Billedhuggere

Legatmotivering 2018

Billedhugger, forfatter Kasper Hesselbjerg

Kasper Hesselbjerg er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2007-13) og har siden været utroligt produktiv på mange fronter både med udstillinger i ind- og udland, ophold på residencies, forfattervirksomhed og medstifter af forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten. I 2015 blev Kasper Hesselbjerg tildelt Astrid Noacks Legat.

Som det kan forstås af ovenstående spreder Kasper Hesselbjergs interesser sig vidt omkring, men et gennemgående træk er hans opmærksomhed på og følsomhed overfor spørgsmålet om, hvordan ting får deres betydning, og hvad det i så fald betyder for os. Sansningen er i centrum og præmissen for sansningen ligeså.

Kasper Hesselbjerg har virkelig sans for at etablere sine egne idéer i hverdagen og gennem sine værker lægge dem ud som kort i en kabale af muligheder. Hans omgang med skulpturbegrebet er lige så fokuseret på værkets indre struktur, og de enkelte deles indbyrdes relationer som på værkets form og tilstedeværelse i rummet. Hverdagen er og bliver det sted, hvor stoffet bliver hentet fra, og er også det sted han gerne ser transformeret, udbygget, gjort større, højere, bredere.

Et eksempel på Kasper Hesselbjergs collageagtige måde at skabe en skulptur på er værket ”I håb om assimilation” fra hans afgangsprojekt, udstillet på Kunsthal Charlottenborg i 2013. Skulpturen blev serveret en gang om dagen for de besøgende og bestod af en syltet agurk, en skumfidus, kinesisk te, en tandstik og keramik med påskriften ”og tanken”.

På forlaget Basilisk har Kasper Hesselbjerg foreløbigt udgivet tre bøger alle med titler, der indeholder ord fra gastronomien; Cornflakes og andre specifikke objekter 2014, Salatfeber 2016 og Østersdage 2017.

For sin unikke tilgang til skulpturen m.m. modtager Kasper Hesselbjerg Ole Haslunds Rejselegat 2018

Billedhuggere

Legatmotivering 2018

Billedhugger Ellen Hyllemose

Ellen Hyllemose er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i perioden 1987-95.

I 2000 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, og i 2005 blev hun tildelt Eckersberg Medaillen.

Ellen Hyllemose har i mange år udstillet både nationalt og internationalt. Her skal blot nævnes hendes sidste soloudstillinger Surface Matters på Fold Gallery i London (2018) og Under udkanten på Specta i København (2016), hvor det, som titlen antyder, var kanten / udkanten, det vil sige det der ligger udenom motivet, der blev stillet skarpt på. Desuden bør nævnes et par af Ellen Hyllemoses værker til offentligt rum. I 2007 vandt hun konkurrencen om en stor skulptur til Ballerup Superarena og i perioden fra 2011-2014 har Ellen Hyllemose udført store indendørs kunstværker til Aalborg Universitet og Præstø Multicenter.

Ellen Hyllemose kunstneriske virke befinder sig i en pendlen mellem det rumlige og det maleriske.

Materialernes beskaffenhed er af central betydning. Det enkelte materiale indgår i et alfabet af sanseligheder, som går igen i Ellen Hyllemoses værker over tid. Spånpladens råhed, lycra-stoffets spændstighed, papirets sprødhed, malingens fedme for blot at nævne nogle af de stofligheder hun sætter i spil i opbygningen af et værk. Der lægges til og trækkes fra i den direkte arbejdspro-ces, som er særegen for Ellen Hyllemose. Værket skal være råt, uhøjtideligt og gøre dig nysgerrig. Hvad er det for noget, du står overfor? Det er Ellen Hyllemoses kæmpe styrke at hun kan få værket til at være tilstede i rummet på dets helt egen præmis.

En anden styrke ved Ellen Hyllemoses kunstværker er deres åbenhed overfor tolkninger. Den anvendte farveskala slår en stemning an, men den maser sig aldrig rigtig på, for når en farve træder frem, er der en anden, der hiver tilbage. Det samme gør sig gældende for materialevalget. Det er dette ubeslutsomme sted, hvor ting får lov til at stå og vakle, der er med til at åbne op for tilskuerens egne sansninger. I de opståede sprækker bliver beskueren lukket ind i værket.

For sin egenartede, kompromisløse tilgang til kunstværket hædres Ellen Hyllemose med Ole Haslunds Kunstlegat 2018

Billedhuggere

Legatmotivering 2018

Billedhugger Randi Jørgensen

Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky er begge uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra de tog afgang i 2005. Deres samarbejde startede allerede i studietiden, og de har lige siden arbejdet sammen som duo under kunstnernavnet Randi & Katrine.

Randi & Katrine deler en fælles interesse i at give det arkitektoniske og skulpturelle et fortællende lag. I deres optik har huse ikke facader men ansigter, tårne er ikke bare høje bygninger, men er menneskekroppe, og hvorfor skulle en pavilion ikke kunne være en tepotte? Der er eventyr, fest og farver på spil, når Randi & Katrine går i værkstedet for at arbejde på endnu et af deres projekter. De er eminente til at håndtere de helt store formater, som man blandt andet kunne se det i deres totale bemaling af færgen M/F Ærøskøbing (2012), i udstillingen, Mellem tårne, hvor de fyldte hele Arkens kunstakse med 11 forskellige transformatortårne (2015) og samme år leverede en række stedsspecifikke kunstværker til en 2 km lang kunstrute i Køge i forbindelse med deres retrospektive værkstedsudstilling på KØS.

På overfladen kan Randi & Katrines værker ses i forlængelse af Popkunsten med dens forkærlighed for hverdagsobjekter, brands og overflader, men på afgørende vis skiller deres værker sig ud i forhold til denne isme. Der er nemlig en varme og humanisme til stede i Randi & Katrines værker, som står i stærk kontrast til Popkunstens insisteren på at overfladen er hele indholdet.

For det, der særligt kendetegner Randi & Katrines værker, er deres menneskelighed og humor. Med stor psykologisk sans for, hvordan vores længsler bliver næret virkeliggør de barndommens billeder og fantasier. Der er noget Alice i Eventyrland over deres værker, som det blandt andet kunne opleves i Kæmpekoglen til parken ved Ordrupgård (2017).

Internationalt har Randi & Katrine en række udstillinger bag sig. Her skal blot nævnes deres bidrag til The 19th Biennale of Sydney, hvor de deltog med værket The Village (2014) samt udstillingen The Tourist Gaze på Flux Factory i New York, hvor de afsluttede udstillingen med Building Parade, en kunstparade i form af gående huse i Long Island City (2012).

For deres mod på den store skala hædres Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky hver med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Billedhuggere

Legatmotivering 2018

Billedhugger Katrine Malinovsky

Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky er begge uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra de tog afgang i 2005. Deres samarbejde startede allerede i studietiden, og de har lige siden arbejdet sammen som duo under kunstnernavnet Randi & Katrine.

Randi & Katrine deler en fælles interesse i at give det arkitektoniske og skulpturelle et fortællende lag. I deres optik har huse ikke facader men ansigter, tårne er ikke bare høje bygninger, men er menneskekroppe, og hvorfor skulle en pavilion ikke kunne være en tepotte? Der er eventyr, fest og farver på spil, når Randi & Katrine går i værkstedet for at arbejde på endnu et af deres projekter. De er eminente til at håndtere de helt store formater, som man blandt andet kunne se det i deres totale bemaling af færgen M/F Ærøskøbing (2012), i udstillingen, Mellem tårne, hvor de fyldte hele Arkens kunstakse med 11 forskellige transformatortårne (2015) og samme år leverede en række stedsspecifikke kunstværker til en 2 km lang kunstrute i Køge i forbindelse med deres retrospektive værkstedsudstilling på KØS.

På overfladen kan Randi & Katrines værker ses i forlængelse af Popkunsten med dens forkærlighed for hverdagsobjekter, brands og overflader, men på afgørende vis skiller deres værker sig ud i forhold til denne isme. Der er nemlig en varme og humanisme til stede i Randi & Katrines værker, som står i stærk kontrast til Popkunstens insisteren på at overfladen er hele indholdet.
For det, der særligt kendetegner Randi & Katrines værker, er deres menneskelighed og humor. Med stor psykologisk sans for, hvordan vores længsler bliver næret virkeliggør de barndommens billeder og fantasier. Der er noget Alice i Eventyrland over deres værker, som det blandt andet kunne opleves i Kæmpekoglen til parken ved Ordrupgård (2017).

