørte og blankglaserede, er ofte billedvaser, hvorpå der udspiller sig historier i en slags tegneserieformat rundt om krukkernes maver. ”Krukkernes cirkulære former tilvejebringer nærmest af sig selv filmiske formater,” skriver Peder Rasmussen i afsnittet med overskriften Fortællinger. ”Helt op i vore dage tiltrækker krukker og vaser kunstnere med fortællelysten intakt.” En af disse er Peder Rasmussen selv.
For sit store keramiske overskud, både som kunstner og formidler på fagets vegne, tildeles Peder Rasmussen Ole Haslunds Hæderslegat.
Billedkunstnere
Legatmotivering 2023
Guldsmed Hongxia Wang
Hongxia Wangs smykker er små eventyrlige universer. De svæver uudgrundeligt og nærmest sfærisk eller omfavner og følger med bæreren af smykket som noget levende organisk. Hongxia Wangs ringe i Ennui-serien er så naturlige i deres udtryk, som var de blot modelleret i det pure guld. Udtrykket opnås dog ved en langsommelig omvej med voks og cire-perdue støbning.
Ennui betyder kedsomhed. Når Hongxia Wang keder sig, tegner hun lige linjer på en tom side i skitsebogen. Den ene ved siden af den anden. Når hele siden er dækket, er tegningen en mystisk illustration, hvor der gemmer sig noget hemmeligt mellem linjerne, fortæller hun.
Med Ennui-ringene er lignende kræfter i spil. En tynd nål og en spritbrænder er de eneste nødvendige værktøjer, og værkerne bygges op linje for linje af voks, lidt ligesom i en 3D printer, men her er alt udført i hånden.
Hongxia Wang fortæller: ”Uden at hævde for meget formål er ringene i besiddelse af en lignende mystisk viden som tegningerne: en viden, der ikke kan verbaliseres, men som er legemliggjort. En viden, der rejser gennem øjnene, hjernen, ned gennem rygmarven og tilbage ud gennem fingrene.”
Ennui-værkerne hylder langsomheden i fremstillingsprocessen. Man fornemmer en zen-agtig skønhed – charmen ved hændernes arbejde. Gennem den sirlige og monotone proces vokser værkerne frem. Små forskydninger undervejs får materialet til at ændre retning, men i kunstnerens erfarne hænder lander de i balance og harmoni. Det er, som om bæreren af Wangs smykker bliver beriget med en lille intens og sitrende del af noget meget større.
Hongxia Wang er uddannet guldsmed i 2001 og på Institut for ædelmetal 2023-16, har udstillet og undervist i ind- og udland og modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Hongxia Wang driver sammen med Kim Buck galleri og guldsmedeværksted Wang & Buck på Vesterbrogade 183, Frederiksberg. Her faciliterer de også fra tid til anden større gruppeudstillinger med inviterede kolleger fra ind- og udland.
For sine helt unikke og stærkt personlige smykker modtager Hongxia Wang Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedkunstnere
Legatmotivering 2023
Billedkunstner og fotograf Nicolai Howalt
Nicolai Howalt, der er født i 1970, arbejder som billedkunstner med fotografiet som medie. Han har udstillet internationalt blandt andet i Bruce Silverstein Gallery, New York, Center for Fotografi, Stockholm, FOAM i Amsterdam og C/O Berlin. I Danmark har han udstillet på Nikolaj Kunsthal, Statens Museum for Kunst, Skagens Museum og ARoS samt desuden på galerier og i kunsthaller. Howalt er repræsenteret i adskillige offentlige samlinger i udlandet såvel som i Danmark.
Nicolai Howalt, som er uddannet på Fotoskolen Fatamorgana i 1992, arbejder eksperimenterende med fotografiet, men også dokumentarisk og installatorisk.
