SCENEKUNSTNERE

     

    Legatmotivering 2025

    Sanger, skuespiller og danser Louise Fribo

    Musicalen Sound of Music griber altid én om hjertet, fordi dens historie er så bevægende og musikken så suveræn. Men når Abbedissen bliver sunget af Louise Fribo, sådan som hun gjorde det i forestillingen på Det Ny Teater igen i år, glemmer ens hjerte næsten helt at slå, mens man lytter. For ud af brystet på den spinkle abbedisse vokser og vokser den tindrende klare stemme – blidt og myndigt – ikke mindst i den stærke sang ‘Søg op mod bjerget’. Til sidst har den bemægtiget sig hele rummet; man læner sig ligesom den unge nonneaspirant Maria ind i dens livskloge, musikalske omfavnelse, og man forstår, at Maria nu er på sporet af ‘nøglen til sin drøm’, som sangteksten lyder. 

    Man er ganske simpelt overvældet, når den sidste tone forsvinder op i soffitterne. Det er enestående stemme- og scenekunst. 

    Louise Fribo havde selv tidligt færten af sin drøm: Som barn gik hun til ballet og sang i kor og drømte om at blive musicalstjerne. Nøglen viste sig at ligge i Bush Davies School i England, hvor hun efter tre års studier som 19-årig fik stemplet ‘Tripple Threat‘, d.v.s. uddannet som både sanger, skuespiller og jazzdanser. Sin scenedebut fik hun i musicalen Cats i Hamburg og London og spillede rollen som komisk kat i mere end et år. Herefter var der bud efter hende i Danmark, hvor hendes første rolle var Cunegonde i Candide og året efter Cosette i Les Misèrables, begge på Østre Gasværk Teater.

    Siden har hun inkarneret den tsunamiagtige bølge, der fra starten af 1990’erne har professionaliseret og moderniseret musikteatret herhjemme. Hendes stemme har skilt sig ud i musicalrepertoiret ved sin usædvanlige klarhed og styrke på en lang række teatre, bl.a. som Jenny Lind i Mit Eventyr på Gladsaxe Teater, men det er især Det Ny Teater, der har formået at give hende de udfordringer, hun også som skuespiller virkelig er vokset af, udover Abbedissen bl.a. Kvinden i Tell Me on a Sunday, Carlotta i Phantom of the Opera og Christine i Love Never Dies.

    At hun havde et stort talent, var tydeligt i de musicaler, hun medvirkede i. Men at hendes stemme endnu ikke havde nået sin kunstneriske grænse, fandt hun ud af, da hun som 29-årig blev optaget på Operaakademiet i København. I 2003 fik hun papir på også at være koloratursopran, og siden har hun sideløbende med sine roller i musicalteatret og arbejdet med at lægge stemme til en mængde musikalske tegnefilm skabt sig en imponerende international opera- og koncertkarriere, indledt i Lübeck, men med store partier også i bl.a. Salzburg, Wien, Berlin, New York og Hamborg – plus en årelang turné med John Malkovich i operaen The Infernal Comedy.

    Herhjemme har hun været en skøn mekanisk fugl i Offenbachs opera Hoffmanns eventyr, et brillant og overlegent eksempel på, hvordan det sceniske potentiale i rollen formelig eksploderede i mødet med en scenekunstner, der havde teknik og komisk fantasi til at honorere både de krævende dramatiske og sangtekniske udfordringer.

    Louise Fribo er en inspirerende ener i dansk teater, som har bevaret en usvækket nysgerrighed på stemmens og kroppens evne til at fortælle historier fra en scene, uanset om hun har været solist på en stor international scene eller menig vaskerimedarbejder i denne sæsons ensemble-bårede teaterkoncert Stolt på Folketeatret. 

    Som anerkendelse af sine mange sceniske pragtpræstationer og den bagvedliggende dedikerede indsats for musikteatrets udvikling herhjemme modtager Louise Fribo Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025.

     

    Legatmotivering 2025

    Skuespiller Ulla Henningsen

    Er hendes blik en æggende invitation eller en isafkølet afvisning – eller måske ligefrem en frontal anklage?

    Skuespilleren Ulla Henningsen fascinerer altid på en scene, fordi hun forener et tilsyneladende uforeneligt indre konfliktstof, så skrøbelighed og styrke, angrebslyst og forsvarstrang, had og kærlighed blander blod i hendes karakterer og skaber en vibrerende tvetydighed på scenen. Mens hun omhyggeligt dissekerer ordene, bliver hun et ulmende bål af menneskelig erfaring, som ved et strejf af uventet kærlighed, af jagende jalousi, længselsfuld sorg eller politisk uretfærdighed kan blusse op, furiøst og fandenivoldsk eller jublende som en livsstorm, ofte også med destruktive undertoner, først og fremmest selvdestruktive. 

    Iblandt forbliver gløderne uindfriede katastrofer i hendes scenemennesker og nøjes med at give sig til kende i et løftet øjenbryn, en ironisk kommentar, en fysisk eller følelsesmæssig distance, der ladet med desperation alligevel formår at efterlade små brandsår på publikum. Den nøje dosering af de sceniske virkemidler er et af hendes mange specialer.

    At Ulla Henningsen var noget ganske særligt, stod allerede klart i 1970’erne, da hun satte blus ikke bare på Aarhus Teater, hvor hun havde gennemgået elevskolen i 1970-72, men også på den lidt fodformede provinshovedstad, der lod sig imponere af hendes flamboyante fremtoning. På scenen koncentrerede hun bl.a. sin enorme kreative sult i Sally Bowles’ brændglas i Cabaret. Og selv om hendes stemme selvfølgelig også klædte Brechts viseforedrag, viste Aarhus-tiden desuden, at hun var betagende som den frigjorte og sensuelle Marie David i Enquists Tribadernes nat.

    Siden har hun haft en enorm berøringsflade med dansk teater – fra Euripides over Anouilh til Brøgger, fra kvindepolitisk gruppeteater til venlig kongerøgelse i Margrethe. Da hun forlod Aarhus, bekræftede hun bl.a. sin position på musicalområdet som moren i Blodbrødre på Betty Nansen Teatret, men hun viste sig snart at beherske hele spektret fra Cirkusrevyens slagkraftige humor til den intime sanselighed i Duras-monologen Smerten på Teater FÅR302; hun har forsvaret lady Macbeths kyniske ærgerrighed i Shakespeares Macbeth og lirket sig ind i både Lars Noréns og Strindbergs psykologiske torturkamre i Vallombrosa og Dødsdansen – sidstnævnte roller på Peter Langdals og Henrik Hartmanns Betty Nansen Teatret, hvor hun også var en skarp og farverig Margret i Robert Wilsons skelsættende Woyzeck.

    Sideløbende med den imponerende teaterkarriere har Ulla Henningsen skabt sig et navn som jazzsanger, ligesom hun har leveret flere præcise portrætter på film og i TV-serierne Matador og Generationer samt Kald mig Liva, hvor hendes Liva Weel med overbevisende psykologisk raffinement, vulgær og sårbar i ét, lod de oprindelige viser genopstå med knusende kunstnerisk autoritet.