Internationalt har Randi & Katrine en række udstillinger bag sig. Her skal blot nævnes deres bidrag til The 19th Biennale of Sydney, hvor de deltog med værket The Village (2014) samt udstillingen The Tourist Gaze på Flux Factory i New York, hvor de afsluttede udstillingen med Building Parade, en kunstparade i form af gående huse i Long Island City (2012).

For deres mod på den store skala hædres Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky hver med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Kunsthåndværkere

Legatmotivering 2018

Glaskunstner Karin Mørch

Allerede fra barnsben fik Karin Mørch indsigt i teknikkerne på forældrene Jytte Mørch og Torben Jørgensens glasværksted ved Holmegaard, og i 2002 tog hun afgang fra Glas & Keramikskolen på Bornholm.

Karin Mørch er en af de relativt få herhjemme, der arbejder med støbt glas i lost wax casting- eller cire perdue-teknikken, som også anvendes til broncestøbning.

Allerede i karrierens tidlige kuber og pyramider viser Karin Mørch sin beherskelse af det tekniske. Her dyrker hun kontrasten mellem de matte og de polerede overflader. Udgangspunktet er glassets transparente egenskab, som er på spil i skulpturens indre rum som reflekser, spejlinger og optiske forvrængninger.

Bevægelse er en ledetråd til Karin Mørchs arbejder. Frækt indfanger hun den og fastfryser øjeblikket i glas. Som i den monumentale vægserie Tone fra 2015, hvor bølgende grafer materialiseres og giver værket vitalitet.

 Skulpturerne optræder ofte i serier og er forbundet via en bevægelse eller farvetone. Kalligrafi og graffiti, men også naturfænomener, lydbølger og vibrationer i luften hører til inspirationskilderne.

Karin Mørch skruer gerne op for de stærke kulører og dækker hele paletten fra mørkegrå og blå til lilla og pink. Hvad enten det gælder de stramme, arkitektoniske skulpturer eller de senere mere organiske, amorfe størrelser. Karin Mørch skriver sig således ind i dansk samtidsglas med en personlig og moderne signatur.

Karin Mørch har modtaget flere legater og hædersbevisninger. Heriblandt Hempels Glaspris 2013 og i 2003 Kunsthåndværkerprisen af 1879, bronze. Hun har udstillet i ind- og udland, blandt andet på Kunstsammlungen der Veste Coburg i Tyskland, og er repræsenteret på Hempel Glasmuseum og Glasmuseet Ebeltoft.

 I anerkendelse af en flot håndværksmæssig kvalitet og en fornyelse af glaskunstens udtryk modtager Karin Mørch Ole Haslunds Rejselegat 2018

Kunsthåndværkere

Legatmotivering 2018

Tekstildesigner Margrethe Odgaard

Tekstildesigneren Margrethe Odgaard kender virkelig sit materiale til bunds og er en farvens mester. Trods relativt få år i faget har hun gjort lynkarriere og høstet stor anerkendelse, både herhjemme og i udlandet.

Det er gået stærkt, siden det danske tekstiltalent blev uddannet i 2005 fra Danmarks Designskole og Rhode Island School of Design i USA. De første otte år arbejdede hun i modeindustrien, blandt andet hos det franske tørklædefirma Épice.

Siden har et stilsikkert repertoire af duge, tæpper, puder og plaider for brands som Georg Jensen Damask, Muuto, Ikea og Epal fundet vej til butikkerne.

Gennembruddet kom med dugen Fold Unfold for Hay, hvor farverne dristigt fremhæver de forbudte folder; et konceptuelt værk, der efterhånden er veldokumenteret i designlitteraturen.

Farver er et kapitel for sig i Margrethe Odgaards univers. Hun har oven i købet fremstillet sit eget farveindeks bestående af 310 bemalede ispinde. I samarbejde med farvefabrikken Linolie & Pigment i Øsby har hun endvidere udviklet en serie tempera- og linoliemalinger, baseret på jordfarver, måske inspireret af hendes opvækst på en gård i Vestjylland?

Margrethe Odgaard er ikke alene en fremragende kunsthåndværker. Hun er i høj grad også designer og produktudvikler i et frugtbart samarbejde med en række virksomheder. Men hendes grundige og metodiske arbejdsmetode stiller ofte krav til producenten. For det er ikke de nemme løsninger, Odgaards udforskning af farver, mønstre, overflader og materialer lægger op til. Der er aldrig tale om et quickfix med Margrethe Odgaard, men om et dybtgående samarbejde. Hun er perfektionist, hvilket resultaterne af hendes arbejder understreger, senest manifesteret i samarbejdet Included Middle med møbeldesigneren Chris L. Halstrøm.

Margrethe Odgaard har vundet fornemme priser, herunder Torsten og Wanja Söderberg Prisen 2016, og har udstillet på blandt andet Charlottenborgs Forårsudstilling, Designmuseum Danmark, A. Petersen Collection & Craft og flere gange deltaget i Statens Kunstfonds Mindcraft-visninger i Milano.

For en dybt original og fornyende tilgang til tekstilkunstens farve- og formsprog hædres Margrethe Odgaard med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Kunsthåndværkere

Legatmotivering 2018

Keramiker Barbro Åberg

Det er svært at sætte etiket på Barbro Åbergs imponerende oeuvre. Den svenskfødte, herboende keramiker er med sit betagende formsprog og materialeudtryk i den grad sig selv.

Måske er det tilknytningen til naturen, hinsides ethvert modelune?
Måske fordi hun rammer noget urmenneskeligt?
Sikkert er det, at Barbro Åbergs keramiske værker befinder sig langt fra traditionerne i både Sverige, Danmark og USA, som ellers alle har haft betydning for hendes udvikling som kunstner.

Barbro Åberg er en af de store studiokeramikere med talrige priser og udstillinger bag sig. I perioden 1979-82 i postmodernismens blomstringstid studerede Barbro Åberg stentøjet på Clackamas Community College i Oregon, USA. Men det var først efter uddannelsen på Kunst-håndværkerskolen i Kolding med afgang i 1988, at hun udviklede sin egen stil.

Siden 1990’erne har Barbro Åberg blandet sin stentøjsmasse op med pibeler og det vulkanske materiale perlit samt paper-clay. Resultatet er en grov og spændstig lertype, ideel til skulpturel formgivning. Dette lava-agtige materiale understreger på smukkeste vis hendes idéverden og udtryk.

Da Barbro Åberg i 1999 får eget værksted i Århus, opstår en mærkbar forandring i formsproget, og skulpturerne fremstår nu lysere og med mere åbne strukturer.

Modsat den mere abstrakte, danske studiokeramik fremstår Barbro Åbergs værker kommenteren-de og historisk omfavnende. Hun henter sin inspiration i hjulet, skålen, kuglen, skibet, huset og det store landskab, arketypiske metaforer, som løfter hendes på en gang yndefulde og monumen-tale objekter ud af den konkrete verden.

Det er i den evige vekslen mellem det håndgribelige og det metafysiske, at vi møder det sublime i Barbro Åbergs kunst.

I anerkendelse af et stort, kunstnerisk oeuvre og en unik fortolkning af den keramiske skulptur modtager Barbro Åberg Ole Haslunds Hæderslegat 2018

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner Julie Riis Andersen

Julie Riis Andersen er næsten helt ny dimittend fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015. Hun har allerede vist sig som en meget aktiv billedkunstner med soloudstillinger og flere gruppe-udstillinger. Hun har også medvirket i publikationer som Hundrede manifester, Bd 1, Gladiator/ Krabbesholm, 2016, Eye Attack – op art og kinetisk kunst 1950 – 1970, Lousiana Museum, 2016 og Grænsegængeren, Visuel arkivering 5, Billedskolernes afd. for Teori og formidling, 2014.

Sensationer er først registreret af vores følelser… Siden det ikke er muligt for alle at studere moderne kunst mere dybdegående, skal vi i stedet for at ”begribe” advokere dets ”tilstedeværelse”. Lad os ikke frygte de nye værktøjer som teknologien har givet os. Vi kan kun leve autentisk i vores egen tid.