I værket F.U.N.G.I. fra 2023 har Nicolai Howalt fx eksperimenteret med at dyrke svampesporer direkte på ikke-eksponeret analogt fotografisk papir. På den måde har svampene skabt billeder af deres netværk, der samtidig sætter en nedbrydning af papiret i gang. I samme serie har Howalt skåret svampe ud i tynde skiver for dernæst at tørre dem og bruge de gennemskinnelige prøver af svampe som unikke svampenegativer ved at gennemlyse dem på analogt fotopapir. Howalt viser ofte sine eksperimenter – og værker i det hele taget – i serier af billeder. Det er med til at understøtte det undersøgende kunstnerisk- videnskabelige i hans værkproduktion.
I årene 2000 til 2003 dokumenterede Howalt unge drenge i tidlig pubertet i serien Boxer, når de skulle bokse deres første match, idet han fotograferede dem lige før matchen og lige efter. På samme måde brugte Nicolai Howalt fotografiet dokumentarisk i serien Car Crash Studies, hvor han fotograferede de ødelagte biler inde fra førerhuset, hvor kameraet viste de udløste airbags på rattet, de ødelagte forruder og den kaotiske tilstand, ulykken havde skabt. Frosne øjeblikke, stilheden og fordærvet efter en pludselig, makaber hændelse.
I serien How to Hunt, som Howalt har lavet sammen med Trine Søndergård, vises jagtens ritualiserede performance i en moderne udgave. Her mødes jagtselskabet for at nedskyde så mange fugle som muligt på den mest overkommelige måde. Serien viser et massedrab, der udføres af mænd i uniformer (brune jagtjakker, gummistøvler og hatte). De skrøbelige fugle og den kyniske afretning af de seriøse og nydelige mænd iscenesætter døden på en både brutal og æstetisk skøn måde.
Nicolai Howalt udfordrer grænserne for det fotografiske medie – kunstnerisk, teknisk og i emnevalgene. For dette interessante og smukke arbejde med fotografiet tildeles Nicolai Howalt Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedkunstnere
Legatmotivering 2023
Billedkunstner og grafiker Morten Schelde
Morten Schelde er født i 1972 i Københavnsområdet, men bor og arbejder i Skagen og har sit eget galleri der. Schelde uddannede sig på Det Fynske Kunstakademi i 1996 og fortsatte på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor han tog afgang i 2001.
Morten Schelde har udstillet internationalt såvel som lokalt i Danmark. I 2005 udstillede han fxl på Louisiana, Humlebæk, i Newcastle, England, i Berlin, Tyskland og på DCA Gallery i New York. Men også siden da har Morten Schelde haft mange udstillinger i udlandet.
I Danmark har han udstillet på alle vigtige museer og kunsthaller: Arken, ARoS, KØS, Sorø Kunstmuseum, Kunsten i Aalborg, Viborg Kunsthal, Rønnebækholm, Overgaden i København, Den Frie udstillingsbygning og Kunstforeningen Gl. Strand. I 2009 blev han kendt for at have deltaget i udsmykningen af Frederik 8.’s palæ på Amalienborg. Morten Scheldes værker er solgt til samlinger i Tyskland, Spanien og Danmark.
Morten Schelde arbejder primært med tegninger, men også med litografi og raderinger, kobbertryk og digitale prints. Han har arbejdet med blæk- og blyantstegninger i så store formater som 240 x 480 cm. Han beskriver selv sin arbejdsmetode som “en stor menneskelig printer”, der starter i øverste venstre hjørne og arbejder nedad og indad i billedet.
I efteråret 2006 deltog Schelde i Galathea 3-ekspeditionen. Med inspiration fra den rejse, skabte han en serie tegninger i meget store formater. Morten Schelde tegner med uendeligt mange streger, ofte med en rød blyant, der er karakteristisk for en del hans billeder. Mange af tegningerne virker næsten monokrome, fordi de holder sig inden for farveskalaen rød/gul – sort/grøn – sort/hvid eller gul/hvid. Hans motiver er ikke sjældent huse i tomme landskaber eller interiører: indre trapper, døre, rum, måske en enkelt fugl, men sjældent mennesker. Hans værker trækker tråde til kunsthistorien, litteraturen og filmen. Morten Scheldes billeder giver betragteren en følelse af at være på et gerningsted, hvor noget uhyggeligt har fundet sted. Samtidig er der også noget hverdagsagtigt over motiverne. Måden, han arbejder med perspektivet og farverne på, er med til understrege denne fascinerende stemning.
