Billedhuggere
Legatmotivering 2019
Billedhugger og tegner
Christian Lemmerz
Christian Lemmerz (f. 1959 i Karlsruhe) er uddannet fra The Academy of Fine Arts Carrara, Italy 1978-82 og fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, 1982-86. Christian Lemmerz er tildelt både Eckersberg og Thorvaldsen Medaillen i henholdsvis 1998 og 2009.
I mødet med den kunst Christian Lemmerz skaber kan kun få undgå at forblive uberørt. Lemmerz søger konfrontationen og rækker gennem sine skulpturer ud efter beskuerens sanser og krop. Det er ikke nødvendigvis en behagelig oplevelse. Det eksistentielle drama lurer under de klassiske materialers perfekte og forførende udførelse. Christian Lemmerz’ oeuvre spænder vidt. Ud over hans mangeårige livtag med skulpturen, har Christian Lemmerz beskæftiget sig med scenografi, eksperimentel performance, film, installation, maleri og især tegning, der som en rød tråd løber bag hele Lemmerz’ kunstneriske praksis.
I 2019 har Christian Lemmerz i samarbejde en guitarist skabt Eyescape, et monumentalt improvisationsværk til Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Gennem en skabelsesproces der trækker på bl.a. den amerikanske action painting tradition, der i 1950’erne gjorde lærredet til et sted for handling, kunne tilskuere i løbet af seks aftener overvære skabelsesprocessen af værket. De seks 3 x 9 meter store lærreder, som hænger over for hinanden, fremstår som et uendeligt landskab i sort/hvide repetitioner, hvor de enkelte dele bliver tydelige når de forenes med lyden af de seks guitarsoloer.
Christian Lemmerz har gennem sin deltagelse i kollektivet Værkstedet Værst ydet et markant bidrag til 1980’ernes samtidskunstscene i Danmark. Christian Lemmerz er repræsenteret med værker på blandt andet Statens Museum for Kunst, AROS og Saatchi Collection i London og har udført adskillige bestillingsværker til offentlige institutioner. Her skal blot nævnes de seneste fra 2017, bronzeskulpturen Lazarus til Bispebjerg Hospital og marmorskulpturen Silence til Rigspolitiets Hovedkvarter.
For sit lange, markante og fremragende arbejde med skulpturen og tegningen tildeles Christian Lemmerz Ole Haslunds Hæderslegat 2019.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2019
Sølvsmed Yuki Ferdinandsen
Som en af de få i Europa mestrer Yuki Ferdinandsen den særlige japanske sølvsmedeteknik Arare. Med uhyre præcision og med hammeren som redskab præger hun overfladen på unikaobjektet, der gerne balancerer på grænsen mellem korpussølv med en funktion og ren skulptur. Denne arbejdsproces efterlader tusindevis af små, ciselerede knopper i sølvets overflade og fremkalder den dragende tekstur, som er så karakteristisk for Yuki Ferdinandsens kunst.
Arare betyder hagl på japansk, og de små sirligt cisselerede forhøjninger er afsat i snorlige rækker, hvorved beskuerens øje med et optisk greb forføres i spillet mellem lys og skygge. Det solide sølvkorpus ser nærmest ud til at ophæve tyngdekraften og lette.
Inspirationen henter Yuki Ferdinandsen fra naturen, herunder slyngede franske anemoner og frøstande fra valmuer, men også fra Fibonacci-spiralens stramme systematik. Ligesom træk fra Art Deco-stilen snor sig organisk gennem hele det omfattende oeuvre. Yuki Ferdinandsen har skabt en slags fusionssølv, hvor det ypperste fra traditionelt japansk kunsthåndværk, Arare-teknikken og en dansk designtilgang går op i en højere helhed.
Yuki Ferdinandsen er født i Japan og udgået fra Saga Junior College of Art og Tsuibu Metal Art School i Kyoto. I 1988 kom hun til Danmark, hvor hun er uddannet fra Institut for Ædelmetal i København. Hun er tidligere ciselør hos Georg Jensen Sølvsmedie, sølvkorpus, og har selv undervist som faglærer.
Yuki Ferdinandsen har udstillet i ind- og udland og er blandt andet repræsenteret på Designmuseum Danmark med en donation fra Ny Carlsbergfondet. Som et anerkendt navn på den internationale sølvscene har hun modtaget en lang række hædersbevisninger, herunder Karl Gustav Hansen Prisen 2012 på Koldinghus og tre legater fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Og for første gang nogensinde vandt Danmark med Yuki Ferdinandsen Schoonhoven Silver Award 2015 – en af verdens mest prestigefyldte priser for sølvsmede.
I anerkendelse af det ypperste kunsthåndværk, der med teknisk perfektion og internationalt udsyn har fornyet dansk korpussølv, tildeles Yuki Ferdinandsen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2019
Tekstilkunstner Anne Mette Larsen
Cykelture i flere etaper henover bumlet asfalt fra Berlin til Moskva, østeuropæisk betonarkitektur og midtjyske bygninger. Tekstilkunstner Anne Mette Larsen har ikke nogen helt almindelig tilgang til væven, men rejser gerne ud for at researche historier til sine projekter.
Metoden fungerer samtidig som et dogme, der får Anne Mette Larsen til at sætte endnu en kæde på væven. På flere planer omsætter hun konkrete fakta og lovmæssigheder til stof. Og det virker.
Fascinationen af bygninger optræder overalt i Anne Mette Larsens forunderlige tæpper og tekstiler. Mønstre og kompositioner tager næsten altid afsæt i konkrete bygninger, som hun har studeret på nært hold. Farverne og facadernes stramme, lodrette og vandrette linjer reflekteres i de udspændte garner.
På vejen til Moskva har Anne Mette Larsen blandt andet hentet inspiration til snebilleder med gråtonet DDR-beton. Også de meget kulørte huse ude på landet parafraserer hun over.
Siden Anne Mette Larsen vævede sit første halstørklæde, da hun var ni år, er det blevet til godt en kilometer kunsthåndværk. I serien Midtjyske Tæpper fra 2018 går Anne Mette Larsen lokalt til værks. Her bliver fire lokaliteter som Badeanstalten og Skovvillaen ved Silkeborg til ni unikke uldtæpper, dybt forankret i Midtjysk kulturhistorie.
Anne Mette Larsen er uddannet ved Århus Kunstakademi i vævning og maleri i 1999 og gennem sin lange karriere har hun løbende udstillet solo og deltaget på censurerede og inviterede gruppeudstillinger i Finland, Polen, Sverige og Ukraine. Herhjemme blandt andet på Charlotteborg, Danmarks Designmuseum og Galleri A. Petersen Collection & Crafts. Tidligere i år manifesterede Anne Mette Larsen sig med sin fornemme separatudstilling ’Vejen til Moskva – tekstile oversættelser’ på Kunstcentret Silkeborg Bad.