Et citat af Victor Vaserely fra 1968 som Julie Riis Andersen brugte i sit afgangsprojekt fra Kunstakademiet i København. Julie Riis Andersen er meget optaget af den særlige og historisk set ikke langlivede kunstretning

Op-Art. Hvad er så Op-Art? Jo, i midten af 60´erne opstod der i samtiden en minimal kunstret-ning, en bevægelse, først og fremmest i USA, der beskæftigede sig med optiske fænomener i billeddannelsen, og som i sin eksperimentelle visualitet opererede med mønstre, der på en vis måde udfordrede øjets kapacitet. De fremmeste repræsentanter indenfor denne retning var Bridget Riley og Victor Vasarely. Men det var en kunstretning, der ikke gik hjem hos kunsteliten, som mente, at det ikke var andet end ”tricks that fool the eye” / ”tricks som snyder øjet”. Derimod blev retningen ekstremt populær i den brede offentlighed.

Julie Riis Andersen er meget optaget af, hvordan øjet reagerer på forskellige optiske fænomener, men også når disse abrupt holder op og overgår til en anden visualitet. F.eks. laver hun en optisk struktur som tapet, og beklæder væggene fuldt ud, men i dette optiske mønster, er der noget, som forstyrrer øjet i mønstret, så øjet snubler, bryder den trance man let bliver hensat i, når man kikker på optiske mønstre. Der er noget, der vækker opsigt, men også eftertanke, noget som forstyrrer ordenen og får os til at tænke efter. Hvad vil dette mønster mig? Et eksempel på dette var hendes installation i det italienske renæssanceslot Castello di Lajone i Alessandria, Italien i 2017.

Julie Riis Andersen er en ung kunstner i en spændende udvikling, hvor de optiske mønstre bl.a. optager hende. Men hun bruger mønstre i sin kunst på en ny og interessant måde, gennem den digitale teknik, der ikke var tilgængelig eller udviklet i de tidlige 60´ere. Vi kan helt klart forvente os at se hendes arbejde fremover i alle mulige kunstsammenhænge.

For denne specifikke interesse og fornyelse af Op-Art og for at eksperimentere videre fremover modtager Julie Riis Andersen Ole Haslunds Rejselegat 2018.

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Fotograf Krass Clement

Krass Clement er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskolen i 1973 og er selvlærd fotograf. Han bor og arbejder i København, når han ikke er på rejse med sit kamera.

Krass Clement udgiver sin første fotografiske bog Skygger af øjeblikke i 1978 og har siden udgivet en lang række bøger, der hver især har sin helt unikke billedelige fortælling. For at nævne nogle Det tavse land (1981), Byen bag regnen (1987), Ved døden (1990), Det lånte lys (1995), Langs vinden (1998), Lydhørt (2005) og Novemberrejse (2008).

Han har haft flere udstillinger i både ind- og udland på gallerier og forskellige kunstinstitutio-ner som for eksempelvis Louisiana i Humlebæk, Danmarks Design Museum, Ny Carlsberg Glyptotek, Maison du Danemark i Paris og Fotograficentrum i Göteborg, Stockholm, Luleå og Forum für Fotografie, Köln.

Krass Clement var den første kunstfotograf som tildeltes Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1998, og han har også modtaget Thorvald Bindesbøll Medaljen af Det Kgl. Danske Akademi i 1999.

I begyndelsen arbejdede Krass Clement med et sort/hvidt fotografi, hvor kontrasterne var accentuerede, i en form for cinema noir stil, hvor by-landskabernes mørke, skyggeagtige liv ofte var tomme regnblanke gader. Huller efter nedrevne huse og bulede biler, hvori nogen sad apatisk og røg en cigaret. Det var fotografiske billeder, som dokumenterede virkeligheden i en slags scenografiske tableauer, hvor nogle mørke figurer strejfede forbi i al anonymitet. Der var ingen glamour, men en mystisk og atmosfærisk stemning, som betragteren blev totalt forført af; man kunde simpelthen ikke slippe grebet.

Her på den seneste tid har Krass Clement arbejdet med farvefotografiet, på en måde som skiller sig markant ud fra det sort/hvide. Farvefoto har en mere realistisk nøgtern side, en skarp dokumentarisk virkning. Men der er stadigvæk det Clementske modstridende tilfældighedsprincip over disse fotofortællinger, som f eks i bogen Påskesøndag mellem 11 og 16 fra 2000. Her ”dokumenterer” han fra en hvilken-som-helst forstad eller villaområde, en helt almindelig triviel påskesøndag mellem klokkeslættene 11 til 16. Bogen starter med den sti der fører os frem til villavejen, til forhaven med ligusterhækken, her er folketomt, og så går man indenfor. Nogen har glemt at trække ud efter sin morgenurinering. Tiden går, påskeliljer står duknakkede i deres plastik blomsterkrukke, nogle dameben kikker frem, og så igen en efterladt toiletkumme. Så er påskesilden serveret. Damen i huset tager et billede af fotografen, som fotograferer hende, og silden på fadet går rundt. Derefter foto af et skab med sønnens fotografi i glas og ramme, selv-om glasvasen lige er i vejen. Lidt længere fremme i bogen, en dame liggende på gulvet med ansigtet nedad, en kniv bagved råglasset, en politiafspærring – er der alligevel sket noget, der ikke måtte ske her i den-ne trivielle idyl, som Krass Clement kalder Et Danmarksbillede. Endnu en gang bliver vi fanget for et øjeblik i en magisk realisme, der er så markant et adelsmærke ved Krass Clements mesterlige arbejder.

For dette prægnante og særprægede kunstneriske virke gennem mange år modtager Krass Clement Ole Haslunds Hæderslegat 2018

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner Jakob Kolding

Jakob Kolding, f. 1971, er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1995-2000. Han er opvokset i Albertslund, et faktum der er centralt for især hans tidlige arbejder, hvor netop den type forstadsutopi med dens designede livsstil fik en kritisk gennemgang. I de collager og plakater, der kredser om dette emne, ses i stærk kontrast til konformiteten en ungdomskultur, der med sine skateboards og DJ’s frit surfer rundt i denne forstadsjungle. Om der her bliver agiteret for, at enhver struktur, der presses ned over folk, altid vil producere en modstandsform må stå åbent. Det ligger fjernt fra Jakob Kolding at komme med entydige svar.

Gennem årene har Jakob Kolding fastholdt sin interesse for de livsvilkår storbyen indebærer, eller måske snarere i hvordan livsrum etableres, det være sig både i fysisk såvel som i psykologisk forstand. For det er bl.a. her ”magten” kommer til syne og kan udfordres og diskuteres. Til brug for dette har Jakob Kolding udviklet en kunstpraksis, hvor han så at sige vender tingene om. Det vil sige, at han for det meste gør sine 3-dimentionale værker flade og sine 2-dimentionelle værker rumlige. Som et gennemgående greb anvendes collage- eller montage teknikken. Jakob Kolding er en mester i at iscenesætte verdens overskud af allerede eksisterende billeder og ud af dem skabe nye fortællinger. I de senere værker er grundtonen blevet mere surrealistisk og absurd men også mere poetisk, som det for eksempel kunne ses på hans soloudstilling self, portraits i Galleri Nicolai Wallner, 2017.

Jakob Kolding har udstillet nationalt og internationalt gennem mange år. Han har blandt andet haft soloudstillinger på University of Michigan Museum of Art, Ann Arbor (USA), Stedelijk Museum Bureau, Amsterdam (NL), Frankfurter Kunstverein (D) og på Overgaden i København samt deltaget i gruppeudstillinger på Liverpool Biennalen, Kwangju Biennalen, Palais de Tokyo i Paris, Moderna Museet i Stockholm, Esbjerg Kunstmuseum, Arken, Museum for Moderne Kunst Ishøj og Den Frie Udstillingsbygning i København.

For sit fremragende, særegne og undersøgende arbejde hædres Jakob Kolding med Ole Haslunds Kunstlegat 2018

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner Michael Mørk

Michael Mørk, autodidakt. Bor og arbejder i København, medlem af Kunstnersamfundet og Kunstnersammenslutningen Grønningen. Modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2007.

Siden midten af 1990 har Michael Mørk været og er stadig en meget aktiv og foretagsom billed-kunstner, med mange solo- og gruppeudstillinger bag sig.