For Morten Scheldes arbejde med tegningen som medie på linje med maleriet i store formater og med fascinerende motiver tildeles han Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Billedkunstnere
Legatmotivering 2023
Tekstilkunstner og grafiker Jette Thyssen
Jette Thyssen er i sin høje alder stadig en aktiv væver, grafiker og maler. Desuden viste hun, så vidt vides for første gang, skulpturer på kunstnersammenslutningen Grønningen i 2021.
Jette Thyssen er født i 1933. Hun blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen, hvor hun tog afgang i 1954. I 1960 fik hun det franske statsstipendium for kunstnere og tog til Paris for at følge undervisningen på S.W. Hayters grafiske skole og derefter på Atelier 17, også i Paris 1961.
I 1954 gifter Jette Thyssen sig med maleren Ole Strøygaard og sammen med ham er hun aktiv i kunstnergruppen ’6+2’, hvor de udstiller og er med til at indrette jazzværtshuset Montmartre. Gruppen bliver opløst i begyndelsen af 1960’erne.
Jette Thyssen gør op med den kategoriske opdeling mellem kunsthåndværk og kunst ved i 1972 at leje Den Frie Udstillingsbygnings to midtersale for at udstille solo og vise, at vævning også kan være kunst. Det bliver en stor succes, og i 1979 bliver Thyssen medlem af kunstnersammenslutningen ’Grønningen’.
Jette Thyssen viderefører blandt andet sammen med sine generationsfæller Ole Schwalbe (1929-1990) og Henning Damgård Sørensen (1928-2013) den abstrakte kunstretning i Danmark, der er stærkt inspireret af den russiske konstruktivisme fra begyndelsen af det 20. århundrede, som introduceres i Danmark af den ældre repræsentant, Richard Mortensen.
Thyssens billedvævninger er stærke, lysende, kraftfulde. Farverne, som ofte er stærkt røde, blå og sorte, møder blikket som en eksplosion i øjet, der løfter betragteren emotionelt. Thyssen arbejder med de klassiske elementer i den konstruktive kunst, kvadratet, trekanten, cirklen og rektanglet. Her komponerer hun med dem som byggeklodser, til de finder en balance, der både kan være harmonisk, inciterende og foruroligende. Det kan man for eksempel forvisse sig om i værkerne Cephie Blå eller Composition fra 1983.
Ved siden af sine billedvævninger har Thyssen udført grafiske mapper og mange udsmykninger i Danmark og i udlandet. Hun har desuden solgt til Kunstindustrimuseet flere gange.
Jette Thyssen har været kunstnerisk konsulent for offentlige myndigheder, medlem af Akademiraadet og dets repræsentant i Det Danske Kulturinstitut. Hun har bl.a. modtaget Kunstfonden treårige arbejdslegat og er blevet hædret med mange andre legater.
Den vitalitet, nerve og skønhed, der udspringer af Jette Thyssens samlede værk og indsats i dansk billedkunst, påskønnes her med tildelingen af Ole Haslunds Hæderslegat 2023.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2023
Skuespiller Sarah Boberg
Få kan som Sarah Boberg tømme sit blik for håb, for urealistiske drømme, for al livets saftende krølfedt og skære sig ind i den kulsorte sjælsnat, dér hvor de formildende omstændigheder kun er en fjern anelse, man næsten havde glemt eksisterede. Og hvor man skal have en dramatiker som Lars Norén i ryggen for at finde vej.
Det har hun haft flere gange, først i den skelsættende maratonforestilling Personkreds 3, (Edison, 1998), hvor hun med en bevægende gadesødme midt i alle grovhederne formede junkien Stisse, og siden i Sandhed og Konsekvens (Teatret ved Sorte Hest 2021/2023), hvor hendes diskret alkoholiserede Elisabeth ekvilibristisk detonerede de mange uudtalte sandheder ved den klaustofobiske middelklasse-parmiddag.