Anne Mette Larsen står bag flere udsmykninger for eksempel til Aalborg Kultur- og Kongrescenter, retten i Holstebro og Det Danske Institut i Rom. Hun har vævet scenetæpper, gulvtæpper og altertæpper, blandt andet til Sporup Kirke. Og med god grund er hendes personlige værker blevet præmieret flere gange af Statens Kunstfond. Anne Mette Larsen har ligeledes modtaget en lang række priser og legater. Heriblandt Biennaleprisen, Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2011 og Kunstforeningen 14. augusts Hæderslegat for 2018.
Helt ned til farveskalaen i det enkelte arbejde fra Anne Mette Larsens hånd indlægger hun med kunstnerisk nerve en fortælling.
For sit dybt originale og globale feltarbejde, som hun oversætter til fortællelystne tekstiler med antropologisk tilsnit tildeles Anne Mette Larsen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2019
Keramiker Pernille Pontoppidan Pedersen
Pernille Pontoppidan Pedersens keramiske skulpturer er noget for sig. Iklædt atypiske farvekombinationer fremstår de som vakkelvorne væsener i alle formater. I leret indlejrer den talentfulde keramiker fortællingen om kontrasten mellem det kontrollerede og det tøjlesløse, det smukke og det grimme, det strømlinede og det groteske.
De ofte bizarre og abstrakte objekter ser ofte ud, som var de skabt et sted i det ydre rum – mange lysår fra traditionelt, skandinavisk kunsthåndværk. De ligner ikke noget, vi tidligere har stiftet bekendtskab med på den hjemlige keramikscene.
Vaser, fade, skåle og så alligevel ikke. Brugskunstens velkendte beholdere og funktioner twistes og forvrænges til uidentificerbare objekter. De forundrer og foruroliger på samme tid. Og det er her, i grænselandet mellem det klassiske og eksperimentet, mellem det jordnære og det aparte, at kunsten fødes.
Pernille Pontoppidan Pedersen eksperimenterer konstant. Ingen fine fornemmelser her. Alt kommer i spil fra kitsch og popart til andre materialer som granit og marmor. Kun ét er sikket: Hun går altid anarkistisk og ekspressivt til værks.
Pernille Pontoppidan Pedersen kan også finde på at overlade det til de udflydende glasurer selv at bestemme formen, så det ser ud, som om glasuren er ved at tage flugten ud over kanten. Som et fikseret work in progress. Som om kunsten bobler frem for øjnene af os.
Pernille Pontoppidan Pedersen er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, keramikafdelingen på Bornholm i 2012, hvor hun vakte opsigt på afgangsudstillingen. Det var kun begyndelsen.
Trods sin unge alder har Pernille Pontoppidan Pedersen høstet stor anerkendelse og deltaget på flere nationale og internationale udstillinger. Hun blev udtaget til Statens Kunstfonds censurerede MINDCRAFT-udstilling i Milano i 2017 og har modtaget flere priser som Annie og Otto Johs. Detlev’s Keramikpris, rejselegat 2017, og Silkeborg Kunstnerlegat 2019.
I håb om at hun vil fortsætte sit modige kunstneriske arbejde, der allerede har sat sit højst personlige aftryk på dansk nutidskeramik, tildeles Pernille Pontoppidan Pedersen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Kunsthåndværkere
Legatmotivering 2019
Glaskunstner Ida Wieth
Helstøbt glas i konceptuel flirt med forskellige andre materialer er Ida Wieths signatur. Inspirationen henter den unge, danske glaskunstner blandt andet fra ords og begrebers flertydige mening. Oversat til glas bygger Ida Wieth sine skulpturerer op som lag. Betydningslag.
Ida Wieth blander glasset med keramisk materiale, også gerne tilsat træ, beton og metaller til ekspressive objekter og installationer. Resultatet er flertydige, poetiske fortællinger, der afslører helt nye sider af det skrøbelige glas. Som i serien ”Both Sides”, hvor bolscheblanke glasrør fører dialog med kras keramik i samme værk. Kontraster mødes og skaber dynamikken i det drama, som udspiller sig i hænderne på Ida Wieth.
Senest manifesterede materialemødet sig på soloudstillingen ”Reach” i Officinet i København i 2019. Titlen illustrerer glassets spændvidde. Her præsenterede Ida Wieth sine nyeste skulpturer i glas, jern og metaller, hvor den røde tråd i bogstavelig forstand er af kobber. Disse kobbertråde holder, former og transformerer glasset. Efter brændingen bliver de foldet ud, så de fremhæver spor af processen som et dekorativt element.
Foruden skulpturelt glas og installationer arbejder Ida Wieth også med brugskunst, og trods sin unge alder har Ida Wieth allerede høstet stor anerkendelse og udstillet i ind- og udland. Blandt de mange hæderspriser og legater, Ida Wieth har modtaget, kan nævnes Statens Kunstfonds arbejdslegat og projektstøtte 2015-19, Finn Lynggaards Legat i 2014, Biennale-nomineringen i 2015, Kunsthåndværkerprisen 2016, sølv ved The International Exhibition of Glass Kanazawa i Japan samme år samt Hempels Glaspris i 2017.
Ida Wieth har været vidt omkring for at uddanne sig. Først i Danmark hos blandt andre Mette Bülow Duus i Århus, senere på Kosta Glasskole i Sverige og Edinburgh College of Art i Skotland, hvorfra hun har en Master of Fine Art, glass. Men også studieture til USA, Finland, Island og Japan har været med til at forme hende som en seriøst arbejdende kunstner.
For sin konstant eksperimenterende afsøgning af glassets poetiske potentiale tildeles glaskunstner Ida Wieth Ole Haslunds Rejselegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Kirsten Astrup
Kirsten Astrup bor og arbejder i København. Hun er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2017 og ved Academy of Fine Art, Oslo, 2012. Desuden har hun en bachelor i film- og medievidenskab og retorik fra Københavns Universitet. Hun har allerede modtaget flere udmærkelser såsom Blixprisen, 2017, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2018, og Akademiraadets Franciska Clausen-medaljen, 2019.