    I sidste sæson var hun en brillant Nancy i Nye tider på Folketeatret. Til deres børns store fortrydelse ville hun og hendes mand efter 50 års ægteskab skilles, og det lykkedes hende at løfte det letløbende familiedrama ud af hverdagsrealismen og op i en raffineret psykologisk sfære, hvor man forstod, hvorfor denne tålmodige hustru og mor nu måtte forfølge den friske brise af frihed, der endelig havde ramt hende.

    For alle disse og mange andre vidunderlige, tvetydige og tankevækkende sceniske sprækker ind i det menneskelige sinds ulmende katastrofer modtager Ulla Henningsen Ole Haslunds Hæderslegat 2025.

     

    Legatmotivering 2025

    Skuespiller Anders Gjellerup Koch

    Der skal mod til at forsvare den almindelige mand – ham den grundfjeldspålidelige; ham med den gode, men lidt fantasiløse vilje; ham, der ikke lader sine hverdagsrutiner rokke, selv om han måske nok plages af en stille undren over livets tilskikkelser, og som måske endda tumler med en unavngiven sorg over ikke at kunne sætte ord på alt det uforståelige. Kvinder, fx.

    Det mod viste skuespilleren Anders Gjellerup Koch, da han i dette efterår gik på scenen med en havfrue smidt over skulderen i Ibsens Fruen fra havet på Husets Teater. Hans doktor Wangel havde lige giftet sig med denne unge kvinde. Men han så ikke hendes fiskehale og forstod ikke hendes dragning mod havet. I Anders Gjellerup Kochs fornemme og detaljerige fortolkning var hans livshorisont nok smal som en norsk fjord, men man anede, at hans følelser var lige så dybe og fulde af rev. Ud af hans fortvivlede blik skreg en ordløs desperation over ikke at slå til som mand over for denne fiskede kvinde, der stod i forbindelse med urkræfter og længsler, han var ganske fremmed overfor.

    Forsvaret for denne amputerede handlingens mand var en moden skuespillers fuldstændig rene og afvæbnende troværdige forståelse for følelseslivets mangfoldige udtryk. Det hvilede på en grundfæstet tillid til den menneskelige kvalitet, der ligger i selv den mest provinsielle elskers store, men primitive talent for kærlighed. Han afstod helt enkelt fra den ydre autoritet og vandt derved den indre. Det var blændende.

    Anders Gjellerup Koch er en af landets mest flittige skuespillere, som bortset fra coronatidens nedlukninger ikke har været af scenegulvet, siden han i 1986 afsluttede uddannelsen på elevskolen ved Aarhus Teater. Han tog yderligere et par sæsoner på teatret ved Bispetorvet, inden han blev hentet til Aalborg Teater i en årrække og videre til Det Kongelige Teater. Siden 2001 har han haft fast base på Odense Teater med enkelte afstikkere til revyen og filmen.

    Som del af alle disse teatres ensembler har han loyalt kastet sig ud i alt, hvad der har rørt sig i dansk teater i snart fyrre år: komisk og tragisk, klassisk og nyt, dansk og udenlandsk, med og uden musik, for voksne og børn, ude og inde.

    Hans tjener Leopold sejrede således ved sin gemytlige kluntethed i Sommer i Tyrol; hans dommer Wolf ved sin syrede ondskab i Pinocchios aske; og hans bulderbasse Jeppe var gribende med sine afmægtige småkårsdrømme i Jeppe på bjerget. Sin strålende sangstemme har han siden gennembrudsrollen som Tony i West Side Story desuden ofte imponeret med – listen af store musicalroller er nærmest endeløs med den frækt charmerende Frank Butler i Annie Get Your Gun, den opfindsomme Engineer i Miss Saigon, borebissen Jan i Breaking the Waves og mælkemanden Tevye i Spillemand på en tagryg som nogle af højdepunkterne. Samt ikke at forglemme hans Cyrano i Cyrano de Bergerac, som nåede helt ind til kernen af dette stort og tragisk elskende menneske.

    Anders Gjellerup Koch har lykkeligvis haft mulighed for at brillere i både store og mindre roller. Alle har de været byggesten i en smuk karriere, som også vidner om fællesskabets betydning for kunstens udvikling både på det personlige plan og for teatret som helhed. For dette uvurderlige, vedholdende og altid søgende kunstneriske arbejde tildeles han Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025.

     

    Legatmotivering 2025

    Lysdesigner Jesper Kongshaug

    Der har været to lysrevolutioner i dansk teater: Den første, da elektriciteten blev indført, og man slap for de osende olie- og gaslampers blafrende belysning. Den anden, da Jesper Kongshaug ca. hundrede år senere indtog scenen og insisterede på, at lyset ikke længere var noget sekundært og usynligt; at beherskelsen af det var en selvstændig kunstart; at lyssætning i de rigtige hænder kunne skabe sceniske skulpturer af hidtil ukendt skønhed, billedmusik i rytmiske stød, svimlende indsigter i dialog med mørket.

    Jesper Kongshaug har naturligvis udnyttet tidens tekniske landvindinger – fx HMI, natriumlys, lavvoltsteknologi og dynamiske lysprojektioner. Men den revolution, han har stået i spidsen for, er først og sidst udtryk for et æstetisk kvantespring, som er vokset ud af hans dybe fascination af nordlys og mørkeværen, af årstidernes cykliske skriden fremad og af den forunderligt bragende lysintensitet andre steder på kloden, hvor skyggerne har deres eget hårdt optrukne liv.

    Jesper Kongshaug forholder sig helt grundlæggende til det at eksistere i et lyst nu omgivet af mørke. Og til, hvad denne dualitet betyder for vores samtale med hinanden. Dermed har han fået afgørende indflydelse på hele vores lyskultur: fra teatrets rige har han bevæget sig ud i verden og har kastet nyt lys på andre kunstværker, på events, på bygninger og byrum – ja, sågar på himlen, sådan som det jævnligt sker under den årligt tilbagevendende Copenhagen Light Festival, som han er initiativtager til og forperson for.

    Jesper Kongshaug var 22 år og droppet ud af ingeniørstudiet, da han med et par års lyd- og lysresearch i USA, Sverige, England og Japan fik mulighed for at blive belysningsmester på Morten Grunwalds Bristol Teatret. Herfra fortsatte han til Aveny Teatret og Dr. Dante og videre til det større sceniske format på Den Jyske Opera, hvis stort anlagte opsætning af Wagners Nibelungens ring han lyssatte i 1993-96. Samtidig indledte han et mangeårigt samarbejde med Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma, som med den skelsættende Operation: Orfeo førte musikteatret op i en ny oplevelsessfære herhjemme: toner i mørke afløstes af statuariske kropsskulpturer og arkitektoniske silhuetter på en trappe, der blev belyst konsekvent, insisterende og med hidtil uset konceptuel autoritet, på én gang meditativt og brutalt og ufattelig smukt. Samarbejdet omfattede siden bl.a. det overrumplende sansebombardement War Sum Up, et poetisk, Manga-inspireret operachok af sjælden arkitektonisk stringens.