I Sarah Bobergs tolkning forvandlede disse norénske kvinder illusionsløsheden til ætsende scenisk poesi, og det er den samme evne til at lyse mørket op indefra, som hun – efterhånden som hun er modnet som skuespiller – ofte har givet eksempel på, fx som Winnie i den ikoniske Beckett-monolog Glade dage (2014) og i Naja Marie Aidt-forestillingen Alting er noget 2.0 (2023), hvor døden og tabet var omdrejningspunktet for en taknemmelig hyldst til livet. Begge spillede på Sorte Hest, der også lagde scene til hendes og Ellen Hillingsøs næsten lektorale undersøgelse af Simone de Beauvoirs filosofisk-feministiske forfatterskab i Beauvoir (2022).
Sarah Boberg har i det hele taget siden uddannelsen som skuespiller fra Lee Strasberg Theatre Institute og The William Esper Studio 1988-1992 i New York nysgerrigt bevæget sig rundt i det meste af dansk teater med en imponerende appetit på genrer og tekster – og menneskeskæbner. Hun havde længe ligesindede på Kaleidoskop, Teater Grob og Husets Teater, hvor hun bl.a. som den forsømte kæreste i Alle hans gerninger var et uforglemmeligt smertepunkt; hun gik i tværæstetisk laboratorium som fortæller i Hotel Pro Formas urovækkende smukke Theremin (2004); og hun tappede lystigt fra sin humoristiske åre i flere forestillinger på Nørrebro Teater og som en skøn Magdelone i Holbergs Henrik og Pernille på Grønnegårds Teatret (2011).
Bedst er Sarah Boberg i de komplicerede kvindeportrætter, der udfordrer den tilsyneladende rolige, nøgterne overflade, som det sås i dobbeltrollen som husholderske og plejerske i Toves værelse (2016), hvor hun på kort tid skabte karakterer, der hvilede på en malmgrund af mørke; senere udfoldet fuldt i et dilemmadirrende portræt af hjerneforskeren Alice i Vrede (2017), begge på Folketeatret; og ikke mindst i maratonforestillingen Min geniale veninde på Odense Teater (2019) – som den begavede Elena fra Napolis arbejderklasse, der lykkes professionelt, men mister fodfæste som menneske – hvor hun ganske enkelt leverede en kunstnerisk bedrift. Over de seks timer på scenen var hun modpolen til den kamikazaagtige veninde og administrerede den dramatiske bue klogt og nænsomt og dybt solidarisk.
Som opmuntring til at fortsætte det vigtige udviklingsarbejde, der allerede har gavnet dansk teater i en menneskealder, hædres Sarah Boberg med Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2023
Operasanger Elisabeth Jansson
Det Kongelige Teater åbnede den indeværende operasæson med både et musikalsk brag og en gigantisk ildebrand. Mezzosopranen Elisabeth Jansson stod for begge dele i bukserollen som Sextus i Mozarts sjældent opførte Titus. Vandkæmmet og hemmelighedsfuld svigtede han sin ven, kejser Titus, og mens magt- og kærlighedsintrigerne steg ham til hovedet nåede han i en chokerende vanvidsscene frem til at sætte ild på det halve Rom.
Elisabeth Jansson leverede her en fysisk og mental pragtpræstation. Hendes rige og sanselige musikalitet og dramatiske nærvær ligefrem lyste fra scenen. Hun har i det hele taget en helt særlig evne til at række ud over rampen – også når hun udsættes for ben- eller ligefrem armspænd: Med stækket bevægelsesfrihed i kostumets skulpturelle futteral måtte hun sidste år lægge al sin dramatiske udfoldelseskraft i stemmen og blikket som Bevidstheden i Louise Alenius’ kontroversielle opera om aktiv dødshjælp, Manualen. Alligevel voksede den psykiske vilje frem i det abstrakte indre landskab, værdigt og omsorgsfuldt og sært foruroligende smøg hendes mørke og silkebløde stemme sig om publikum, der frygtsomt havde nærmet sig det svære emne. Og snart oplevede man mirakuløst, at man sammen med Bevidstheden sank formildet ind i den smerteplagede krop, der ikke kunne dø.