Kirsten Astrups kunstneriske virke ligger i grænselandet mellemp videokunst, filmkabaret og musical. Hendes værker tager udgangspunkt i velfærdsamfundets klassiske begreber som solidaritet, fællesskab og sammenhold. Hun stiller skarpt på de institutioner som kendetegner vores samfundsmodel, f.eks. De Danske Statsbaner, Postvæsnet eller Statens Museum for Kunst. Her peger Kirsten Astrup på de fællesejede institutioners forlorne glans, eller med sine egne ord: ”Jeg arbejder hovedsageligt med musikalsk forførende filmkabareter, der portrætterer det danske velfærdssamfund i forandring. Det foregår oftest i en kærlig undergangsstemning præget af tung makeup, opera og synthpop, hvilket mit værk Urolige hjerte (2018) er et eksempel på.” Også værket Troe & Agtsom (2017), der udspiller sig i Centralpostbygningen i Tietgensgade, er et værk som har en lignede approach. I denne stedsspecifike performance eller filmkabaret, er rolleindehaverne karikaturer af postansatte, der synger og agerer i en disharmonisk og nostalgisk stemning, som skaber en følelse af, at noget har gået tabt, at samfundets grundstrukturer forandres til uigenkendelighed.
Kirsten Astrup arbejde er vidt favnende, der kræver meget energi og stort mod, f.eks. indtager hun både rollen som instruktør, komponist, scenograf, skulptør og fotograf på en og samme gang. På relativ kort tid har Kirsten Astrup på overbevisende måde leveret nogle meget originale og unikke værker, der både er samfundskritiske, queer humoristiske og skævt underholdende, der viser vejen for en ny grænsebrydende genre.
For denne beundringsværdige bedrift tildeles Kirsten Astrup Ole Haslunds Rejselegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Morten Buch
Morten Buch, autodidakt. Arbejder fortrinsvis med maleri, men også med grafik og objekter. Morten Buch bor og arbejder i Birkerød, og er medlem af Kunstnersamfundet. Er tilknyttet Galleri Susanne Ottesen i København.
Morten Buch er en meget aktiv billedkunstner med mange solo- og gruppeudstillinger bag sig, i såvel Danmark som udlandet. I 2018 viste han den meget markante udstilling Picnic. Udstillingen blev både vist i Galleri Susanne Ottesen hvor han udstillede malerier, og på Kastrupgårds Samling med monotypier og skulpturer.
Allerede i slutningen af 1990erne, da Buch startede sin udstillingsvirksomhed, udviste han en stor nysgerrighed med henblik på præcisere sin kunst. I begyndelsen er han optaget af et postminimalistisk udtryk, men snart derefter bliver hans formsprog mere og mere billedbaseret og visuelt ”digitaliseret”. Senere, nogle år efter, arbejder han mere og mere med et ikke-billede, dvs. noget der ikke er umiddelbart tilstede, men som peger på et aktivt fravær. Dette kan tydeligt ses på udstillingen Mellemrum, som han viste hos Galleri Susanne Ottesen i København 2004. Med denne udstilling kom en mere billede-rummæssig bearbejdning af maleriet i fokus, dog stadig med et vist poststrukturel touch i baglommen. Det er med udstillingen No Halo to år efter, også den hos Galleri Susanne Ottesen, at Morten Buch bryder lydmuren for alvor, hvor hans styrke som maler åbenbarer sig med fuld styrke, næsten ren revolution inden for hans udvikling og arbejde. Det er også her han opdager den stærke figur, som han siden da, stadigt har forstærket og bearbejdet konceptuelt med flere forskellige motivkredse og temaer. Rent koloristisk begyndte Buch også at arbejde med farven som tegn, men også som en subversiv infiltrator; de lyserøde, lysegrønne eller lidt blegede kulører, skærer blødt ind i betragterens bevidsthed, forbi det analytiske filter, og skaber en form for legende og kildende frækhed.
I de sidste 6-7 år har Morten Buch praktiseret og udviklet sit maleri mere og mere prægnant. Det har resulteret i flere betydelige soloudstillinger både i gallerier og på museer og andre kunstinstitutioner rundt om i landet. Endvidere har han også udviklet en meget interessant forståelse for den grafiske metode, monotypi. Her har Buch drevet denne teknik til nogle nye muligheder, hvor det unikke og direkte producerede tryk via en gennemsigtig plexiglasplade, skaber en grafik, som står i kontrast til forståelsen af grafikkens dublerende funktion, og i stedet gør trykteknikken til et unikum. Også inden for den objektbaserede skulptur har Morten Buch udviklet nogle meget personlige vinkler og nyfortolkninger af denne genre.
For denne unikke og beundringsværdige indsats for maleriets stadigværende betydning og visuelle muligheder, tildeles Morten Buch Ole Haslunds Kunstnerlegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Morten Kamper Jacobsen
Morten Kamper Jacobsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2011 og har siden været aktiv både som kunstner og kurator. Morten Kamper Jacobsen var blandt andet én af initiativtagerne til udstillingsstedet Sydhavn Station og i år har Morten Kamper Jacobsen gjort sig bemærket med soloudstillingen NIVÅ på Møstings Hus på Frederiksberg.
Morten Kamper Jacobsen bor i dag på Frederiksberg, men gennem en 9 årig periode (1984-93) var Nivå Kamper Jacobsens hjemby. Udstillingen bestod blandt andet af landskabsmalerier, stedsspecifikke objekter, tekster og fotos både fra dagens Nivå og fra familiealbummet. Der var tale om et gen-besøg i barndoms-ungdomslandet og et ærligt et af slagsen. Det fine ved udstillingen var, at den ikke fortabte sig i det selvbiografiske, men brugte det som udgangspunkt for en undersøgelse af rummet mellem erindringens sted og det et sted helt nøgternt består af.
Morten Kamper Jacobsens værker til udstillingen var derfor konkrete forsøg på at trænge ind i de steder i Nivå med mest personlig betydning f. eks. basketballbanen, skolegården, Nivåhøj og Nivåcentret. Det føltes næsten som en besværgelse, eller en ”afsværgelse”, at stederne blev støbt af og lagt frem til beskuelse. Andre dele af værkgrupperingerne bestod af beskrivende tekster, som fortalte om stedets betydning for Kamper Jacobsen suppleret med landskabsmalerier af stedet og et registrerende s/h foto af kunstneren på ”gerningsstedet”.
Som et rumligt greb, der overordnet slog stemningen an, var alle Møstings Hus’ vinduer dækket til af hvide persienner – nogle hængte mere lige end andre, hvilket understregede den ørkesløshed som er kendetegnende for mange sovebyer i Københavns omegn, Nivå inklusiv.