F.eks. arrangerede han sammen med Ruth Campau udstillingsprojektet PAINTBOX i en årrække mellem 1999 til 2004, hvor de fokuserede på det konceptuelle maleri, eller med andre ord ”maleri i det udvidede felt”. Et maleri, som problematiserer værkdannelsen ved at grænsen mellem maleri og rum nedbrydes i en installatorisk og/eller stedsspecifik undersøgelse af ydre og indre relationer. Paintbox-projektet viste både danske og udenlandske kunstnere.

Som kunstner arbejder Michael Mørk i et konceptuelt og minimalistisk formsprog, hvor idéen om maleriet som begreb og social markør er en væsentlig del af hans fokusområde. Mørk maler ikke med farver, men tænker farver i et komplekst system, som indgår i den moderne verdens tegn- og kommunikationsrelaterede virkelighed. Malerlærred har kun en symbolsk funktion i Michael Mørks verden, som oftest er det byttet ud med andre materialer, såsom IKEA-køkkenelementer, farvekort, metalplader og spejle. Mørk står fuldstændigt åben overfor verdens forskellige rum og virkeligheder, når han undersøger maleriets åbne felt, der hvor billedsprogets semiotik undersøges og brydes.

Michael Mørk har gennem sine soloudstillinger stille og roligt drejet maleriets nogle gange firkantede form, andre gange rumlige udvidelse rundt, og hver gang, han er aktuel med et nyt tiltag, bliver man forundret over, at han havnede lige der med sin undersøgende nysgerrighed. Ved sine seneste soloudstilling Dreamcatcher i Møstings Hus i år på Frederiksberg, arbejdede Mørk med et geniusperspektiv og en identitetsbaseret relation til farvespektret. I flere værker på udstillingen undersøgte Mørk forholdet mellem identitetsindustriens drejning af oplevelsen af en make-up farves opdigtede, og i mange tilfælde poetiske navne, og den oplevelse man rent faktisk har, som betragter, når den samme farve ikke længere relaterer sig til en kvindes ansigt, men nu figurerer som et maleri i lighed med et farvekort, med de samme navne påskrevet.

Gennem årene har Michael Mørk lavet flere udstillinger og installationer. Der kan nævnes blandt andet Sculpture by the Sea i samarbejde med Allan Gabi, Aarhus (2015), Blokland, Den Frie Udstillingsbygning (2013), Eksempel fabrik, Fabrikken for Kunst og Design i samarbejde med Allan Gabi (2013), More, en totalinstallation i Randers Kunstmuseum (2008).

For denne visionære og insisterende indsats hædres Michael Mørk med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner og forfatter Christian Vind

Christian Vind er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003. Han har siden bl.a. udstillet på Silkeborg Kunstmuseum, Gl. Holtegaard og Kunsthallen Brandts. Han har flere kuratoriske projekter bag sig, heriblandt udstillingen Café Dolly på J.F. Willumsens Museum i 2013, lavet i samarbejde med Claus Carstensen og Anne Gregersen og tildelt Kunstkritikerprisen 2014. Her senest igen på Willumsens Museum med udstillingen Ekkorum, som slutter 30. december 2018.

På sit forlag HVIDPAPIRFEBER har han udgivet kunstbogen (artists’ books) Hvidpapirfeber (2004), Bøf er stegt (2005), Arbejdsmark (2013), Ekstrakt (2014), samt Udtog (2016). Han er repræsenteret i samlingerne på Jorn Museum, Silkeborg, Statens Museum for Kunst samt ARoS og modtog i 2010 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Man kan se Christian Vind som en slags opdagelsesrejsende eller en encyklopædist, men en encyklopædist som ikke forsøger at omfavne hele verden, men snarere mange forskellige verdener. Han rejser rundt og registrerer ikke bare rent fysisk men i associative led, som ved hjælp af fundne genstande kædes sammen til lange og komplekse fortællinger. En udstilling af Christian Vind tager ofte betragteren ud på en rejse, der begynder, så snart man sætter sin fod indenfor døren, og den holder ikke op, før man igen forlader lokalet. Objekterne, tegningerne eller malerierne rummer hver især nye fortællinger, der flytter betragteren rundt som i ormhuller, til steder man ikke på forhånd kunne vide noget om. Christian Vinds store forbillede er Asger Jorn, som også arbejdede i meget forskellige teknikker som fotografi, tegning, collage, bogkunst, grafik, objets trouvés, maleri og i varierende formater fra værker i tændstikæske størrelse til store vægmalerier.

Christian Vinds tilgang til kunsten er ikke hierarkisk, der er ikke nogen forskel på den lille papirlap fundet på gaden, som har fanget hans opmærksomhed og et mesterværk på Louvre, begge dele er brugbare og bærer på noget unikt. Det er denne ømhed, man slås af, når man beskæftiger sig med Vinds arbejder og udstillinger.

Gennem årene han Christian Vind haft flere soloudstillinger såsom Tegn og underlige gerninger, Museum Jorn, 2008, Arbejdsmark, Galleri Tom Christoffersen, 2012, Dr. Tropic, Overgaden, 2014 og her med den aktuelle udstillingen Strandhugst på Rønnebæksholm, Næstved, frem til den 16. december 2018. Vind har også deltaget ved forskellige gruppeudstillinger som f.eks. INGE – Kvinden som opdagede jordens indre kerne, Geologisk Museum, 2011.

For dette omfattende arbejde hædres Christian Vind med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner Anna Fro Vodder

Anna Fro Vodder er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000 og er repræsente-ret af Andersen’s Contemporary i København. Hun har modtaget flere udmærkelser eksempelvis Aage og Yelva Nimbs Fonds Hæderspris, Sven Hols’ Hæders Pris og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Anna Fro Vodder har siden afgangen fra Kunstakademiet i 2000 lavet flere soloudstillinger fra Næseblod kan standses med kun to fingre i 2003 hos Galerie Mikael Andersen, Restless Confetti i 2011 hos Marie Kirkegaard Gallery og Moving like an antique lizard – surrounded by shifting shapes i 2012 hos Andersen´s Contemporary, alle i København.

I 2017 havde hun en soloudstilling Afterglow after all i Huset for Kunst og Design i Holsterbro. Anne Fro Vodder har desuden deltaget i mange gruppeudstillinger og projekter, som f.eks. Live Art i Face Painting for Adults, Overgaden i 2014.

Anna Fro Vodder arbejder med mange forskellige teknikker indenfor maleri, tegning og artists’ books. Man kan sammenligne hendes arbejdsmetode med den arkæologiske, hvor hun undersø-ger forskellige forbindelser og associative veje gennem de tilfældigheder, hun støder på. Dette sætter hun i spil, når et nyt billede opstår. Det er som om Anna Fro Vodder går baglæns – at man som betragter af hendes værker står overfor et optrevlet univers, hvor f.eks. en flettet kurv, en bordskåner eller en perlekæde skilles fra sin oprindelige form, løsgøres i sine bestanddele, som så siden bliver til nye dele i et nyt billede af et andet univers – perlerne i perlekæden bliver til planeter, bambusfiberne i bordskåneren til intergalaktiske tråde, som rulles ud i mørke rum. Dette er kun et eksempel på Anne Fro Vodders kunst, en slags objektbaseret maleri, der som Duchamps readymade bliver nedmonteret, optrevlet og brugt igen til andre formål, i andre mulige billeder, som meget personligt henviser til steder, man ikke er kommet før. Anne Fro Vodders kunst er meget afvekslende, men et fælles træk er nok den associative leg eller tilfældigheder, der præger hendes arbejder på en udfordrende måde for betragteren.

For sin insisterende måde at få betragteren til at vågne op, arbejde videre og se nye muligheder i vante forestillinger om kunsten og den virkelighed denne er en del af, hædres Anna Fro Vodder med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Malere, grafikere

Legatmotivering 2018

Billedkunstner, maler Eva Öhrling

Eva Öhrling er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1977.

Hun har lavet mange soloudstillinger begyndende med Fra de små hjem i Kvindegalleriet, København, 1979, videre til Galleri Jeppesen i Odense, 1988, Galleri Møller-Witt i Århus, 2003, Til Anne. Fra mit vindue. Galleri Bie & Vadstrup i København, 2011 og Copy. India. Galleri Bie & Vadstrup, 2013, bare for at nævne nogle. Eva Öhrling har også deltaget i mange gruppeudstillinger gennem årene både i Danmark og i udlandet.