    Jesper Kongshaug har designet lyset på både store og små scener fra Odin Teatret til Royal Opera House. Indimellem har han stået for hele scenografien, men tyngden i hans teaterarbejde har ligget i lysopgaverne på operaerne, på Det Kongelige Teater bl.a. Nibelungens Ring og Kvinden uden skygge; i udlandet bl.a. Lohengrin på Deutsche Oper i Berlin og Idomeneo på Wiener Staatsoper.

    I starten var belysningsmester bare en formel titel, men med tiden er Jesper Kongshaug blevet en sand mester med tunge lysdesignopgaver over hele kloden i og uden for teatret – han har fx skabt Skuespilhusets og Tivolis lysdesign, lysssat CopenHill og hentet nordlyset ned til John F. Kennedy Centers facade i Washington. Han er en ægte pionér – nysgerrig, metodisk og ustoppelig – hvis klare konceptuelle tænkning og billedlaboratoriske eksperimenter har gjort ham selvskrevet som underviser i lysdesign og -teknologi, bl.a. på Den Danske Scenekunstskole, Designskolen Kolding, Shanghai Theatre Academy og Standford University i USA.

    Som pionér for lyskunsten og for sine overrumplende, musikalske og fascinerende lysdesign i, men også uden for teatret samt for sin vedholdende dialog med mørket modtager Jesper Kongshaug Ole Haslunds Hæderslegat 2025.

     

    BILLEDKUNSTNERE (Billedehuggere)

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Christine Overvad Hansen

    Christine Overvad Hansen er uddannet i 2016 fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og har en lang række udstillinger i ind-og udland bag sig. For sit omfattende arbejde med skulptur og performance har hun modtaget flere legater, hædersbeviser og præmieringer; I 2024 modtog hun Statens Kunstfonds præmiering for udstillingen Preppers i Skal Contemporary, Skagen, DK, i 2022 fik hun Estate Ferlov Mancoba hæderslegat, i 2020 Astrid Noacks hæderslegat og i 2016 modtog hun Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens talentpris. Hendes værker er repræsenteret i Horsens Kunstmuseums og Statens Kunstfonds samlinger samt i private samlinger.

    Christine Overvad Hansen undersøger med skulpturer og performance fysiske og mentale tilstande, relationer og magtforhold på tværs af tid og rum.

    Hendes materialeregister spænder vidt, fra bronze, aluminium og stål over keramik til fjer, tekstil, gummi, salt, sukker og dufte. Et taktilt og sanseligt bredt spektrum. Skulpturerne er generelt tyste og statiske, men enkelte har indbyggede mekaniske elementer, der gør, at de delvist kan bevæge sig i et fastlagt mønster. Dette skaber en spænding i aflæsningen af værkerne – en voldsomhed og en ustabilitet midt i det stabile, der stiller spørgsmål til, hvad der på et mere eksistentielt plan er bevægeligt og statisk og måske truende – hvad der ikke er.

    I hendes værker ses ofte referencer til antikken eller til græske mytologiske figurer og fortællinger, og til sciencefictionlignende Alien-figurer. Væsener, der både synes at invitere til nærmere bekendtskab og samtidig virker afvisende – ja, nogle gange endda truende. En tynget stemning og dog et kropsligt og sanseligt nærvær i materialevalg og -bearbejdninger, der skaber en modsætningsfyldt atmosfære i rummet.

    Dette kunne man senest opleve på Christine Overvad Hansens omfattende og meget flotte soloudstilling No One´s Gonna Love You Like I Do i Møstingshus på Frederiksberg i 2025. En totalinstallation af skulpturer og tekstiler. Tekstiler, som hang som gardiner fra loft til gulv med broderede sætninger på, der med stigende intensitet lokkede og truede – til et mere og mere klaustrofobisk møde eller forhold – I´ve never met anyone like you eller I knew I loved you from the moment I laid eyes on you til You never need anyone but me, Your love is all I need m.v.  En udvikling, der også kunne opleves i farvesætningen af tekstilerne, der i total farveharmoni med de fire separate farvede rum i udstillingen, gik fra lyse, varmt gule toner over mørkere, køligere blå og røde for til sidst at ende i en sygelig grøn farve.

    En menneskestor skulptur i aluminium og keramik i første varmt gule rum forførte med strudsefjer og duft. I det næste blå rum stod en kropslig meget nærværende, smuk og åben skulptur i stål og keramik med en forførende glasur på et blåt tæppe – en slags skalform, der kunne minde om en kødædende plante, der når som helst kunne smække sammen om det, der uheldigvis måtte komme ind i dens favn – inviterende og truende på samme tid.

    Klaustrofobiske følelser og tanker trængte sig mere og mere på, akkompagneret af de forførende og truende sætninger på tekstilgardinerne.

    Christine Overvad Hansen sammensatte i udstillingens værker hårdt med blødt, mekanisk og statisk med mere flydende og bevægelige materialer og former, der sammen med de fine materialebearbejdninger skabte og intensiverede den stærke tale om forførelse, manipulation og fastholdelse. En tale, der særligt i det sidste grønne rum føltes, som var man havnet i et totalt aflukke – måske et fængsel af en slags, bevogtet af to meget store, uhyggeligt udseende Alien-væsener i stål, man var nødt til at passere på vej ud af udstillingen. En stærkt tankevækkende udstilling, hvor spekulationer om, hvad det egentligt var, man var vidne til, rumsterede længe efter, man havde set den.

    Christine Overvad Hansens værker kryber ind under huden og stiller væsentlige spørgsmål til kropslige og mentale forhold – hvordan de er eller kan være, og hvordan de opstår. For Christine Overvad Hansens stærke, betydningsfulde og gennemarbejdede værker med skulptur og performance tildeles hun Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025.

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Marianne Hesselbjerg

    Marianne Hesselbjerg blev i 1986 uddannet billedhugger fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Hun har udstillet på en lang række museer i ind- og udland, heriblandt Statens Museum for Kunst, Thorvaldsens Museum, Kunsten og Grand Palais i Paris. Hun har udført udsmykninger i Hvide Sande og på Niels Bohr instituttet. Hun er repræsenteret i flere samlinger bl.a. Statens Museum for Kunst, Kunsten, Aalborg, Hygum Kunstmuseum og Statens Kunstfond samt i private samlinger. Marianne Hesselbjerg er tildelt flere hædersbevisninger; Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1993, Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse i 2002, Anne Marie Telmanyi Født Carl-Nielsens Fond i 2012, Æreslegat fra C.L. David Fond og Samling i 2007, Eckersbergmedaillen i 2012, og i 2020 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris. 

    Marianne Hesselbjerg arbejder ofte med grænser, overgange og overskridelser i sine værker – ofte i store skulpturer, der fysisk inddeler rummet, og som kropsligt mærkes og sanses 1:1.

    Et godt eksempel er Nålehækken (1985), der er en visuelt vibrerende og smuk rumlig stålkonstruktion, der står som en væg på seks meter i rummet. En grænse, der er gennemboret af tynde ‘nåle’ af stål, der er slebet skarpe i den ene ende, så de tydeligt mimer kæmpenåle. Kropsligt ubehagelig er den at gå tæt forbi, og i oplevelsen af den opstår der et skisma mellem navnet Nålehækken, der lyder smukt og organisk, og skulpturens stramt arkitektoniske og minimalistiske stålkrop, der er gennembrudt af de 2200 vildtvoksende nåle à 80 cm, der stritter i alle retninger ud fra den.