For sin komplekse og fine soloudstilling på Møstings Hus tildeles Morten Kamper Jacobsen Ole Haslunds Rejselegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Astrid Kruse Jensen
Astrid Kruse Jensen bor og arbejder i Holbæk. Hun er uddannet på The Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam 1998 – 2000 og Glasgow School of Art, Glasgow 2000 – 2002. Astrid Kruse Jensen er tilknyttet Galleri Martin Asbæk i København.
Astrid Kruse Jensen startede med at udstille direkte efter sin afgang fra Glasgow School of Art i udlandet, i Storbritannien, men også i Rusland, i St. Petersburg ved forskellige kunstinstitutioner og gallerier. I 2006 havde hun sin københavnske solodebut med udstillingen Parallel Landscapes hos Galerie Mikael Andersen. Udstillingen havde et kraftigt gennemslag og fæstnede Astrid Kruse Jensens navn, som en af den nye generation af væsentligste fotografiske kunstnere. Derefter har hun haft en lang række meget markante soloudstillinger, og deltaget i gruppeudstillinger i Danmark og i udlandet på både gallerier og museer.
Astrid Kruses medie er som sagt fotografiet, og når man siger fotografi, så er det ikke det digitale, pixelerede billede men det, der gennem den kemiske proces opstår i mørkekammeret. Når Astrid, efter en lang proces og mange overvejelser, beslutter sig for at tage et billede, er det ikke et hurtigt foretagende, men en nøjagtig beregning af hvordan hele det fotografiske billedet skal virke, som en fortælling; en fortælling som skal gennemsyre hver eneste detalje i motivet.
I begyndelsen var Astrid Kruse Jensen meget optaget af et fotografi, der nærmest var hypermetaforisk eller hypernaturalistisk. Billeder hvor mørket var teaterscenens mørke, hvor f.eks. de mange oplyste og forladte gynger i et træ, var som en slags rekvisitter, til nogen der aldrig dukkede op. I disse skumrings- eller nattemotiver fokuserede hun på nogle enkelte, nærmest overbelyste objekter eller figurer i et udendørs miljø. Som swimmingpoolens badestige der skinnede som et fremmed tegn i mørket, eller en ensom pige i rød frakke under en gadelygte. Det var, som om det var drømmerekvisitter, hvor motiverne havde en uendelig dybde og skarphed. Der hvilede en magisk realisme over disse fotografier.
Senere har Kruse Jensen løsnet grebet om det hyperrealistiske formsprog og bevæget sig mere hen mod en stadigt mere drømmende tilstand, hvor en romantiske undertone dominerer og fortryller betragteren. Gennem tågefyldte eller overbelyste billeder, der skjuler motivets inderste hensigt, bliver betragteren efterladt i en stemning af usikkerhed. Det er denne suggestion som kendetegner Astrid Kruse Jensens billedunivers og som gør, at man gerne og længe vil forsvinde ind i den stemning som hendes billeder fremkalder.
For dette unikke og mesterlige fotografiske arbejde tildeles Astrid Kruse Jensen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Elsebeth Jørgensen
Med udgangspunkt i et steds særlige forhold eller et arkivs indhold skaber Elsebeth Jørgensen levende og vedkommende fortællinger. Et af hendes foretrukne kunstneriske greb er montagemetoden, hvor det allerede eksisterende sættes ind i en kunstnerisk sammenhæng af Elsebeth Jørgensens egne bidrag og/eller suppleres med bidrag fra andre kunstnere f.eks. en forfatter eller en komponist.
Hendes arbejdsmetode er tidskrævende og indebærer ofte lange perioder med indsamling af materiale i historiske arkiver eller med egne registreringer. Derfor er mange af Elsebeth Jørgensens værker bestillingsværker fra institutioner som ønsker netop Elsebeths Jørgensens særlige blik på deres arkiv eller sted. I sin videreformidling anvender Elsebeth Jørgensen en bred vifte af udtryk f.eks. fotografi, lyd, video, tekst og installation.
Elsebeth Jørgensen har udstillet nationalt og internationalt gennem mange år. Her skal nævnes det store værkkompleks Ways of Losing Oneself in an Image… baseret på 1 års research i Specialsamlingen ved Universitetsbiblioteket i Bergen, et historisk arkiv med ca. 900.000 billeder fra Bergen og Vestlandet i Norge, 2009-2011. Værket blev bestilt af Hordaland Kunstsenter, Bergen, og endte med at bestå af bl.a. video- og lydmontager med fortællinger af både fiktiv og faktuel karakter, fotomontage prints, performances som senere er blevet vist helt eller delvist på både solo- og gruppeudstillinger, 2011-2017.
Et andet værk som skal nævnes er Lyttehaven – et stedspecifikt kommissionsværk til Bispebjerg Hospital, 2017-2019. Værket er et webbaseret montageværk af 2 timers lyd og en serie digitale / printede billeder. I haverne og i de indendørs venterum er der blandt andet installeret billedtavler med billedmontager. I sommeren 2017 blev der opført en live lydperformance udendørs i Hospitalets Haver. Værket er baseret på 1 1/2 års research i offentlige / private arkiver samt egne billed- og lydregistreringer på Bispebjerg Hospital.
Elsebeth Jørgensen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1995-2002. Elsebeth Jørgensen har modtaget en række legater fra blandt andet Statens Kunstfond og Akademiraadet samt fungeret som lektor på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, 2014-2018.
For sit helt særlige bidrag til den billedkunstneriske praksis tildeles Elsebeth Jørgensen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Oda Knudsen
Oda Knudsen bor og arbejder i Vig. Hun er uddannet på Det Jyske Kunstakademi, Århus 1960-63. Hun er medlem i kunstnersammenslutning Decembristerne og har udstillet jævnligt hos Clausens Kunsthandel siden 1995.
I 2019 modtog hun Akademiets Eckersberg Medaillen, men hun har allerede modtaget en lang række andre hædersbevisninger bl.a. Anne Marie Talmanyi´s legat og Statens Kunstfonds livsvarige Hædersydelse, for at nævne nogle. Oda Knudsen har også undervist ved Det Jyske Kunstakademi i Århus og ved Det Fynske Kunstakademi i Odense.
Oda Knudsens lange virke som billedkunstner er imponerende og mange facetteret i sit sprudlende udtryk og dets formmæssig diversitet. Hendes værker er både ekspressive og sanselige, men også overraskende ublu i deres maleriske og koloristiske dristighed. Når man besøger en ny udstilling af Oda Knudsen, skal man være forberedt på, at hendes impulsivitet smider rundt med en, hvor selve indholdet af hendes kunst stikker ud med både politiske udsagn eller filosofiske skævheder.