Eva Öhrling har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Anne-Marie Telmanyis Legat og Aage og Yelva Nimbs Fonds Hæderspris.

Eva Öhrling er blandt andet repræsenteret i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for kunst i København, AROS Kunstmuseum i Århus, HEART i Herning, ARKEN i Ishøj. Hun har også lavet flere udsmykninger rundt om i landet.

Eva Öhrling har allerede siden de tidlige 80´er været en maler, der skilte sig ud fra det vilde og anden normgivende maleris gængse selvforståelse. Hun har dannet sig et eget ståsted, sin egen måde at forstå maleriet på. Hendes tilgang til maleriet har været en underfundig og sirlig tilgang til den maleriske metode, der har været uforudsigelig. Hendes malerier pendler mellem en tegnfigurativ visualitet og en naivistisk minimalisme, som frembringer et sammenstød, der får os til at skærpe vores blikke og virkelig se efter. Budskabet i Eva Öhrlings værker er en visuel og malerisk sensibilitet, der kan formidle en lidt skæv vinkel på virkeligheden i lighed med den canadiskfødte amerikanske maler Philip Guston. Til forskel fra Guston er Eva Öhrling ikke bange for farver, men de bruges aldrig som en expressivitet eller som et udtryk for noget, som skal imponere betragteren. Nej, hendes farveretorik er meget mere sofistikeret. Der ligger en meget tæt og signifikativ brug af farvens signalværdi i Öhrlings værker, f.eks. bruger hun linjerne i et monokromt maleri til at bryde monotonien, men ikke med en enkelt farve, men med meget tynde linjer, streger fra hele regnbuens spektrum. En effektiv strategi for et postminimalistisk input.
Eva Öhrlings indsats for den danske kunstscene er markant. Gennem mange år har hun vist et maleri, som vi ikke har alt for mange eksempler på her i Danmark.

For denne originalitet og modige indsats hædres Eva Öhrling med Ole Haslunds Kunstlegat 2018

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Skuespiller, sceneinstruktør og teaterleder Morten Grunwald

Morten Grunwald er en kæmpe i dansk teater. En drømmende oprører, som griber ud efter visioner, der funklende som stjerner ligger længere væk, end de fleste andre teaterfolk kan forestille sig, gerne i et helt andet solsystem. Og stålsat, nærmest hensynsløs, når det gælder deres gennem-førelse. Kombinationen af vision og handlekraft er sjælden. Morten Grunwald ejer den i rigt mål.

Efter uddannelserne på Elevskolerne på Odense Teater og Det Kongelige Teater i 1960 stod Morten Grunwald en tid selv på scenen, men snart viste det sig, at hans drømme rakte ud over ham selv, den enkelte forestilling, det enkelte teater. Og efter knap 60 år som skuespiller, instruktør, teaterleder og teaterentreprenør og dertil jævnligt flammende agitator i spalterne, bøgerne og alverdens diskussionsfora er status, at det grunwaldske kraftcenter med utrættelig energi og tårnhøje kvalitetskrav til alt, hvad han har været involveret i, har bragt dansk teater i tæt forbindelse med væsentlige internationale tendenser og personligheder og derved skabt velkommen fornyelse på mange planer i dansk teater.

Som chef på Bristol Teatret i 1970’erne slog han således – ofte som den første i Europa – til lyd for den nye amerikanske dramatik. I 1980’erne flyttede han sin virketrang til Betty Nansen Teatrets smukke kukkasse, hvor han fik klassikere som Molière og Shakespeare til at gå i repertoiremæssig dialog med den nye angelsaksiske dramatik. Samtidig var han på konstant udkig efter nye unge talenter, hvad der førte til nogle af periodens mest løfterige forestillinger, bl.a. lod han i 1984 instruktøren Peter Langdal gå i kødet på Holberg i en overrumplende, legesyg cirkusudgave af Erasmus Montanus.

Morten Grunwalds mest spektakulære bedrift er og bliver dog at have åbnet Martin Nyrops gasbeholder som et nyt, vidunderligt teaterrum for københavnerne. Fra rummets storhed ramte Morten Grunwald på en cykeltur i 1976, kæmpede han i årevis som en romersk hærfører for Østre Gasværk Teater, og med strategiske sejre på vejen – Peter Brooks gæstespil La Tragédie de Carmen (1983) og Mahabharata (1988) – var det et sandt triumftog, da musicalerne indtog landet i 1990’erne: I hans iscenesættelse fik først Les Misérablès, siden Miss Saigon og flere andre fascinerende musicaler næsten gasbeholderen til at eksplodere.

Et særligt kapitel i Morten Grunwalds indsats for dansk teater er hans livslange forkærlighed for og arbejde med Samuel Becketts dramatik, som han dels har instrueret, dels selv har medvirket i – senest i den dybt bevægende Hva’ Joe på Østre Gasværk Teater 2017. Her fyldte Morten Grunwalds ordløse dobbelteksponerede nærvær rummet med eksistentiel undren over tilværelsens og kærlighedens flygtighed. Smukt og dybt bevægende.

For denne helt enestående indsats i dansk teater modtager Morten Grunwald Ole Haslunds Hæderslegat 2018.

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Skuespiller Niels Ellegaard

For skuespilleren Niels Ellegaard startede det hele på CaféTeatrets dramaskole i begyndelsen af 1980erne og fortsatte på børneteatret Filuren. Og hans færd gennem dansk teater har indtil for få måneder siden bragt ham til foreløbig standsning på landets største revyscene, Cirkus Revyen, hvor han stort set har haft fast sommerophold siden 2002. Aften efter aften, nogle ugedage endda to gange dagligt, har han fremkaldt latterbrøl i stimer, bl.a. som fyrigt italiensk pizzabud med gode råd til de danske mænd, chauffør på en Hjem-Hash-bil eller indisk medarbejder på callcentret ’Din PC-mand’.

Imellem disse yderpoler både publikums- og indholdsmæssigt skulle man tro, der lå flere kunstneriske og kulturpolitiske kontinenter. Men den stilfærdigt flittige og eftertænksomme Niels Ellegaard rummer det hele og ser ingen problemer i at raffinere sine virkemidler med lån fra begge verdener. Han tager sin guddommelige humor og udsøgte sans for timing med fra Bakken ind i vinterteatrenes teksttunge kukkasser, og omvendt bringer han erfaringerne fra verdenslitteraturens sammensatte karakterer med ud i sommerlandet, så revylatterens kontante afregning faktisk risikerer at få en eftertænksomhedens lidt mørkere klangbund. Det gør ham til en fascinerende moderne klovn, hvis intellektuelle kapacitet hverken har lammet den humoristiske sans eller kroppens parodiske spændstighed.

Sådan har det været siden 1995, hvor Niels Ellegaard første gang medvirkede i en revy med det egentlige gennembrud i Hjørringrevyen to år senere. I hele sit snart 25-årige revyliv har han sideløbende været medlem først af Svalegangens og siden af Aarhus Teaters ensemble – sidst-nævnte forlod han i 2016 for at blive freelancer.

På Aarhus Teater var han meget andet end teatrets sjove mand. F.eks. var han det ekstremt nærværende centrum i den stort anlagte Gregersen Sagaen – Bo, der i løbet af de tre forestillinger og henover flere år, sprang ud som bøsse; hans Estragon var en vidunderligt tragisk og poetisk klovn i den absurde klassiker Venter på Godot i 2011; og i Jeppe på bjerget året efter var han en djævelsk morsom Jacob Skomager.

I de senere år har han bl.a. på Betty Nansen Teatret været en dejligt naiv Orgon, værten der bliver udnyttet af Tartuffe i komedien af samme navn, og han har afprøvet sit makkerskab med Cirkusrevyens Henrik Lykkegaard i Folketeatrets lune Livet – hvor svært kan det være, en mande-dagbog over tilværelsens små og store suk.

For dette vedholdende arbejde med at holde porerne åbne mellem det tragiske og det komiske hædres Niels Ellegaard med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Skuespiller Laus Højbye

’Be quiet, please’ hvislede Laus Høybyes tyske performancekunstner ud mellem tænderne i PLATT-FORMs seneste forestilling En smule i overkanten (2017), da publikum formastede sig til at grine ad hans stirrende vanvidsblik under det kulsorte, politisk bevidste grydehår.