Elisabeth Jansson voksede op i Stockholm og ville oprindelig være skuespiller. Men hun rejste til München for at studere sprog og søgte ved en pludselig indskydelse ind på Richard Strauss Konservatorium i München – og blev optaget. Her studerede hun 1996-1999, på Royal Academy of Music i London i 1999 og fuldendte i 2004 uddannelsesforløbet på Operaakademiet i København, som siden er blevet hendes kunstneriske base.
Hun debuterede i bukserollen Cherubino i Mozarts Figaros bryllup allerede året inden, og har siden 2005 været ansat som solist ved Det Kongelige Teater, hvor hun også var en lidenskabelig Octavian i Richard Strauss’ Rosenkavaleren (2008), som hun for øvrigt også har sunget på La Scala i Milano.
Elisabeth Jansson kan dog andet end at udforske maskuliniteten i bukserollerne. Hendes kvindelige sider er sandelig også blevet eksponeret efter alle operakunstens regler, fx i ønskerollen Carmen i Bizets Carmen (2010) – en både sangligt og dramatisk totalforløsning af rollens kæmpepotentiale, hvor hendes rebelske kærlighedsfugl funklede foran tobaksfabrikken og troværdigt gik fra den drillende flirt til det passioneret tragiske.
Hun har formet dronning Caroline Mathildes psykologisk voldsomme rejse i Bo Holtens Livlægens besøg og desuden bl.a. sunget Mélisande i Debussys Pelléas og Mélisande, Rosina i Barberen i Sevilla, Dorabella i Così fan tutte, Orlofsky i Flagermusen og Donna Elvira i Don Juan – foruden at kaste sig ud i både Cher og Piazolla i Begærets mysterier og synge Whitney Houston i Vores stemme samt administrere en international karriere som ombejlet solist, der har optrådt overalt i Europa samt i Japan og Taiwan.
For til stadighed at undersøge sin vidunderlige stemmes potentiale og sine dramatiske virkemidler modtager Elisabeth Jansson Ole Haslunds Kunstlegat 2023.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2023
Skuespiller Søren Østergaard
”Hvad er egentlig en måling?” spørger Heine Heine Heinesen, bedre kendt som Målermanden, og ser betydningsfuld ud under parykken.
Helt op på bageste teltrække aner tilskuerne, at spørgsmålet er langt dybere, end det lyder, og faktisk nok har eksistentielle overtoner. Men inden de når at grunde mere over det, tager han en dyb indånding og foretager med pludselig koncentration en såkaldt luftmåling med sit til formålet medbragte målerbånd. Da båndet er svirpet tilbage i spolen, noterer han med tilfredshed, at den tilsyneladende fuldstændig vilkårlige måling var helt utrolig præcis. Lettelsen ses på hans sænkede skuldre. Stoltheden vælder fra ham. Den professionelle forløsning er total.
Publikum i Zirkus Nemo overværede her noget stort: Et overbevisende – postuleret, ganske vist – ekvilibristisk artisteri i verdensklasse, men først og fremmest stor og vidunderlig scenekunst. For med denne absurde måling af det umålelige demonstrerede Søren Østergaard, at han er en dybt original komiker, en poetisk klovn, som har en direkte adgang til den barnlige undren over tilværelsen og en sikker sansning af den enkle sandhed i det komplicerede kaos. Og dertil en boblende glæde ved det absurde. Det smitter. Og er et sjældent syn i dansk teater, hvor originalerne for tiden har svære kår.
Søren Østergaard er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole 1980. At han havde humor som sit speciale, stod hurtigt klart, og han slog igennem som revyskuespiller i Hjørring i 1987. Han var et oplagt valg, da instruktøren Peter Langdal i begyndelsen af 1990’erne ad flere omgange nyfortolkede klassikerne, først Holbergs cirkusinspirerede Erasmus Montanus vender tilbage, hvor Søren Østergaard var en henrivende enfoldig Jacob, som til sidst gravede hul i den flade jord – og til sin forbløffelse så kineserne vælte op! Senere som finurlig fynsk graver i den berømte graverscene i Hamlet. Hold op, hvor var han sjov.