Formmæssigt har Knudsen arbejdet med utallige teknikker. Alt fra maleri, billedvævninger, tegning, akvarel, fresker, glaseret tegl, glas etc., og mange af disse teknikker har også indgået i hendes udsmykninger rundt om i landet. Noget som også interesserer Oda Knudsen er at arbejde med bøger. En slags poetiske billedbøger, der næsten dagbogsagtigt viser en kreativ hjernes funktion, med alle de uudgrundelige stier der trampes op hele tiden i en jungle af tegn, ord og billeder.
I begyndelsen af 1980erne foretog Oda Knudsens en rejse til Mexico, som gjorde et dybt indtryk på hende, og satte et væsentligt aftryk i hendes kunst derefter. I hendes seneste udstilling Det drømmende Mexico hos Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel i København, vender hun tilbage til denne rejse, hvor hun med både nye og ældre værker bearbejder de spor, som stadigt runger inde i hende, både i form af møder, gennem kunsten, med menneskene og deres ubeskrivelige livsskæbner og politiske uretfærdigheder, som hersker i dette mafiaprægede land.
Denne udstilling var meget markant og viste Oda Knudsens visuelle kapacitet og formstyrke, hendes maleriske og tilsyneladende naive udtryk, der ejer stor koloristisk prægnans. Dette kan man se i værker som f. eks. Havtaske med smykkeskrin fra 2008 eller Junglen dufter bittert fra 2018. Og så er det titlerne, ja, yderligere en meget særpræget side af hendes kunstneriske sprog.
For denne lange og stadigt vitale fremdrift som en stor kraft og originalitet i dansk billedkunst tildeles Oda Knudsen Ole Haslunds Hæderslegat 2019.
Malere, grafikere
Legatmotivering 2019
Billedkunstner Pia Rönicke
Pia Rönicke er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1995-1999 og California Institute of the Arts 1999-2001. Pia Rönicke modtog i 2014 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. I en årrække underviste Pia Rönicke som lektor på Kunstakademiets Billedkunstskoler i København.
Med udgangspunkt i skulpturen har Pia Rönicke udviklet en alsidig kunstnerisk praksis som blander skulptur, film, video og installation med fundne objekter og arkivmateriale til fænomenologiske undersøgelser af individ, kultur og historie. Især filmmediet, der med sin blanding af det rumlige og tidslige, har Pia Rönicke taget til sig. Det rumlige skal forstås bredt; som interesse i det urbane, i det institutionskritiske og det stedsspecifikke og det tidslige som både nedslag i aktuelle problemstillinger og som historisk resonans.
Af værker fra Pia Rönickes hånd skal nævnes hendes seneste store soloudstilling, The Cloud Document, vist på Overgaden i København, 2017. Her skaber Rönicke et skulpturelt udstillingslandskab med udgangspunkt i den danske botaniker Frederik Liebmanns plantesamling fra Mexico, 1841-1843. I 2016 foretager Pia Rönicke selv en rejse til Mexico, hvor hun foretager genindsamling af nogle af de arter som Liebmann navngav. Mellem Liebmanns og Rönickes indsamlinger fremstår fortællingen om hvad der var, og hvad der ikke er mere.
Til udstillingen skabte Rönicke en række filmiske værker, der på forskellig vis opsummerede og sammenstillede rejsemateriale med arkivmateriale og fortidens forskning med fremtidens digitale arkiveringsmuligheder. I otte montre fremviste Pia Rönicke desuden egne botaniske fund fra Mexico, som dels rummede planter fra Liebmanns kortlægning og dels tilføjede nye plantearter til samlingen.
Pia Rönicke har en lang række udstillinger, både nationalt og især internationalt, bag sig. Af internationale udstillinger skal nævnes Momentum, Manifesta, Venedig Biennalen, Lunds Konsthal, Heine Onstad Kunstcenter, Oslo, Tate Modern, London og af nationale udstillinger skal nævnes hendes soloudstillinger hos Andersens Contemporary og på Overgaden, alle i København.
For sit unikke bidrag til billedkunsten tildeles Pia Rönicke Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2019
Skuespiller Githa Lehrmann
Er der mon nogen rolle – stor eller lille, ny eller klassisk, komisk eller tragisk, med eller uden musikledsagelse – som skuespilleren Githa Lehrmann ikke har spillet på teatret?
Det kan være svært at svare på, for med non-stop roller i mere end tredive år i alt fra Nøddebo Præstegård over Calendar Girls til Antigone hører hun til den efterhånden sjældne gruppe af skuespillere i dansk teater, der har tilbragt stort set hele sin karriere som del af ensemblet på et landsdelsteater.
Som amatør havde Githa Lehrmann allerede i nogle år dyrket børneteatret, inden hun kom ind på Odense Teaters Elevskole, som hun afsluttede i 1985 med debut som plejedatteren Varja i Tjekhovs Kirsebærhaven samme år. Herefter nåede hun lige at snuse til freelancetilværelsen, bl.a. medvirkede hun i Dr. Dantes første professionelle forestilling Turkish Delight (1987), inden hun tog fast ophold ved Aalborg Teater. I 1999 vendte hun tilbage til Odense Teater, hvor hun har været siden.
De mangeartede udfordringer på en bredtfavnende landsdelsscene har givet hende mulighed for en organisk kunstnerisk udvikling med adskillige prægnante hovedrollepræstationer – f.eks. i gennembrudsrollen Medea i stykket af samme navn (1994), Rie i monologen Pietà og Siri von Essen i Tribadernes nat (2009) samt moderdyrene Babara i Min familie (2011) og Amanda i Glasmenageriet (2012), alle forestillinger, hvor hendes menneskelige og psykologiske rummelighed fandt udtryk i rystende og intenst nærvær.
I de perioder, hvor Githa Lehrmann loyalt har taget sig af de mindre roller, har hun udover diverse film- og TV-arbejde grebet muligheden for at skærpe sit talent for oplæsningens kunst, og med sin varme stemme står hun nu som en af landets bedste og mest benyttede indlæsere for bibliotekerne.
For publikum har det været en kæmpegevinst, at ’hendes’ teatre har kunnet besætte både hoved- og ensemblerollerne med en så stor skuespiller. Det var således helt afgørende for Anna Sophie Hedvigs succes på Odense Teater i 2018, at Githa Lehrmann havde formatet til indledningsvist at bygge fruen i huset op med komisk virtuositet for derefter at punktere billedet i et ætsende opgør med ægtemanden. Et overlegent flot tegnet kvindeportræt. Og at Githa Lehrmann senere i samme sæson varetog fem karakterer i den seks timer lange maratonforestilling Min geniale veninde, hver af dem formet med imponerende nuancerigdom, var endnu et utvetydigt bevis på hendes kunstneriske format.