    I Marianne Hesselbjergs værker er der således gennemgående en spænding mellem materiale, form, billede og sprog, der åbner for flere udlægninger og oplevelser af, hvad værkerne egentlig handler om. Den ene udlægning eller oplevelse udelukker ikke den anden, men eksisterer side om side.

    Dette gør sig også gældende i værket Before / After (1991), der kan opleves på Kunsten i Ålborg. Et lavt, spejlende metalgitter indhegner i en lille ovalform ordet Before, der er skrevet på gulvet med sølvfarvede bogstaver, samtidig med at ordet After, ligeledes med sølvbogstaver, ses skrevet på gulvet lige uden for indhegningen. Et rum er skabt i rummet – det indhegnede rum og rummet uden for indhegningen, som også er en del af udstillingsrummet. Samtidig bevidstgøres man om, at der er et før og et efter – fx før aflæsningen af værket og efter – der optegnes et tidsligt perspektiv, som sættes i spil af værkets sanselige og konkrete tilstedeværelse. Samtidig bevirker hegnets spejlende karakter, at omgivelserne og kroppene i det spejles og bliver en del af oplevelsen af værket. Subjekt og objekt flettes sammen.

    Marianne Hesselbjergs skulpturer og installationer består af mange forskellige materialer: aluminium, stål, jord, tegneserier, gips, keramik, spejlfolie, guld, ledninger, gummi, plastik, træ, uld og bronze m.m., og hendes værker spiller altid direkte kropsligt op til omgivelserne – ude såvel som indenfor.

    Et særligt smukt eksempel på dette kan opleves i det stort anlagte offentlige projekt Vestled i Hvide Sande fra 2006, hvor Marianne Hesselbjerg har skabt bronzeskulpturen Horisontlinien, der ligger ved foden af en 1.350 m2 stor teglstensbelagt flade, som lægger sig over landskabet og skaber forbindelse fra parkeringspladsen over klitten og ned til stranden. Skulpturen er 28 meter lang og fungerer som en bænk med en siddehøjde, der varierer mellem 42 og 46 cm. Vestled formidler adgang til strand og havnemole for alle uanset fysisk formåen, og hun har udført den sammen med arkitekten professor Carsten Juel-Christiansen og landskabsarkitekten Torben Schønherr.

    Et andet værk, der skal nævnes her, er det lange, forrygende skulpturværk Alting flyder, en håndvask, som Hesselbjerg skabte i 2020 bl.a. ved at støbe aluminium frit i en udgravet, lang fordybning i jorden og tilføre afstøbningen afløb og armaturer m.v. Titlen synes at henvise til flere ting samtidig: hvordan vandet konkret løber ud af vasken; til aluminiummet, der tidligere i processen har flydt for at skabe vaskens form; og måske også til en udefinerlig følelse af, at tiden og alting flyder – en mere eksistentiel oplevelse. Midt i en Coronatid blev værket i al fald også et helt fantastisk præcist sindbillede på tiden med Corona, hvor vi ustandselig skulle vaske hænder og spritte af, udover at det var en unik og særegen skulptur i sin egen ret, man altså også kunne gå hen og vaske sine hænder ved, da det jo også var en meget lang vask! 

    For sit unikke, originale og omfattende arbejde med skulptur og med skulptursprogets muligheder for udvikling og nybrud tildeles Marianne Hesselbjerg Ole Haslunds Hæderslegat 2025.

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Sian Kristoffersen

    Sian Kristoffersen er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København (2005-07) og Glasgow School of Art (2000-04). Hun har bl.a. udstillet på Den Frie, Ringsted Galleriet, Holstebro Kunstmuseum, Viborg Kunsthal, Sixtyeight Art Institute, Tranen og Antikmuseet. Hun har modtaget flere legater og hædersbeviser, blandt hvilke kan nævnes; Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2024, Anne Marie Telmanyi Født Carl-Nielsens Fond i 2021 og Niels Wessel Bagges Kunstfonds Hæderspris i 2016. Sian Kristoffersen er repræsenteret i flere samlinger, herunder Ny Carlsberg Fondets samling, Vejle Kunstmuseums samling og Statens Kunstfonds samling. Sian Kristoffersen er medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne.

    I Sian Kristoffersens særegne og fantasifulde univers er fiktion, fabulering og personlige erfaringer uløseligt forbundet. Hendes poetiske og scenografiske tableauer – skulpturer og skulpturinstallationer, tekstilarbejder og print på diverse materialer – vækker modstridende følelser og associationer. Værkerne inviterer til flertydige aflæsninger og udvider det skulptursproglige spektrum, de er forankret i.

    Hendes værker er gennemvævet af referencer til litteratur, antikken, science fiction samt mytiske fortællinger og figurer, og de skaber en sanselig udveksling mellem fortid, nutid og fremtid. I de meget modsætningsfyldte udsagn går det ustabile, ødelagte, glatte, hårde, stærke, smertefulde og det bløde, blide, smukke, taktile og håndlavede hånd i hånd.

    Som man senest i 2025 kunne opleve det på Sian Kristoffersens store og flotte soloudstilling Ice-Pleasure i Oslo på Den Frie, spænder Sian Kristoffersens kunstneriske praksis over en bred vifte af medier og materialer fra bronze, jern og aluminium over indfarvet jesmonite til tekstil og print. På overraskende vis skifter Sian Kristoffersens værker mellem surrealistiske fantasier, græske mytologiske referencer og hverdagsgenstande og -situationer, der samlet fremkalder et rigt spektrum af associationer og følelser. Således i den vidunderlige, humoristiske og ekspressive skulptur i bronze Venus Spejl af to hårbørster, der viklet godt og grundigt ind i hinanden syntes at tiltrække og frastøde hinanden konstant. En helt anden øm, skøn, men måske også smertefuld dans kunne opleves i skulpturen Eros, hvor to overdrevne, lange og slanke venstrehænder med specielle ringe og meget lange negle dansede om hinanden oven på en plade, båret af mange tynde, organisk udformede, slanke bronzeben – så skrøbelig og dog stærk og smuk, fremmed og genkendelig.

    En stor, mangefacetteret fortælling var på færde i Ice-pleasure, hvor der centralt i udstillingen på et højt stillads var et kæmpehoved i jesmonite med et voldsomt smadret ansigt, forvrænget og dog med tydeligt følsomme ansigtstræk. Smukt og smertefyldt på samme tid.

    Sian Kristoffersen har en lang række betydningsfulde udstillinger bag sig. Særligt skal her, foruden ovennævnte Ice-Pleasure på Den Frie i 2025, nævnes Salty Waters i Galleri Maria Friis i 2022 og Miror Miror på Hvidovre Hovedbibliotek i 2024 samt den stort anlagte og meget omfattende Pleasure Garden på antikmuseet i Aarhus i 2023.

    For sit omfattende og rigt facetterede arbejde med at forny og udvide det skulptursproglige univers og skabe meget personlige og både voldsomme, smukke, tankevækkende, spiddende og lystfyldte skulpturtableauer tildeles Sian Kristoffersen Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025.