Det lykkedes imidlertid ikke for alle at parere ordre. Og hans brillante satire over antiseptisk humorforladt kunst-terrorisme fortsatte ufortrødent i verbale overraskelsesangreb og reduktionistisk anti-performance. Det var originalt. Begavet. Og som resten af, hvad satire-trioen PLATT-FORM laver, skægt, præcist timet og dybt musikalsk. F.eks. gav han også senere smagsprøver på sine danske talegaver som cardiganklædt medlem af DRs nedlagte talekor og på sin legende musikalitet i showets overopbuds-julemedley.

Det siger noget om skuespilleren Laus Høybyes frodige scenetalent, at han den ene dag optræder i satire-trioen med egne tekster og egen iscenesættelse – snart på Edison og andre scener, snart i radioen – og den næste påtager sig hovedrollen i den stort anlagte musical Catch Me If You Can på Odense Teater (2018). Her var han den charmerende storsvindler på kamikaze-kurs gennem livet, og hvad forestillingen manglede i dybde, leverede han i fuldt mål i elegance og overlegen genrebevidsthed.

Laus Høybye snusede til musikvidenskab, inden han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2005, og han har siden vist, at den forbløffende sceniske sikkerhed og spontane musikalitet, der gjorde ham til barnestjerne i Krumme-filmene, har fået fast teknisk grund, sådan at det meste herfra er muligt for ham. Han har således allerede lagt an til en alsidig, dejligt uforudsigelig karriere med roller som nissen Gibbus i julekalenderen Pagten, sjov gammelfar i slåbrok i Evig Ung på Nørrebro Teater, stram Johannes V. Jensen i Bang og Betty på Folketeatret og velsyngende Jack i Jordens søjler på Østre Gasværk Teater.

Laus Høybye modtager Ole Haslunds Rejselegat 2018 som tilskyndelse til at fortsætte sin nysgerrige leg med og udforskning af skuespilkunstens mange – og for ham tilsyneladende lige inspirerende – fremtrædelsesformer.

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Scenograf Maja Ravn

Allerede mens hun gik på scenografilinjen på Statens Teaterskole, blev scenografen Maja Ravn del af Hotel Pro Formas banebrydende opera Operation: Orfeo, der fik premiere på Gamle Scene i 1993.

Hendes scenografi bestod helt enkelt af en trappe. Men hvilken trappe! I Jesper Kongshaugs lysdesign blev det en af de mest omtalte scenografier i nyere tid, fordi den insisterede på at opløse flade og rum i en besættende, hypnotisk og reduktionistisk leg med de vertikale og horisontale kropsskulpturer. Med dette ligeså enkle som kontroversielle greb skabte hun en næsten knusende logisk og uendelig smuk scenografisk association til Bo Holtens statuariske kormusik.

Maja Ravn har siden arbejdet med alle genrer inden for teatret: børneteater, den nye dramatik, klassikerne, operaer, musicals, pantomimer og balletter – ja, selv nationalklenodiet over alle nationalklenodier, Bournonvilles Napoli, har hun digtet videre på og renset ud i på Det Kongelige Teater. Uden undtagelse har hun sprængt de visuelle forventninger på både store og små teatre, som hun har været tilknyttet i ind- og udland – af udlændinge har særligt svenskerne på Stockholm Stadsteater, i Uppsala og Malmö taget hende til sig. Det er hændt ikke så få gange, at hun har hævet svigtende iscenesættelser til det absolut seværdige alene i kraft af sin sikre visuelle vision, der altid er loyalt forankret i forlægget, og alligevel overrasker med associativt udfordrende universer. F.eks. lod hun urfortællingerne i Ødipus og Antigone på Det Kongelige Teater opstå i en art nedslidt forsamlingshus, hvor stolerækkerne var tavse vidner til de evige myter om moder-binding og brødremord. Det lå ikke umiddelbart i teksten, men fordi det græske teater netop hviler på fællesskabet omkring beretningerne om livets store temaer, understøttede det iscenesæt-telsens hensigt.

Maja Ravn har flere gange samarbejdet med Kirsten Dehlholm/Hotel Pro Forma, men endnu oftere med instruktøren Katrine Wiedemann, med hvem hun siden Dark på Betty Nansen Teatret i mere end 25 år har rusket op i dansk teaters vanetænkning med vidunderligt ekspressive, forførende billedfortællinger. Deres Et drømmespil, Betty Nansen Teatret 2007/2008 vil med sin nyskabende tolkning af Strindbergs fortvivlede kærlighedsraserilængsel blive stående som en vigtig milepæl i dansk teaterhistorie. Men også Bliktrommen og Don Quixote på Betty Nansen Teatret, montre-scenografien til Et vintereventyr og senest Pelle Erobreren på Øserbro Teater vidner om en aldrig svigtende evne til at lade billederne vokse organisk fra tekstens eksistentielle kerne.

I håbet om, at denne trang til at lege og udfordre må fortsætte meget længe endnu, hædres Maja Ravn med Ole Haslunds Kunstlegat 2018 for i mere end 25 år at have givet dansk teater sanselige, stærkt forførende billedfortællinger.

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Skuespiller Anette Støvelbæk

Der er mange gode mor-roller i den dramatiske verdenslitteratur. En af dem er Ibsens Mor Åse i Peer Gynt – den enfoldige bondekone, hvis søn Peer lyver hurtigere, end et rensdyr kan rende, og befinder sig lovlig tæt på at være sig selv nok. I Folketeatrets nylige opsætning med Anette Støvelbæk som Mor Åse blæses man fuldstændig bagover af den indledende scene, hvor Peer disker op med en vanvittig historie om at ride på et rensdyr som forklaring på, at han kommer for sent.

Sjældent har denne scene forenet den mest raffinerede psykologiske forståelse med så sanselig kropslig ekspressivitet og dermed givet et så smukt et indblik i moderskabets blindt seende kærlighed. Ja, for Anette Støvelbæks Mor Åse så jo og tilgav alt i ét lykkeligt åndrag; hun ønskede så inderligt, at fortællingerne kunne være bare lidt sandfærdige, og skændte, når løgnene blev for tykke, og så elskede og elskede og elskede hun sin Peer, mildt og tålmodigt og blev derfor selv urørlig midt i den fordømmende lokale folkestemning.

Som i et stykke musik kom temaet nænsomt igen i hendes dødsscene, nu i mol og alligevel med det lys, som den oceaniske, grænseløse hengivenhed giver. Anette Støvelbæk har aldrig været bedre.

De stille eksistenser har hun ellers et godt greb om. Hun har lavet talrige af dem, ikke mindst på film og TV, hvor hun har lagt en stor del af sin karriere, bl.a. kaldte Olympia i Italiensk for begyndere (2000) og Alice Frigh i Badehotellet (TV2, 2013 – ) en sødmefuld, uselvstændig styrke frem i hendes spil. Men også på teatret var hendes fru Linde i Et dukkehjem, Mungo Park 2002, stærk i sin anonyme gennemsigtighed, og i Min far på Folketeatret 2016 var hun den demente fars datter og holdt smukt sammen på det univers, der smuldrede for Ole Thestrup.

Og selv om omstændighederne mildt sagt var anderledes i Ondt blod på Edison, 2012, hvor hendes fru Thomsen var lærer i en klasse fuld af provokerende indvandrer-unge, formåede hun også her at skabe psykologisk dækning for udviklingen fra tolerant humanist til fortaler for den chokerende logiske no-shit revolver-pædagogik.

Anette Støvelbæk begyndte sit teaterliv som gøgler og blev uddannet skuespiller fra Elevskolen ved Odense Teater med debut i Benny Andersen-revyen Her i reservatet, 1997. Siden har hendes speciale været de diskrete kvinder. Men det er, som om hun i de senere år har fundet en ny både indre og ydre styrke i sine fortolkninger af de tilsidesatte, og hun hædres med Ole Haslunds Kunstlegat 2018 som opmuntring til at fortsætte denne spændende udvikling.