Efter at have været i cirkuslaboratorium og økonomisk skærsild med entertaineren Flemming Jensen i Østergaard & Jensens store hundeshow skabte Søren Østergaard i 1999 sit helt eget kringlede univers inde under en ny og større teltdug. Det blev starten på Zirkus Nemo, hvor han i knap 25 år som direktør og hovedattraktion har destilleret verdensgåden ned til små indtagende bestanddele, fx som Bager Jørgen, hvis følsomme pas de deux for spandauer og chokoladebolle uden tvivl bliver stående i teaterhistorien som en milepæl; som den utilpassede Smadremanden med aggressionerne pulserende under undertrøje eller Manden, der ikke kan fløjte, som år efter år høster bifald for sine totalt fraværende evner.
Søren Østergaard er de troskyldiges væbner og de nørdedes overnørd, solidarisk med enhver selvovervurderende hverdagsstjerne – og er flydende på alle tænkelige udkantsdialekter.
For sin livslange grundforskning i humorens rige og poetiske verden – ikke bare på scenen, men også i manegen, hvor han egenhændigt har skabt en helt ny kunstform – modtager Søren Østergaard Ole Haslunds Hæderslegat 2023.
Museumsfolk
Legatmotivering 2023
Kunsthistoriker, dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen
Kunsthistoriker, mag.art. og dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen har gennem sine mange år som forsker og forfatter løftet en omfattende og ambitiøs opgave gennem sit imponerende og vedholdende arbejde med at forske i kunsthåndværk, design og arkitektur. De sidste mange år har det først og fremmest været tiden omkring år 1900. En utrættelig og engageret indsats har været afgørende for, at den ene store bog efter den anden er blevet udgivet og tilmed har høstet meget fine anmeldelser. Det gælder bl.a. de senere års udgivelser Kunstarternes forbrødring: skønvirke – en kalejdoskopisk periode (2020), Thorvald Bindesbøll – stærk form og frit spil (2017) og Japanisme på dansk – kunst og design – 1870-2010 (2013).
De er alle båret af en begavet og grundig forskning og en lyst til at formidle og fortælle om de mange spændende emner og skikkelser, som Mirjam Gelfer-Jørgensen har gravet frem. Kendte såvel som mindre kendte kunstnere og arkitekter, men altid indskrevet i en bred historisk kontekst, der ofte taler inde i tidsånden og i aktuelle stilistiske tendenser. Hendes seneste bog, monografien Dialog med samtiden – Arkitekten Martin Nyrops samlede værk (2023), er endnu et smukt tilrettelagt og velillustreret pragtværk, der udfolder et vigtigt kapitel af dansk arkitekturhistorie. Bogen udkom meget passende i 2023, hvor der var særligt fokus på arkitektur, eftersom København var international arkitekturhovedstad.
Mirjam Gelfer-Jørgensen stiller gerne op som foredragsholder eller medvirker i fx podcasts og radiointerviews, hvor hun får formidlet det store stof klart og engageret. Det har hun også gjort flittigt i anledning af arkitekturåret 2023.
Foruden at være en meget produktiv forfatter til en imponerende række bøger og artikler inden for sit brede faglige område har Mirjam Gelfer-Jørgensen i mange år været en førende forsker, hvilket også har resulteret i en plads i Videnskabernes Selskab (2023). Derudover var hun i mange år været ansat som overbibliotekar og souschef ved Kunstindustrimuseets bibliotek (i dag Danmarks Designmuseum), hvor hun også har tilrettelagt en lang række udstillinger. Dette er blot et uddrag af de mange og meget forskellige opgaver og hverv, som Mirjam Gelfer-Jørgensen har varetaget siden 1971, hvor hun blev færdig som kunsthistoriker ved Københavns Universitet.
For sit mangeårige og imponerende virke inden for formidling af kunst, arkitektur, design og kunsthåndværk hædres Mirjam Gelfer-Jørgensen med Ole Haslunds Hæderslegat 2023.