     

    BILLEDKUNSTNERE (Malere)

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Marianne Grønnow

    Grønnow har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat og Niels Wessel-Bagges æreslegat.

    Marianne Grønnow er som udgangspunkt maler, men i begyndelsen af nullerne begynder hun at arbejde med en form for rumligt maleri – måske mere præcist: farvestrålende papirarbejder. I værket Deep Forest. Ecstatic Ponderings, udstillet på Galleri Specta i København (2004), viser hun søjler klippet ud i papir, så de fremstår, som om de er skabt af kniplinger.

    Marianne Grønnow arbejder ofte i serier, og mellem 2004 og 2008 udfører hun adskillige af disse sarte og meget sanselige installationer i bemalet papirklip. I værket Broken Place fra 2008, udført til konferencerummet på Kunsthal Gammel Strand, fletter Marianne Grønnow plexiglas og tråd ind i værket, som fylder hele rummet.

    I begyndelsen af sin karriere arbejder Marianne Grønnow udelukkende med maleri. Motiverne er i lange perioder inspireret af blomster og natur – men det er en stiliseret natur. Ofte svæver de blomsteragtige former på en malet baggrund, halvtransparente og dirrende. Det kan være en rå baggrund, formerne svæver på – en baggrund, hvor farven løber og deler billedfladen op i mange lag af forskellige rum, der glider over i hinanden.

    I 2017 udstiller Marianne Grønnow en serie meget konstruktivistiske malerier med titlen Des Clo-ches / Light Dusk Darkness på Vesthimmerlands Museum. I de seneste år har hun bevæget sig ind i endnu et nyt felt med bølgende farvefelter, isprængt lærred som collageelementer – billeder, der nærmer sig det psykedeliske. Desuden har Marianne Grønnow arbejdet med tegning i en serie, hun kaldte Autoportraits (1995), hvor hun bruger sit eget portræt, men forklædt som Karen Blixen, Franz Kafka og mange andre.

    Marianne Grønnow nyfortolker maleriet på dets egne præmisser. Hendes formsprog er til tider helt abstrakt, andre gange ornamentalt – men altid med en bevidsthed om, at billedsprog er et sprog, der kan tydes.

    Marianne Grønnow tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 for sit smukke og inciterende arbejde med maleriet.

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Jane Jin Kaisen

    Jane Jin Kaisen er billedkunstner, filmskaber og professor ved Skolen for Mediekunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har en MFA i Media Art fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2010 og en MFA i Interdisciplinary Studio Art fra UCLA også i 2010. Hun har deltaget i The Independent Study Program at Whitney Museum of American Art 2007-2008. I 2021 fuldførte Kaisen en ph.d på Københavns Universitet.

    Jane Jin Kaisen har udstillet nationalt såvel som internationalt. Hun repræsenterede Korea på den 58. Venedig Biennale 2019. For nylig har Jane Jin Kaisen deltaget i The 13th Seoul Me-diaCity Biennale 2025, The 13th Berlin Biennale for Contemporary Art 2025, The 36th Ljubljana Biennale of Graphic Arts 2025 og Hawaii Triennalen 2025. Jane Jin Kaisen har modtaget Beckett-Prize i 2023, Ny Carlsberg fondets stipendium 2023 og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

    Gennem store videoinstallationer og performative værker konfronterer Jane Jin Kaisens kunst os med fremmedartede ritualer, der er farvestrålende, voldsomt sanselige og mytiske. Der er politiske værker, der for eksempel forholder sig til smertefulde historiske begivenheder, som i videoværket om massakren på Jeju Island i tidsrummet 1947-1954: Reiterations of Dissent. Eller feministiske værker, hvor blandt andet videoværket Halmang fra 2023 fører os ind i en verden af ældre kvinder fra Jeju Island, der arbejder sammen som havdykkere, og som gennem generationers traditioner, ritualer og spirituelle fællesskaber har støttet hinanden.

    “Gennem emner som hukommelse, migration, grænser og oversættelse aktiverer Kaisen et område, hvor subjektive oplevelser og legemliggjort viden møder større politiske fortællinger. Hendes arbejde formidler og medierer repræsentation, modstand og forsoning og skaber dermed alternative genealogier og steder for den kollektive genkomst.” (citat fra Art Hub Copenhagen´s website).

    Jane Jin Kaisen har en imponerende værkproduktion bag sig og er flot repræsenteret internationalt. Jane Jin Kaisen tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 for sine visuelt smukke, medrivende værker, der bag det sanselige peger på komplicerede, nogle gange smertefulde sammenhænge i menneskers samliv. 

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Torgny Wilcke

    Når man studerer Torgny Wilckes CV, fremgår det, at han har været en markant skikkelse i det danske kunstnerliv gennem mange år.

    Torgny Wilcke er uddannet læge, men er samtidig en meget aktiv maler og installationskunstner, der har deltaget i dansk kunstnerliv helt tilbage fra 1987, hvor han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling.

    Senest viste han i 2022 udstillingen Stuer i Møstings Hus samt Modeller i Officinet. I 2024 udstillede han i samarbejde med Jesper Palm et grafisk storværk i kunstnerkollektivet Classeværelset.

    Usædvanligt for en billedkunstner har han gennem årene formået at organisere et væld af gruppeudstillinger, som har givet både danske og udenlandske kunstnere mulighed for at vise deres værker. Torgny Wilcke er medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne.

    I sin kunstneriske praksis arbejder Wilcke med maleriet i et meget udvidet felt. Han er interesseret i form, materiale og farve. På en meget fysisk og konkret måde behandler han farver og materialer som det, de er. Typisk for meget af hans arbejde er stablinger fx af bemalede uhøvlede brædder eller plader, der sammen danner former. Eller de indgår i rum som en slags møbler.

    Bemalede brædder på højkant danner farvede rum eller opdelinger af rum i store installatoriske malerier. Det nærmer sig design. Men maleriet kan også bare være olie på lærred, hvor farven nærmest er indfarvet i lærredet eller hældt på lærredet, så det løber ned i farvetunger. Mange af Torgny Wilckes arbejder ligner særlige farvekort. Nogle malerier er bygget op af tømmer, aluminium, metal, olie på lærred og pigment. Torgny Wilcke er en minimalist på en meget human måde.

    I Art matter, der er en medieplatform for samtidskunst, blev Torgny Wilcke udråbt som ‘ugen kunstner’ i forbindelse med udstillingen Stuer. Her fremhæves han på følgende måde: “Torgny Wilcke forstår at skabe værker, der indtager rummet og aktiverer publikum ved at give plads til associationer uden at trække en specifik fortælling eller handlingsforløb ned over værkoplevelsen. I de råt bearbejdede maleriske objekter findes der et utal af nærværende fortællinger, som alle knytter sig til hver gæsts begrebsverden, og det er netop her i mødet, at Wilckes værker åbner sig.”

    Torgny Wilcke tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 for sin grænseoverskridende og eksperimenterende måde at arbejde med maleriet på og for sin generøse måde at inddrage andre kunstnere i sin praksis på.