For denne imponerende alsidige indsats i dansk teater hædres Githa Lehrmann med Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2019
Solodanser Kizzy Matiakis
Solodanseren Kizzy Matiakis har engang sagt, at hun hverken kan eller vil leve i en verden uden klassisk ballet. Det er stærke ord og meget typisk for Kizzy Matiakis, hvis markante sceneudstråling og temperamentsfulde personlighed ikke altid har været en fordel i ballettens fint ciselerede tåspidsverden. Men med sit ekstraordinære talent, sin modigt intuitive tilgang til rollerne og sin ekstreme flid samt naturligvis gode mennesker, der har troet på hende, har hun efterhånden vendt sin dramatiske egenart til egen fordel og er danset ind i den internationale balletverdens top.
Den britiskfødte Kizzy Matiakis er uddannet fra The Central School of Ballet i London i 2000, hvor hun fik en klassisk basis med indgående kendskab også til de moderne danseteknikker. Med denne baggrund fik hun straks ansættelse på Kungliga Balletten i Stockholm, men efter tre år brød hun op for at drage til København, hvor Den Kongelige Ballet siden har været hendes base – først som korpsdanser, siden 2008 som solist og som solodanser fra 2016.
Kizzy Matiakis er i sine tretten år på Kongens Nytorv modnet som danser i både det klassiske og moderne repertoire. Men hendes hjerte tilhører de fortællende balletter, og det er de psykologisk raffinerede, gerne dunkle og uforudsigeligt dramatiske kvindeportrætter, der er blevet hendes speciale.
Det er her, hun virklelig funkler farligt, sådan man f.eks. så det i i den frapperende fortolkning af frøken Birthe i Bournonville-balletten Et folkesagn (2011). Med mesterlige, små skift i denne sammensatte karakter og med sans også for det humoristiske lod hun frøken Birthe kæmpe for at holde sin troldenatur i ave, ja for at finde sin egen plads i verden. Nævnes bør også Christopher Wheeldons dansefabel Alice i Eventyrland (2016), hvor hendes furiøse og skurkagtige Hjerter Dame i et kæmpekostume eksploderede i en forrygende dans i tredje akt, ligesom hun som den afdøde grevinde i Liam Scarletts Spar Dame (2018) vekslede fascinerende mellem det isnende statuariske og det livsfarligt passionerede.
Med vidunderlige præstationer i prægnante roller også som Tornerose i Tornerose, Odette/Odile i Svanesøen, Sukkerfeen i Nøddeknækkeren, Myrtha i Giselle, Madame du Merteuil i Farlige forbindelser samt i nye koreografier af Jorma Elo, Tim Rushton, Kim Brandstrup, Jacopo Godani, Louise Midjord, Tim Matiakis, Esther Lee Wilkinson, Gregory Dean, m.fl. står Kizzy Matiakis i dag helt centralt i den danske balletverden.
For sin enestående kunstneriske flammeindsats for at bevare en verden med klassisk ballet hædres hun således med Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2019
Sceneinstruktør og scenograf
Jacob F. Schokking
I krydsfeltet mellem de knugende etiske spørgsmål og den frisættende æstetiske nydelse har den billedkunstuddannede Jacob F. Schokking i snart fyrre år bevæget sig rundt i og udvidet det refleksionens rum, hvor han med skiftende samarbejdspartnere i ind- og udland har udført sin helt unikke visuelle grundforskning.
Fra billedkunsten har han via installationer og performance bevæget sig ind i centrum af scenekunsten og skabt sig en helt unik position herhjemme som visuel fornyer, altid med musikken som følgesvend – hvis ikke ligefrem i form af operaer, oratorier eller koncertperformances, så med stærk bevidsthed om klang, rytme og ritualer; altid konceptuelt tænkende og optaget af sprogets grænseområder; og altid med det helt overordnede mål at forsøge at begribe den ret beset ubegribelige tilværelse og formidle sine tanker som stærke fortællinger.
Den hollandskfødte Jacob F. Schokking er uddannet ved Academie voor Schone Kunsten i Gent, Belgien, i 1978 og kom til Danmark i 1981, hvor han en tid var del af kunstnerkollektivet Værkstedet Værst. Siden 1988 har han stået i spidsen for Holland House, et teater uden fast scene, hvor han som dets visionære scenograf og instruktør har arbejdet kontinuerligt for at udvikle sit fascinerende scenekunstsprog. Som regel baseret på kombination af den fysisk tilstedeværende krop og først video, siden avanceret computergrafik. Og bestandig med afsæt i store – ofte nulevende – forfatteres paradoksale, smertefulde, ufuldstændige, poetiske, grusomme og uafviseligt vedkommende historier.
Holland House måtte desværre dreje nøglen om af økonomiske grunde tidligere i år. Men det nåede at give Jacob Schokking mulighed for at skabe forestillinger, som er blevet decideret milepæle i den danske teaterhistorie, bl.a. Nuit des Hommes (1996) baseret på Guillaume Apollinaires tekst med nyskrevet musik af Per Nørgård, danmarkspremieren på Sarah Kanes monolog 4:48 Psykose (2002), Martin Crimps Ansigtet mod væggen (2008), Krzysztof Kieslowskis Dekalog (2016) og Peer Hultbergs Requiem (2018). Mange andre kunne nævnes. Meget forskellige i udtryk, men altid med det ambitiøse schokkingske vandmærke: stringens.
Jacob Schokkings vision er grænseløs, og hans evne til at gøre tekstens ånd lysende på en scene er uafviselig. Det er en sjælden kombination, som har haft afgørende indflydelse på dansk teater.
For denne store indsats hædres Jacob F. Schokking med Ole Haslunds Hæderslegat 2019.
Scenekunstnere
Legatmotivering 2019
Skuespiller Julie Agnete Vang
I Shakespeares Helligtrekongersaften er Olivia i sorg, fordi hun har mistet både sin far og sin bror. Og nu bruger hun sorgen som skjold mod den uvelkomne kærlighed, hertug Orsino bestormer hende med. Men da den unge Cesario en dag står foran hende, er skjoldet pludselig nytteløst. Hun er fuldstændig værgeløs og forelsker sig uden at vide, at Cesario i virkeligheden er en kvinde forklædt som mand.