Museumsfolk
Legatmotivering 2023
Kunsthistoriker og kurator, ph.d. Eva Pohl
De malede. De malede endda godt. Og var en vigtig del af det billedkunstneriske miljø. Men de tidlige kvinder i dansk kunst forsvandt ud af kunsthistorien, fordi deres værker ikke blev registreret eller udstillet og derfor heller ikke hverken omtalt eller erhvervet til museerne. Og på den måde tog disse kvinders mandlige kolleger uhindret patent på kvalitetsbegrebet og på at være tidens og strømningernes ypperste repræsentanter.
Men nu har de oversete kvinder fået en plads i kunsthistorien takket være ph.d. og kurator Eva Pohl. Hun har igennem en længere årrække interesseret sig for de oversete kvinder i dansk kunst, og i det imponerende opslagsværk Gennembrud (2021) har hun som den første herhjemme gjort det muligt at danne sig et overblik over kvinderne i dansk kunst fra 1600-tallet og frem til i dag. Med stor variation disponerer hun det omfattende stof, sådan at de mange mindre tekster både lever som fascinerende enkeltportrætter og som en ajourføring af den samlede danske kunsthistorie.
Kimen til projektet blev sået i arbejdet med udstillingen En plads i solen på kunsthallen Sophienholm, som hun kuraterede i 2011. Her præsenterede hun værker af kvindelige danske kunstnere født i perioden 1850-1950. Kvaliteten var høj, originaliteten stor – og tavsheden om dem havde indtil da været massiv. I denne periode blev det tydeligt for Eva Pohl, at der var en en endnu større fortælling om oversete værker og udgrænset talent uden om det nævnte århundrede, som burde hentes frem i lyset.
Eva Pohl er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og blev ph.d. på en afhandling om kunstnerisk selvforståelse i digtning og billedkunst, Blikket i spejlet – selvets spejling i kunstnerromaner og selvportrætter fra 1880-1914. I en lang årrække var hun billedkunst- og litteraturanmelder på Berlingske Tidende, hvor hun med stor formidlingsevne og stille diplomati skaffede spalteplads til de kvindelige kunstnere og deres syn på verden. Med monografierne Margrethe Sørensen (2009) og Det ophøjede i det nære – Bodil Kaalund 85 år (2016) samt med kataloget til og kurateringen af udstillingen Det grænseløse blik – Intens livsfølelse og koloristisk kraft i Anna Klindt Sørensens værker (2021) har Eva Pohl sideløbende fordybet sig i disse markante kvindelige kunstneres værker.
For det store og vigtige arbejde med Gennembrud, hvor hun med stor billedkunstnerisk indsigt, sikker redaktionel kurs og eksemplarisk formidlingsevne har taget det første, afgørende skridt for at give de oversete kvindelige billedkunstnere en plads i kunsthistorien, hædres Eva Pohl med Ole Haslunds Rejselegat 2023.
Museumsfolk
Legatmotivering 2023
Udstillingsarkitekt Anne Schnettler
De fleste museumsgæster kender nok Anne Schnettler, men uden alligevel at kende hende. Anne Schnettler står bag en lang række udstillinger, hvor hun gennem sit virke som udstillingsarkitekt har gjort det til sit speciale at arbejde med udstillingsdesign og -arkitektur bl.a. på en lang række meget forskellige museer i Danmark og Norden. Hun har med stor kreativitet og sans for både skønhed, overraskelse og formidling stået bag designet af meget forskellige kunst- og kulturhistoriske udstillinger, der – uanset om det er store og bekostelige udstillinger på landets større museer eller mindre museer / udstillingssteder, der har behov for med få midler at løfte udstillingens samlede æstetik. Hun formår altid at skabe unikke og inviterende udstillingsrum med blik for emnets karakter, stedets arkitektur og atmosfære samt gæsternes oplevelse. Det kræver en dyb forståelse for den faglighed eller forskning, der ligger bag en udstillings idé, at sikre, at et til tider komplekst emne gøres tilgængeligt for publikum gennem de designmæssige greb.