     

    Legatmotivering 2025

    Billedkunstner Ebbe Stub Wittrup

    Ebbe Stub Wittrup arbejder i mange forskellige medier, men var oprindelig særlig kendt for sine fotografier. Han har udstillet på en række museer i ind- og udland og er bl.a. repræsenteret på Det Nationale Fotomuseum i København. I 2010 modtog han Statens Kunstfond treårige arbejdslegat. Stub Wittrup er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, ARoS, Randers Kunstmuseum, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. Ebbe Stub Wittrup arbejdede som lektor på Det Jyske Kunstakademi i 2013-19.

    Ebbe Stub Wittrup har haft en række soloudstillinger blandt andet på Copenhagen Contemporary og Gammel Holtegaard i 2020; På Overgaden Institut for samtidskunst (2015), Aros (2014) og Sorø Kunstmuseum (2014); Kunstverein Braunschweig i Tyskland og Kunsthalle São Paulo i Brasilien 2016. Ebbe Stub Wittrup er tilknyttet Galleri Martin Asbæk i Danmark og Galleri Nusser & Baumgart i München.

    Ebbe Stub Wittrup arbejder konceptuelt og ofte minimalistisk i sine skulpturer og installationer, også readymades indgår i hans værker. I et af hans arbejder er han optaget af at undersøge dansk kolonihistorie med udgangspunkt i en gammel dansk botaniker, Nathaniel Wallich, som i begyndelsen af 1800-tallet navngav og omdøbte mere end 10.000 asiatiske plantearter, mange af dem efter sig selv. I et andet værk viser han store indfarvede flag hvor han har brugt indiske planter til at indfarve stofferne med. I et værk har han støbt en stor og tolv små handskeklædte hænder i bronze. Hænderne viser de indiske håndtegn kaldet mudras, men hænderne er pakket ind i en vestlig handske. Gennem sine værker får han skabt et møde mellem øst og vest, der skal få os til at gentænke vores imperiale magtfulde selvbevidsthed.

    Ebbe Stub Wittrup er inspireret af videnskabelige teorier, optiske illusioner, psykologi og farveteorier. Hans værker er mystiske og peger på flere betydningslag i ukendte rum og nonverbale indsigter fra ukendte steder.

    Ebbe Stub Wittrup tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 for sit sofistikerede arbejde med gennem sine værker at pege både på det konkrete og det intrikate.

     

    KUNSTHÅNDVÆRKERE

     

    Legatmotivering 2025

    Glaskunstner Stine Bidstrup

    Stine Bidstrup modtager Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 for sit forførende og visionære arbejde med glas – et materiale, hun på én gang undersøger, udfordrer og betager beskueren med.

    I hendes hænder bliver glasset til et levende stof, hvor lys og form konstant forskyder sig. Stine Bidstrup fejrer glassets uendelige muligheder – det gennemskinnelige, det gennemsigtige og det uigennemsigtige. Hendes værker vibrerer mellem det faste og det flydende, det håndgribelige og det drømmende. De besidder en intens skønhed, som både spejler og opløser verden omkring os.

    Bag denne æstetiske forførelse ligger en dyb refleksion over, hvordan vi ser og forstår. Stine Bidstrups kunst kredser om perceptionens magt – om hvordan lys, rum og synsvinkel former vores oplevelse af virkeligheden. I sine serier Architectural Glass Fantasies og Imaginary Crystallisations fortolker hun historiske visioner om det utopiske, inspireret af Paul Scheerbarts og Bruno Tauts tanker om glas som et materiale for transformation og fornyelse.

    Stine Bidstrups praksis forener håndværkets præcision med tanke og poesi. Hendes skulpturer bevæger sig mellem arkitektur og natur, mellem struktur og kaos – som krystallinske rum, hvor farve og form bliver billeder på forandring. Hun minder os om, at skønheden ikke er en fast tilstand, men en bevægelse: et glimt af noget, der altid er i færd med at blive til.

    Stine Bidstrup er uddannet fra Kunstakademiets Designskole Bornholm (2004) og fra Rhode Island School of Design i USA (2006) samt kunsthistoriker fra Københavns Universitet (2019). Siden 2009 har hun undervist på Designskolen Bornholm og været gæstelærer ved University of Wisconsin-Madison.

    Hendes værker har været vist og er repræsenteret ved nogle af verdens førende gallerier, herunder Heller Gallery i New York, Gallery FUMI i London og Hostler Burrows i New York og Los Angeles – gallerier, der alle har spillet en central rolle i at etablere glas som et medie for samtidskunst på internationalt niveau. Stine Bidstrup modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2019.

     

    Legatmotivering 2025

    Tekstilkomponist Signe Emdal

    Signe Emdal har en MA i tekstildesign fra Designskolen Kolding i 2007. Hun beskriver sit virke som textile composition – en praksis, hvor hun gennem vævning, struktur og materiale komponerer rumlige, emotionelle og symbolske fortællinger. Hendes værker er forankret i en dyb respekt for tekstile traditioner, men født ud af et nysgerrigt og grænseløst blik mod verden.

    Signe Emdal har gjort det til sin praksis at arbejde på residencies rundt om i verden. Hver ny serie opstår i samspil med et bestemt sted, hvad enten det er Skagens vindblæste kyst, et romersk kloster eller et atelier på Mallorca. Signe Emdal kan lide at arbejde i dialog med rum på smukke, naturligt lysfyldte steder verden over og lade landskabets ånd, historiske arkitektur eller objekter deltage i sine skulpturelle proces. Denne nomadiske metode gør hendes værker til konkrete vidnesbyrd om rejser gennem både landskaber og bevidsthedstilstande. Signe Emdal skaber stedspecifikke og symbolske værker, der indfanger ånden på et givent sted og samtidig væver tråde mellem kulturer, tider og mennesker. Hun peger på, at tekstile teknikker på tværs af verden udgør et fælles, mangfoldigt sprog – et strukturelt og kulturelt væv uden grænser.

    I serien Touch forvandles islandske ponyuldfibre til bløde, pelsede væsener, der undersøger kroppens hukommelse for berøring – ønsket såvel som uønsket. Værkerne kredser om, hvordan enhver berøring lagres i kroppen og bliver en del af dens tavse erindring.

    Andre værker, som The Silky Way, udspringer af hendes studier på Mallorca og i Paris og Rom, hvor hun har arbejdet med mallorcinsk ikat-vævning og koptiske tekstiler fra romertiden. Gennem disse historiske forbindelser trækker hun tråde langs Silkevejen – den urgamle rute for udveksling af tekstiler, viden og kultur mellem øst og vest. Resultatet er tekstile skulpturer, der fremstår som samtidige, men som samtidig bærer spor af tusindårige traditioner og mytiske fortællinger.

    Signe Emdals store soloudstilling FANTASIA hos Galerie Maria Wetergreen i Paris i 2023 var et internationalt gennembrud. Hendes værker er repræsenteret i Malmø Kunstmuseum og Statens Kunstfond, og hun har udstillet på institutioner som Statens Museum for Kunst og Skagens Kunstmuseer. I 2027 viser hun en soloudstilling i Maison Louis Carré i Frankrig.