På GrønnegårdsTeatret i sommer forelskede Julie Agnete Vangs Olivia sig ikke med et teatralsk brag, ikke med tøset hvinen, slet ikke med frivol glubskhed. Øjeblikket var skært og fint. Som søgende toner, der fandt sammen i en kærlighedens treklang forvandlede hendes følelsesmæssige undren sig til forbløffet overbevisning trods kønnenes lidt tvetydige grænser. Og selv om det var udendørs sommerteater, var ingen – selv ikke på de bageste bænkerækker – i tvivl om, at noget i dette øjeblik forsigtigt løsnede sig i Olivia. At jomfruisen stille brød op i hendes indre og gav plads til, at følelserne gradvis fandt ud i kropssprog og mimik som en varm livsrislen.
Dette øjeblik viste, at Julie Agnete Vang, der er uddannet fra Statens Teaterskole i 2008, er en eminent psykologisk fortolker, ligesom hun også var det som den gravide stuepige Maj i Fanny og Alexander på Det Kongelige Teater (2013), naiv og generøs og mere menneske- end bogklog.
Disse rige og varme kvindeportrætter er kun en del af Julie Agnete Vangs allerede store kunstneriske palette. Hun mestrer også satiren, som det har kunnet ses i Live fra Bremen, ligesom hun har en skøn drastisk komediehumor, sådan som hun har vist det i flere Holberg-forestillinger, og som det også sås i Diktatoren på Nørrebro Teater (2017), hvor hendes Hannah var en pragtfuld overlever i en gal verden. I den moderne dramatik har hun bl.a. været den slagkraftige Helene i Festen på Folketeatret (2015), Edith i Melodien, der blev væk på Nørrebro Teater (2016) og del af det kakofoniske menneskehav, der klart tegnet i korte scener rejste sig som individuelle bølger i Peer Hultbergs Requiem på Betty Nansen Teatret i 2018.
Som anerkendelse og yderligere ansporing til denne spændende kunstneriske udvikling modtager Julie Agnete Vang Ole Haslunds Rejselegat 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Udstillingsscenograf, kurator og projektleder Annesofie Becker
Udstillingsscenograf, kurator og projektleder, Annesofie Becker, oprindelig uddannet socialantropolog, har gennem mere end 30 år beskæftiget sig med tværfaglig formidling af en række forskellige kunstformer (billedkunst, litteratur, fotografi og scenekunst), kulturhistorie og arkitektur med særlig vægt på kuratering af udstillinger i ind- og udland – ofte som ophavskvinde og initiativtager (auteur-udstillinger). Hertil kommer en stor indsats på det forskningsmæssige felt med en lang række publikationer og forelæsninger og foredrag tillige med væsentlige bidrag qua en række bestyrelsesposter med nær tilknytning til kunst og arkitektur i Danmark. Hendes indsats har været – og er – særdeles omfattende og illustrativt for hendes karakteristiske, professionelle nysgerrighed og spændvidde har været så forskellige opgaver som ekstern lektor i museologi på Københavns Universitet over samarbejder med den amerikanske instruktør Robert Wilson til formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.
Af udstillingsscenografiske højdepunkter skal særligt fremhæves følgende:
I 1993 blev Annesofie Becker for alvor kendt på sit felt, da hun – i samarbejde med teaterinstruktøren Willie Flindt – skabte den banebrydende og internationalt anerkendte referenceudstilling “Museum Europa” (valgt som den første store udstilling til Nationalmuseets den gang nye udstillingshal, Egmonthallen) om det europæiske museums idé og historie. Udstillingen blev senere vist i Bonn. I forbindelse med København Europæisk Kulturby 1996 samarbejdede Annesofie Becker igen med Willie Flindt, denne gang om den store afslutningsudstilling om storbykultur, “Memento Metropolis”, i Turbinehallerne med bidrag fra en lang række danske og udenlandske kunstnere. Udstillingen blev senere vist i Antwerpen og Stockholm.
I H.C. Andersen-året 2005 stod Annesofie Becker bag vandreudstillingen “At Skrive er en Kærlighedserklæring – en udstilling om H.C. Andersens erobring af skriften”, som blev vist på Thorvaldsens Museum, Maison Unesco Paris og Bibliotheca Alexandria (Verdensbiblioteket). Udstillingen “Øvelse gør mester”, som var den første retrospektive udstilling om Kaare Klint, løb af stabelen på Designmuseum Danmark i 2014 med deltagelse af danske og udenlandske kunstnere i det museum, som Klint selv var med til at sætte et væsentligt præg på.
Netop nu er Annesofie Becker på Sorø Kunstmuseum aktuel med udstillingen “Sprog-hospitalet” – udarbejdet i samarbejde med digteren Morten Søndergaard (med inddragelse af en række danske og udenlandske kunstnere). Udstillingen behandler forholdet mellem sprog, kunst og sygdom.
Blandt de kommende projekter er en internationalt anlagt Proust/Duchamp-udstilling. Anne Sofie Becker har som tværfaglig formidler af dansk og international kunst og kulturhistorie opnået en helt særegen position i kraft af originale og poetiske greb, der har ført til nye sammenhænge og samleværker.
For sin indsats hædres Annesofie Becker med Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Dr. Phil, lektor Maria Fabricius Hansen
Maria Fabricius Hansen er ansat som lektor på Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Hun har et omfattende kunsthistorisk forfatterskab bag sig med et utal af faglige artikler i danske og udenlandske publikationer og tidsskrifter. Blandt hendes udgivelser er også omfattende bogværker, der straks har vakt opmærksomhed både i den danske og den internationale kunsthistorie. Her nævnes hendes disputats fra 2003 (trykt i skriftserien fra Det danske Institut for Kunst og Videnskab i Rom) The Eloquence of Appropriation. Prolegomena to an Understanding of Spolia in Early Christian Rome, 342 s., der handler om genbrug af antikt bygningsmateriale i Roms tidlige kristne kirker. Disputatsen stof blev i 2010 formidlet i den for Rom-farere meget nyttige bog Genbrugskirker i Rom. Når antik bliver til middelalder. Et andet storværk er bogen The Art of Transformation: Grotesques in Sixteenth-Century Italy fra 2018, 473 s. Maria Fabricius Hansen er en international kapacitet på sine fagområder og har bidraget til mange kongresser i ind- og udland.
Men derudover har hun ydet store bidrag og haft betydelig indflydelse på kulturformidlingen generelt især ved sit arbejde i flere bestyrelser (Bestyrelsen for Det danske Institut i Rom, juryen for Bikubenfondens Museumspris, selskabet Orbis Terrarum – der formidler Middelhavsområdets kultur, herunder tidsskriftet Sfinx, Novo Nordisk Fondens kunsthistoriske udvalg m.m.). Fra 2007-14 sad Maria Fabricius Hansen endvidere i Ny Carlsbergfondets Direktion og havde naturligvis også dér stor indflydelse i en krævende og ansvarsfuld position.