Anne Schnettler bidrager på meget forskellig vis til, at de bagvedliggende udstillingskoncepter og -ideer forløses og omsættes på en meget visuel og sanseligt stimulerende måde, der ofte fremmer formidling af et større fagligt emne og inviterer gæsterne indenfor uanset forudsætninger. Farver, lys, podier, montrer, rumlige elementer formgives på en appellerende og ofte teatralsk måde, der understøtter fortællingen eller forskningen bag en udstilling, men uden at overdøve de udstillede genstande. Det er værd at bemærke, at hun evner at arbejde med at skabe udstillingsscenografi til meget forskellige genstandstyper: fra kunstværker og kunstgenstande fra oldtiden til i dag, fra portrætter til pels – eller det ypperste af modernistisk kunst og design. Denne indsats har resulteret i mere end 85 realiserede udstillinger/læringsmiljøer samt en række udviklingsprojekter – et arbejde, der kræver en god evne til at samarbejde med vidt forskellige fagfolk og institutioner.
Blandt de senere års større produktioner kan nævnes følgende: FARVESPIL – Fynboernes Palet, Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet (2023), VERDEN ER I DIG – Videnskab-, kunst-, kulturudstilling på Kunsthal Charlottenborg (2020-2021), MOR! – Kunst- og kulturhistorisk udstilling på Louisiana (2020-21), MAGTENS SMYKKER – Koldinghus 750 års jubilæumsudstilling (2017-18) og PELS – LIV OG DØD – Debatskabende udstilling på Nationalmuseet (2014-15).
For sit mangeårige virke inden for udstillingsdesign, -arkitektur og -scenografi hædres Anne Schnettler med Ole Haslunds Hæderslegat 2023.
Museumsfolk
Legatmotivering 2023
Samlingsinspektør Sara Staunsager
Sara Staunsager er uddannet i 2013 som cand. mag i Æstetik og kultur på Aarhus Universitet og har siden da været ansat på bl.a. Heart – Museum of Contemporary Art og på Trapholt i Kolding. Hun har specialiseret sig i design og samtidskunst, og hun har været ansvarlig for en lang række udstillinger på feltet, som har høstet stor anerkendelse. Det er kendetegnede, at hun har en vidende og engageret tilgang til faget, hvilket viser sig i hendes kompetente kuratering af en lang række udstillinger og ledsagende publikationer inden for kunst og design.
Sara Staunsager har bl.a. stået bag større og markante udstillinger som Verner Panton – Farver en ny verden (2021-22), EAT ME (2017) (begge på Trapholt) og Dansk – design af Jens Quistgaard (2015), Heart Kunstmuseum. Seneste udstilling, som Sara Staunsager har tilrettelagt, er den aktuelle og meget anmelderroste Nanna Ditzel – Design til nye højder (2023-24). Ved siden af den museumsmæssige formidling af bl.a. designhistorie arbejder hun også med forskning inden for krydsfeltet mellem dansk og international kunst og design, og hun har bidraget til flere bøger og tidsskrifter inden for sine faglige emner.
Hun formår at præsentere emnerne på en faglig og relevant måde og har et godt blik for skæve vinkler – eller at præsentere kendte emner gennem nye og ukendte tilgange. Man aner en særdeles kreativ og legende tankegang bag det akademiske arbejde kombineret med en god evne til at formidle via udstillinger og tekster. Som sidegevinst har Sara Staunsager en god sans for udstillingernes æstetiske og designmæssige side, der sikrer en fin synergi mellem form og indhold.
I en portrætartikel fra 2016, få år efter at hun dimitterede fra Aarhus Universitet, udtaler Sara Staunsager, at ”I fremtiden drømmer jeg om at være en af Danmarks dygtigste inspektører inden for museal praksis – at åbne internationale udstillinger og fortsat udgive publikationer på forskningsniveau.” Den drøm tegner lovende, hvis man ser på de fine resultater, hun har vist, siden hun blev færdig med sine studier.
For sit engagerede og dygtige virke inden for formidling af og forskning i design og kunst hædres Sara Staunsager med Ole Haslunds Rejselegat 2023.