    Signe Emdal tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 som anerkendelse af et bemærkelsesværdigt, nyskabende og dybt originalt virke, der taler til både øjet, kroppen og ånden.

     

    Legatmotivering 2025

    Keramiker Bodil Manz

    Bodil Manz tildeles Ole Haslunds Hæderslegat 2025 som anerkendelse af et enestående og livslangt kunstnerisk virke. Gennem mere end seks årtier har Bodil Manz skabt værker, der med sjælden præcision forener teknisk mesterskab, kunstnerisk klarhed og poetisk sensibilitet.

    “Leret er mit materiale. Det holder mig levende,” siger Bodil Manz. Hendes karakteristiske, papirtynde cylindre i porcelæn med transparente, grafisk udskårne farvefelter fremstår lette som luft og alligevel fulde af styrke og nærvær.

    Det er ikke dekoration, men en integreret del af værkets struktur og komposition. Lyset, der filtreres gennem det halvtransparente porcelæn, skaber en dialog mellem inder- og yderside. De farvede felter og vibrerende linjer anes gennem materialet og danner skiftende billeder alt efter beskuerens vinkel.

    “Jeg betragter cylinderen som et stykke papir, hvorpå jeg hele tiden kan udtrykke mig i forhold til, hvad jeg oplever, og hvor jeg er i livet,” fortæller hun. Hver cylinder gennemgår mange tanker og tekniske trin, før den slippes fri som færdigt værk.

    Bodil Manz’ værker har rod i Bauhaus-traditionen – “less is more” – og henter samtidig inspiration fra blandt andet Japan og Kina. Hun er særlig kendt for sine ultratynde og gennemskinnelige porcelænscylindere, som hun fortsat udvikler med stadig mere sublim præcision. Hun er et koryfæ i såvel dansk som international keramik, og hendes værker indgår i nogle af verdens mest betydningsfulde samlinger.

    Herhjemme er Bodil Manz desuden kendt som en generøs og eksperimenterende kollega, der gerne kaster sig ud i nye materialer, teknikker og temaudstillinger. Senest overraskede hun med udstillingen HIDDEN SHAPE hos Galerie Møller Witt, hvor hun præsenterede store saltbrændte former sammensat af tre elementer – en halvcirkel, en kegle og en base – med udgangspunkt i gamle træformer, hun har haft liggende siden geometriundervisningen som studerende på Kunsthåndværkerskolen i Linnésgade i begyndelsen af 1960’erne.

    Med tildelingen af Ole Haslunds Hæderslegat hyldes Bodil Manz for et livsværk, der har forenet håndværk og poesi i en form for skønhed, der er både skrøbelig og stærk. Hun har med vedholdenhed tilegnet sig enestående teknisk kunnen og løftet porcelænet til et sprog af lys, tid og tilstedeværelse.

     

    Legatmotivering 2025

    Keramiker Hans Vangsø

    Hans Vangsø er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (1972–1976) under vejledning af Gutte Eriksen, som dengang dannede skole for en hel generation af keramikere. Hans Vangsø har siden 1984 haft værksted i Torup på Mols sammen med sin kone, keramikeren Anne Fløcke, hvor han har udviklet sin helt egen kunstneriske praksis.

    Hans Vangsøs keramiske værker er stærkt inspireret af japanske keramiske traditioner. Han viderefører disse fra værkstedet på Mols, hvor man fornemmer, at naturen omkring ham har slået rod i hans formsprog, der er præget af enkelhed, klarhed og en stærk sans for proportioner. Hans værker imiterer ikke natur – de er natur – og trods den stærke japanske inspiration er de særligt ‘Vangsøske’.

    Processen starter på drejeskiven, hvor Hans Vangsø efter snart 50 år er ét med sit materiale.

    Som han selv beskriver i forbindelse med en udstilling i Ann Linnemann Galleri: ”Mit ler er min egen blanding af stentøjsler alt efter hvad jeg kan få fat i. Alt starter på drejeskiven, hvad enten det ender som rundt eller kantet. Efter forglødning hælder jeg glasurer over emnerne i et ret tykt lag, pakker tang og metal omkring. Herefter, forseglet i aviser og lerslikker, udsættes de for temperaturer fra 1250-1300C i en gasovn, hvilket får materialerne til at boble og flyde. Salte og metaller reagerer sammen med ler og flamme, og giver ret usædvanlige og uforudsigelige effekter i farve og tekstur. Efter afkøling fjernes uønskede dele, der tilføres eventuelt salte og flere glasurlag.

    Hvert værk brændes 3-5 gange, indtil jeg opnår det ønskede resultat. Ultimativt sker det, at ler og glasur bliver til et samlet hele. – Mine værker er typisk teskåle, fade og krukker, – robuste og til daglig brug.”

    Her er han på værkstedet og fordyber sig i sit materiale og sin proces. Nogle gange tilføjer han elementer af noget nutidigt, f.eks. en rød glasur, som ikke hører til i det japanske repertoire, og skaber uforudsigelige sprækker ind til noget mere. Hans værker er ekspressive med tydelige spor efter brændingsprocessen. Smukke og kraftfulde står de og vibrerer mellem perfekt og uperfekt og minder os om ild og lava, mos og jord.

    Hans Vangsøs værker vises på anerkendte gallerier både nationalt og internationalt. Særligt bør den imponerende udstilling Manpower fremhæves, hvor han sammen med den japanske keramiker Shozo Michikawa indtog hele overetagen i Bygning A på Kløvermarksvej hos A. Petersen i 2019.

    Tildelingen af Ole Haslunds Kunstnerlegat 2025 anerkender et kunstnerskab, der med vedholdenhed, kunstnerisk nerve og teknisk dygtighed har beriget dansk keramik og inspireret både kolleger og samlere.

     

    MUSEUMSFOLK

     

    Legatmotivering 2025

    Cand.mag., ph.d., kunsthistoriker Ellen Egemose

    Ellen Egemose og Tine Slotsgaard har arbejdet sammen i forbindelse med særudstillingen, Jens Juel – Under huden. Udstillingen blev vist på Brandts fra februar til august 2025 og efterfølgende på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.

    Ellen Egemose er kunsthistoriker og er ansat som museumsinspektør ved Kunstmuseum Brandts i Odense. Hun har gennemført en ph.d. i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, hvor hun undersøgte tomrummet som et visuelt og modernitetsskabende fænomen i dansk og nordisk maleri fra 1880’erne og 1890’erne. Foruden denne forskning har hun været ansvarlig for flere særudstillinger og formidling særligt inden for dansk kunst.

    Tine Slotsgaard er konservator og forsker, og hun har markeret sig inden for teknisk kunsthistorie og konservering af malerier, især med fokus på Jens Juels portrætter. Hun har en ph.d. i konservering fra Det Kongelige Akademi – Konservering, hvor hun også er uddannet som malerikonservator. Hendes afhandling undersøgte, hvordan Jens Juels materialevalg og maleteknikker varierede over tid og sted, og hvordan disse valg påvirker nedbrydningsmønstre som krakelering.