Scenekunstnere

Legatmotivering 2018

Sceneinstruktør Katrine Wiedemann

Efter årelange selvstudier af Shakespeare, diverse assistent-job på teatrene og to afslag fra Statens Teaterskole debuterede Katrine Wiedemann som instruktør med et brag med Mordernes nat på Teater Får302 (1992).

At noget helt særligt var på færde, stod klart ikke bare for hende selv, men også for publikum og instruktøren Peter Langdal, der støttede hende, og i de næste mange år gav hende opgaver på Betty Nansen Teatret. Selvbevidst stor-tvivlende, skuffet over den såkaldte virkelighed og til gengæld vild med teater, som for det meste kedede hende i andres hænder, kastede hun sig lidenskabeligt, himmelstormende og med en næsten umenneskelig energi ud i rutsjebanelivet som sceneinstruktør.

Hendes udpræget visuelle tilgang til fortællingerne, koreografiske blik for underteksterne og dybe respekt for klassikernes forsøg på at løse tilværelsens gåder førte til en eksponentielt stigende kunstnerisk formkurve, som hurtigt gav hende adgang ikke bare til den attråede Shakespeare og andre klassikere, men også til de største scener både herhjemme og i udlandet. På Dramaten samarbejdede hun med Cirkus Cirkör om en pragtfuld, akrobatisk Romeo og Julie, som viste, hvordan forelskelsen er i stand til at trodse fornuftens tyngdekraft, og fortsatte det ekspressive samarbejde i Havfruen, som Kaleidoskop lod dukke op fra havoverfladen som et poetisk drømmesyn i Kedelsmeiden på Holmen; på Det Kongelige Teater har hun både forløst Jokum Rohde og Brecht; hun lavede Farlige forbindelser på Residenz Theater München – en kamikaze-agtig proces, hun skrev en dybt fascinerende bog om, Ved gudernes bord. Og efter en art tænkepause har hun senest sat Pelle Erobreren i scene på Østre Gasværk, men vægtigere Et Vintereventyr op på Republique og Vredens druer på Betty Nansen Teatret – alle tre i et grænsespængende, visuelt frapperende og gensidigt befrugtende samarbejde med scenografen Maja Ravn, som hun også delte feberfantasier og mareridtssyner med i Et drømmespil på Betty Nansen Teatret for ti år siden. Med sin loyale og samtidig nyskabende tolkning af Strindbergs fortvivlede kærlighedslængsel vil denne forestilling blive stående som en milepæl i dansk teaterhistorie.

I en tid, hvor det fornærede, naturalistiske filmsprog dominerer det kulturelle fortællemiljø, er det pragtfuldt, at Katrine Wiedemann insisterer på at være en kunstnerisk ødeland, der gerne går til yderligheder og svinger den store, ekspressive pensel, når hun fortæller sine historier. For dette livsvigtige bidrag til dansk teater hædres Katrine Wiedemann med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Museumsinspektør, mag.art. Tine Colstrup

Museumsinspektør Tine Colstrup har været ansat på Louisiana siden 2013 og har i de få år stået i spidsen for en række markante udstillinger, der samtidig har udgjort en konsekvent udforskning af et bestemt område indenfor den moderne kunst.

Udover særpræsentationer af Lousianas egne værker og en udstilling om op-art og kinetisk kunst (Eye Attack), har udstillingerne været monografiske udstillinger om Hilma af Klint, Paula Modersohn-Becker, Louise Bourgois og Marina Abramovic, og den navnerække med en fokuse-ring på store kvindelige kunstnere i 1900-tallet, fortæller hvor målrettet Tine Colstrups indsats har været i disse år. Det fortsættes i Louisianas udstilling med værker af Pipilotti Rist, der åbner i foråret 2019.

Desuden virker Tine Colstrup som foredragsholder, skribent og moderator ved samtaler med kunstnere.

For sin stædige insisteren på undersøgelse og ”kortlægning” af en række store kvindelige kunstneres arbejde fra starten af modernismen og til i dag modtager Tine Colstrup Ole Haslunds Rejselegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Museumsdirektør, mag.art. Kjeld von Folsach

Museumsdirektør Kjeld von Folsach blev ansat som museumsinspektør på Davids Samling i 1984 og allerede året efter som samlingens direktør, og den stilling beklæder han stadig. I Kjeld von Folsachs tid som direktør er samlingen gået fra at være et museum i København, der var ukendt for langt de fleste, og heller ikke havde intentioner om at blive et særligt besøgt sted, til at være et museum, der står stor respekt om nationalt og internationalt, og som bliver besøgt af et stort og bredt publikum.

Kjeld von Folsach stod i spidsen for museets ombygning fra 2007-2009, der har bragt præsentati-onen af samlingerne samt sikkerhed og formidling op på det højeste internationale niveau samtidig med, at det intime præg og den ”gammel-københavnske” stemning i C L. Davids hjem og samlinger i vid udstrækning er bevaret som et særkende for dette museums dna og karakter.

Igennem årene har Kjeld von Folsach iværksat en række særudstillinger, der har foldet samlinger-nes fortællinger ud og ledsaget dem med kataloger, foredrag og konferencer, der vidner om hans og det nu flerdoblede faglige personales store faglighed og intense forskningsindsats. Men den afgørende betydning for museets nuværende stade ligger i Kjeld von Folsachs indsats for at tydeliggøre Davids Samlings særlige karakter i det danske og det udenlandske museumslandskab ved at fokusere på den islamiske kunst og kultur. Det er sket først og fremmest ved at forøge samlingerne med genstande og værker, der har bragt museet op på et niveau blandt de førende islamiske samlinger i verden slet og ret. I dette arbejde har Kjeld von Folsach ikke kunnet støtte sig til ret megen dansk forskningstradition eller danske samlinger men har egenhændigt måtte opbygge viden, internationale netværk og tillid blandt den globale kunsthandels aktører helt fra bunden.

For hele dette arbejde med at profilere, konsolidere og formidle Davids Samling gennem en menneskealder modtager Kjeld von Folsach Ole Haslunds Hæderslegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Museumsinspektør, mag.art. Birgit Jenvold

Museumsinspektør Birgit Jenvold blev i 1992 ansat som udstillingsleder på Koldinghus, og den stilling bestred hun indtil 2008, hvor hun blev ansat som leder af museet på Amalienborg, der er en del af De Danske Kongers Kronologiske Samlinger.

Hun har således i mange år haft mulighed for at udøve en væsentlig indflydelse på formidlingen af den danske kulturarv, og det har hun til fulde udnyttet samtidig med, at hun med stor opfindsomhed har sat den aktuelle visuelle kultur til beskuelse og debat.

Snesevis af væsentlige udstillinger er det blevet til; både i tiden på Koldinghus og de seneste 10 år på Amalienborg. Et lille udpluk af de tematiske udstillinger fra Kolding-tiden: Østens og Vestens drager, Jomfru Maria – aspekter af Vor Frue, Meissen Porcelæn, Danske Helte i 1000 år, Ruiner, Motorcykler, Kunstnergaven til Sønderjylland, Japan – Kultur og Kunst. Billedkunsten har altid stået i centrum af udstillingerne, men som titlerne viser, bevæger Birgit Jenvold sig helt frit i feltet mellem kulturhistorie og kunst. Den linje er fortsat i årene som leder af museet på Amalienborg, hvor basis naturligvis må være formidlingen af de kongelige samlinger og den kunst, der skabes i rummet omkring kongehuset, men igen med overraskende og øjenåbnende vinkler på stoffet. Senest er netop åbnet den ret fantastiske udstilling Eventyrdronningen om Dronning Margrethes kostumer og scenografi.

Desuden har Birgit Jenvold bidraget med artikler til mange antologier og oversigtsværker om en lang række emner. Måske er Birgit Jenvolds navn ikke så bekendt i den brede offentlighed, og det skyldes formodentlig at hendes rolle i de mange udstillinger især har været idégiverens og koordinatorens. Hun har med stor kreativitet fundet på vinklerne på stoffet, hun har ofte også tilvejebragt midlerne og skabt kontakt til forfattere og specialister. Og hun har holdt alle trådene samlet og sørget for det gode samarbejde og været garant for gennemførelsen af projekterne.
For denne mangeårige indsats for formidlingen af kunst og kulturhistorie hædres Birgit Jenvold med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Anders Petersen

Ude på Amager, på Kløvermarksvej 70 midt i et gammelt industrikvarter ligger et ældre kontorhus. Udefra ser det ret anonymt ud bortset fra, at der over døren står ’A. Petersen’. Går man imidlertid indenfor åbner sig en herlighed af design og håndværk af højeste kvalitet og stor skønhed.