For denne enestående indsats i forskningens og formidlingens tjeneste tildeles Maria Fabricius Hansen Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Museumsinspektør Jørgen Hein
Jørgen Hein er uddannet cand. mag. i historie og kunsthistorie og var indtil oktober 2018 ansat som museumsinspektør ved Kongernes Samling på Rosenborg. I oktober 2018 fratrådte han efter eget ønske efter 41 års ansættelse.
Han har således i en lang periode spillet en stor rolle i museets virke ved ny opstilling af museets udstillinger, etablering af særudstillinger, forskning i samlingerne samt ved samlingernes formidling og dokumentation. Hans viden og overblik går der frasagn om, og talrige bøger, kataloger og videnskabelige artikler bærer hans navn ligesom han har foretaget et utal af rundvisninger på museet.
Hans hovedværker er The Treasure Collection at Rosenborg Castle – The Inventories of 1696 and 1718. Royal Heritage and Collecting in Denmark-Norway 1500-1900, 3 bd., i alt 1720 s., der udkom I 2009 og Ivories and Narwhale Tusks at Rosenborg Castle – Catalogue of carved and turned Ivories and Narwhale Tusks in the Royal Danish Collection 1600-1875, i 2 bd., i alt 752 s., der udkom i 2018. Begge udgivelser hører til på den absolut øverste hylde både blandt danske og internationale kunsthistoriske forskningsbaserede udgivelser.
For den samlede indsats tildeles Jørgen Hein Ole Haslunds Kunstlegat på 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Kunstredaktør og kunsthistoriker
Peter Michael Hornung
Peter Michael Hornung har som kunstanmelder på dagbladet Politiken arbejdet på kunstens arbejdsmark i mange år og har derved bidraget – hvad enten man er enig med ham eller ej – til at tilgængeliggøre kunsten, den aktuelle og den historiske, til rigtig mange mennesker.
Det er naturligvis hans arbejde og det, han får løn for. Men en anmelders arbejde er udsat, da det qva sin synlighed øjeblikkeligt fremkalder enighed eller kritik. Og det kræver stamina og en vis hårdhudethed, men også en konstant faglig nysgerrighed og evne til at tilegne sig nyt stof for at kunne blive ved med at skrive, så det altid er interessant – enighed eller ej hos læseren. Peter Michael Hornung har derudover formået – trods det krævende anmelderjob – at redigere, forfatte og få udgivet en række kunsthistoriske publikationer ikke mindst om dansk kunst og altså også derved holdt sin kunsthistoriske viden og sit analytiske talent levende.
Blandt disse kan nævnes bøgerne om P. S. Krøyer, C. W. Eckersberg (sammen med Kasper Monrad), Jens Birkemose, Ingvar Cronhammar, Preben Hornung. Et uventet og helt originalt bidrag er Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle der udkom i 2014 med forfatterens egne tegninger.
For denne dobbelte og vedholdende indsats – kunsthistorisk og kunstformidlende – tildeles Peter Michael Hornung Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Dr. Phil, fhv. docent
Carl Henrik Koch
Carl Henrik Koch er én af de videnskabsfolk i Danmark, der bedst lever op til betegnelsen polyhistor.
Han blev ansat på Københavns Universitet i 1966, fra 1988 som docent og fratrådte i 2009. Hans hovedmetier er filosofien. Men dertil kommer videnskabshistorien. æstetikhistorien, personalhistorien og med hans seneste udgivelse om Leonardo da Vinci nu også kunsthistorien. Carl Henrik Koch har et virkeligt omfattende forfatterskab bag sig og publicerer stadig omfangsrige værker i højt tempo.
At tildele et legat til Carl Henrik Koch synes umiddelbart at falde uden for Ole Haslunds Kunstlegats virke. At det alligevel er relevant at tildele Carl Henrik Koch et legat begrundes hermed: Leonardo da Vinci er én af de mest beskrevne kunstnere i historien, og det kræver et helt usædvanligt overblik og en dyb og tværgående viden at begå endnu en bog om renæssancens universalgeni og endda en bog, de er overordentlig original, velskrevet og saglig. En sådan tværfaglig viden har Carl Henrik Koch om nogen qua sine mange udgivelser og studier i filosofien og kulturhistorien.
Dertil har Carl Henrik Koch gjort et stort arbejde i formidlingens tjeneste via sit mangeårige medlemskab og formandskab for Folkeuniversitetets bestyrelse.
For et enestående virke i filosofiens og kulturformidlingens tjeneste tildeles Carl Henrik Koch Ole Haslunds Kunstlegat 2019.
Museumsfolk
Legatmotivering 2019
Museumsinspektør Gertrud With
Mag. art. i kunsthistorie Gertrud With har siden 2007 været leder af Bakkehus Museet indrettet i Knud Lyhne Rahbek og Kamma Rahbeks hjem fra 1798 -1830.
Her kom mange af den danske kulrurs store personligheder fra 1. halvdel af 1800-tallet: H. C. Andersen, Grundtvig, Ingemann, Heiberg, Oehlenschläger m.fl. Selve museet blev indrettet i 1925 med de rige og forskelligartede – men også meget personlige – samlinger, som ægteparret Rahbek efterlod sig, i centrum.
I rigtig mange år henlevede museet en meget upåagtet tilværelse, men i de år, hvor Gertrud With har været leder, er museet så afgjort kommet på landkortet igen. Og det enestående er, at museet har formået både at være et sted, der har bevaret uberørtheden og karakteren af at være en tidslomme samtidig med at der bliver afholdt spændende udstillinger og arrangementer og formidlet til alle aldersgrupper.
Gertrud With var i de første mange år af sin ansættelse stort set alene om at drive museet i alle dets facetter men har formået at bibeholde museets egenart også efter fusionen af 5 museer på Frederiksberg i Frederiksberg Museerne. Hun er samarbejdets tålmodige, vidende og stædige gemyt, der roligt men sikkert hele tiden indvinder nyt land for museet. Senest er der tilvejebragt fondsmidler, så hele den romantiske have fra Kamma Rahbeks tid har kunnet genskabes. Der er etableret et allerede nu meget velbesøgt orangeri med servering for museets stigende antal gæster og netop nu gennemgår museet en gennemgribende renovering, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis stedets ånd skal bevares. Det formår Gertrud With om nogen.
For hele dette arbejde med på samme tid at fastholde og forny museet i Frederiksbergs ældste bygninger tildeles Gertrud With Ole Haslunds Kunstlegat 2019.