Stueetagen er indrettet til butik, mens første salen med delvis økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond og en række private fonde drives som selvstændig virksomhed reserveret vekslende udstillinger til formidling af det bedste indenfor dansk design, kunsthåndværk og håndværk suppleret med udenlandske produkter, der perspektiverer udstillin-gernes temaer.

Til stedet er knyttet egne snedker- og polsterværksteder, som dels fremstiller nytegnede møbler, dels restaurerer ældre klassikere. Man har også lanceret AP. Serien, møbler produceret med respekt for de gamle håndværkstraditioner og designet af nogle af de dygtigste nulevende danske arkitekter og designere.

A. Petersen Collection & Craft er i nutidig, forfinet form en længe savnet afløser for hedengangne Den Permanente og har fra sin start i 2014 opnået stor og meget fortjent anerkendelse både herhjemme og i udlandet.

Det er ægteparret Anders Petersen og Kari Svarre, som fra nærmest ingenting med dyb kærlighed til og indsigt i området og med utrættelig energi og stædighed har skabt stedet, så det i dag er blevet et lærestykke og en fryd at besøge.

For denne beundringsværdige indsats hædres Anders Petersen og Kari Svarre hver med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Museumsdirektør, mag.art. Holger Reenberg

Museumsdirektør Holger Reenberg blev ansat på Herning Kunstmuseum i 2001, og fra starten var det den nye museumsdirektør pålagt af museets bestyrelse, at en hovedopgave for ham var at gennemføre en proces, der skulle munde ud i et nyt Herning Kunstmuseum i en ny bygning. Det indebar opbygning af konsensus omkring projektet fra politikere, befolkning og erhvervsliv, definition af en tydelig profil for det nye museum og ikke mindst tilsagn om økonomisk støtte fra fonde.

Udgangspunktet var fabrikant Aage Damgaards samlinger, der var etableret som Herning Kunstmuseum i den gamle Angli fabrik. Projektet lykkedes: I 2005 blev en international arkitektkonkurrence udskrevet og i 2009 åbnede det nye museum tegnet af en stjernearkitekt, Stephen Holl og med nyt navn: HEART.

Det internationale har hele tiden været en vigtig dimension i museumsarbejdet i Herning baseret på de værker Aage Damgaard købte af én af modernismens unge døde pionerer, Piero Manzoni, som museet ejer verdens største samling af. Og den linje er fortsat i det nye museums arbejde med udstillinger af kendte udenlandske kunstnere som Yannis Kounellis og Andy Warhol. Desuden etablerede museet allerede i 2002 en international biennale: Biennale Socle du Monde, der nu har stor international deltagelse.

Museets erklærede mål har fra starten været at være museum for samtidskunsten, og det er ikke nødvendigvis den kunst, der trækker det største publikum – og slet ikke i Vestjylland. En justering af de oprindelige visioner har været nødvendig, og mere bredt appellerende udstillinger, herunder udstillinger omkring Design vises nu også på museet indeholdt i en ny strategi formuleret i ordene: History – Design – Future.

For Holger Reenbergs arbejde over mange år med først at gennemføre det komplicerede og krævende forløb omkring et nyt museumsbyggeri, dernæst udstikke kursen for museets arbejde med tårnhøje ambitioner, følge kursen med stor konsekvens og justere den, når det var nødvendigt, hædres han med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Kari Svarre

Ude på Amager, på Kløvermarksvej 70 midt i et gammelt industrikvarter ligger et ældre kontorhus. Udefra ser det ret anonymt ud bortset fra, at der over døren står ’A. Petersen’. Går man imidlertid indenfor åbner sig en herlighed af design og håndværk af højeste kvalitet og stor skønhed.

Stueetagen er indrettet til butik, mens første salen med delvis økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond og en række private fonde drives som selvstændig virksomhed reserveret vekslende udstillinger til formidling af det bedste indenfor dansk design, kunsthåndværk og håndværk suppleret med udenlandske produkter, der perspektiverer udstillin-gernes temaer.

Til stedet er knyttet egne snedker- og polsterværksteder, som dels fremstiller nytegnede møbler, dels restaurerer ældre klassikere. Man har også lanceret AP. Serien, møbler produceret med respekt for de gamle håndværkstraditioner og designet af nogle af de dygtigste nulevende danske arkitekter og designere.

A. Petersen Collection & Craft er i nutidig, forfinet form en længe savnet afløser for hedengangne Den Permanente og har fra sin start i 2014 opnået stor og meget fortjent anerkendelse både herhjemme og i udlandet.

Det er ægteparret Anders Petersen og Kari Svarre, som fra nærmest ingenting med dyb kærlighed til og indsigt i området og med utrættelig energi og stædighed har skabt stedet, så det i dag er blevet et lærestykke og en fryd at besøge.

For denne beundringsværdige indsats hædres Anders Petersen og Kari Svarre hver med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.

Museumsfolk

Legatmotivering 2018

Direktør Thomas Thulstrup

Thomas Thulstrup (15.10.70), der pr. 1. oktober 2018 har tiltrådt stillingen som direktør for Rosenborg, er uddannet cand. mag. i kunsthistorie (2000) og har arbejdet med design og kunsthistorie i flere forskellige sammenhænge, herunder som direktør for Museumsbygningen Auktioner A/S (2005-2007) og stifter af og direktør for CopenArt Auctions (2006-2007).

Efter sin tid i auktionsverdenen begyndte Thomas Thulstrup at arbejde i museumsverdenen (2007), hvor han tiltrådte som direktør for Museum Salling. Her var han – udover at være overordnet ansvarlig for en lang række udstillinger – også ansvarlig for sammenlægningen af Skive Museum, Spøttrup Borgmuseum på Spøttrup, Fur Museum, Skive Kunstmuseum, Salling og Omegns Museum, Skive Byhistorisk arkiv samt lokalarkiver fra hele Salling til det samlede Museum Salling pr. 1. januar 2008.

Fra 2009 til 2013 var Thomas Thulstrup direktør for fonden Esrum Kloster og Møllegård og ansvarlig for en række udstillinger om navnlig historiske emner.

I perioden 2013 til 30. september 2018 har Thomas Thulstrup været direktør for Museet på Koldinghus og initiativtager og ansvarlig for en række udstillinger, som er blevet rost og anerkendt langt udover Koldings grænser og endvidere har fået et stort publikum og medført et stærkt stigende besøgstal til Museet på Koldinghus. Det har især været udstillinger med fokus på design og kunsthåndværk, helt i overensstemmelse med Koldinghus’ museumsmæssige profil.

I 2015-2016 viste museet (som ligeledes er Danmarks officielle museum for sølvsmedekunst) således en større udstilling i anledning af 150-året for Georg Jensens fødsel med omfattende dokumentation af ikke blot Georg Jensens egen produktion, men også samtlige efterfølgende designs fremstillet af Georg Jensens Sølvsmedje (Royal Copenhagen). Og med udgangspunkt i danske familiers ejerskab af genstande fremstillet af Fabergé afholdt Museet på Koldinghus en udstilling i 2016 om Fabergés forbindelse til det danske kongehus samt en perspektivering i forhold til samtiden, herunder til andre russiske guldsmede. Senere vistes en udstilling med Prins Henriks personlige samling af jadegenstande, der blev udstillet for første gang og belyst i en række forskellige sammenhænge, herunder jadematerialets geologiske forskellighed, jadefigurers historiske betydning som materiale, de forskellige skulpturtypers betydning og Prins Henriks personlige vinkel som betydelig samler af jadeskulpturer. Endelig kunne Koldinghus (og Kolding) i 2018 fejre 750-års jubilæum, og museet bidrog med udstillingen Magtens Smykker, der havde til hensigt at genfortælle 750 års (danmarks)historie gennem formgivningen af en lang række smykker, ure, ordner og medaljer – og som titlen angiver med udgangspunkt i en række genstande, der har været bestilt eller har tilhørt magthavere.

For denne samlede indsats for formidlingen af især design og kunsthåndværk i Danmark hædres Thomas Thulstrup med Ole Haslunds Kunstlegat 2018.