    Gennem et tværfagligt arbejde, der forbinder kunsthistoriefaget med konservatorens tekniske undersøgelser, udfoldede udstillingen helt nye perspektiver på maleren Jens Juel (1745-1802), der var den mest produktive og væsentlige danske kunstner i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Kunstneren er kendt for sine portrætter af konge, adel og alle, der havde viden, penge eller magt. Udstillingen havde fokus på huden både som fremherskende motivisk element og de materialemæssige og konserveringstekniske aspekter.

    Udstillingen frembragte nye aspekter på kunstneren og satte ham i et nutidigt perspektiv ved at fremhæve forbindelsen til mange af vor tids konflikter om fx ytringsfrihed, ligestilling, kolonifortid og selvfremstilling, der kan minde om 1700-tallets forståelse af både det enkelte individ og tidens demokrati. Her gælder det Jens Juels portrætter, der fremstiller tidens skønhedsidealer og forgængelighed. Mange fremstilles med sart, elfenbensfarvet og porcelænsagtig hud. Udstillingen undersøgte Juels evne til både at idealisere og afsløre sine modeller og indsætte portrætterne i diskussioner om kunst, identitet og magt.

    Både Ellen Egemose og Tine Slotsgaard hædres med Ole Haslunds Rejselegat for deres ambitiøse, gennemarbejdede og tværfaglige forskning i Jens Juels portrætkunst, der blev formidlet levende med både indsigt, udsyn og blik for kunstnerens æstetik.

     

    Legatmotivering 2025

    Stenkonservator Marianne Petersen

    Marianne Petersen er uddannet fra konservatorlinjen med speciale i sten på Institutionen för Kulturvård, Göteborgs Universitet 1995, og hun har siden 1999 drevet egen virksomhed inden for stenkonservering.

    Forarbejdede stenemner forfalder over tid på grund af vejr, forurening og andre påvirkninger, og dette er navnlig problematisk i forhold historiske bygninger, skulpturer, monumenter og arkæologiske genstande, der skal bevares for fremtiden.

    Stenkonservering er en fælles betegnelse for den særlige håndværksmæssige, videnskabeligt funderede kunnen og metode, som kan anvendes til at forhindre nedbrydning af sten samt bevare stenemnets særlige struktur og genoprette den oprindelige fremtoning.

    Stenkonservering omfatter som disciplin en lang række tiltag og handlinger, fx afrensning af skadelige lag, stabilisering af smuldrende sten, udfyldning af revner og delvis retablering af strukturer.

    Marianne Petersen er bredt anerkendt som en af Danmarks mest erfarne og kompetente stenkonservatorer og har forestået omfattende stenkonserveringsarbejder på antikke skulpturer, relieffer, fredede monumenter og mindesten, skulpturer i parker og anlæg på danske godser og herregårde, facader på ældre og fredede bygninger tillige med en lang række andre emnefelter.

    Ud over en lang række konserveringsopgaver for danske museer og samlinger kan nævnes flere større projekter på bl.a. Lerchenborg Slot, Brønnums Hus, Bernstorffsstøtten, Christiansborg Slot, Danske Bank Holmens Kanal, Illum på Strøget og Carlsberg Akademi.

    Marianne Petersen virker desuden som ekstern lærer i stenkonservering og censor på afdelingen for Monumentalkunst på Det Kongelige Akademi og gæsteforelæser på Arkitektskolen Aarhus og Center for Bygningsbevaring. Marianne Petersen er desuden formand for KEP/Konservatorernes Efteruddannelses Pulje.

    Marianne Petersen modtager Ole Haslunds Rejselegat for sin unikke indsats og bidrag til bevarelse af dansk og udenlandsk kulturarv samt for sit arbejde med formidlingen af sit fag til kolleger og nye generationer af konservatorer.

     

    Legatmotivering 2025

    Ph.d., chefkonservator Tine Slotsgaard

    Ellen Egemose og Tine Slotsgaard har arbejdet sammen i forbindelse med særudstillingen, Jens Juel – Under huden. Udstillingen blev vist på Brandts fra februar til august 2025 og efterfølgende på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.

    Ellen Egemose er kunsthistoriker og er ansat som museumsinspektør ved Kunstmuseum Brandts i Odense. Hun har gennemført en ph.d. i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, hvor hun undersøgte tomrummet som et visuelt og modernitetsskabende fænomen i dansk og nordisk maleri fra 1880’erne og 1890’erne. Foruden denne forskning har hun været ansvarlig for flere særudstillinger og formidling særligt inden for dansk kunst.

    Tine Slotsgaard er konservator og forsker, og hun har markeret sig inden for teknisk kunsthistorie og konservering af malerier, især med fokus på Jens Juels portrætter. Hun har en ph.d. i konservering fra Det Kongelige Akademi – Konservering, hvor hun også er uddannet som malerikonservator. Hendes afhandling undersøgte, hvordan Jens Juels materialevalg og maleteknikker varierede over tid og sted, og hvordan disse valg påvirker nedbrydningsmønstre som krakelering.

    Gennem et tværfagligt arbejde, der forbinder kunsthistoriefaget med konservatorens tekniske undersøgelser, udfoldede udstillingen helt nye perspektiver på maleren Jens Juel (1745-1802), der var den mest produktive og væsentlige danske kunstner i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Kunstneren er kendt for sine portrætter af konge, adel og alle, der havde viden, penge eller magt. Udstillingen havde fokus på huden både som fremherskende motivisk element og de materialemæssige og konserveringstekniske aspekter.

    Udstillingen frembragte nye aspekter på kunstneren og satte ham i et nutidigt perspektiv ved at fremhæve forbindelsen til mange af vor tids konflikter om fx ytringsfrihed, ligestilling, kolonifortid og selvfremstilling, der kan minde om 1700-tallets forståelse af både det enkelte individ og tidens demokrati. Her gælder det Jens Juels portrætter, der fremstiller tidens skønhedsidealer og forgængelighed. Mange fremstilles med sart, elfenbensfarvet og porcelænsagtig hud. Udstillingen undersøgte Juels evne til både at idealisere og afsløre sine modeller og indsætte portrætterne i diskussioner om kunst, identitet og magt.

    Både Ellen Egemose og Tine Slotsgaard hædres med Ole Haslunds Rejselegat for deres ambitiøse, gennemarbejdede og tværfaglige forskning i Jens Juels portrætkunst, der blev formidlet levende med både indsigt, udsyn og blik for kunstnerens æstetik.

     

    Legatmotivering 2025

    Dr.phil. Henrik Wivel

    Henrik Wivel er uddannet litterat, men som forsker, forfatter og kritiker har han altid arbejdet på tværs af litteratur, billedkunst, film, musik og teologi.

    Henrik Wivel er forfatter til adskillige faglitterære og forskningsbaserede bøger om kunst omkring år 1900, fx Det glasklare hjerte. En biografi om L. A. Ring (2020). Henrik Wivel fyldte 70 år i juni 2024, og der er således en særlig anledning netop nu til at markere mange års betydeligt virke inden for dansk kunst og kultur. I efteråret 2024 udkom tobindsværket om J.F. Willumsen (1863-1958), der er en af Danmarks største og mest særprægede kunstnere nogensinde. Jeg er en anden er den første fuldstændige biografi om hans mytomane selviscenesættelse, hans kunst og de tre stærke kvinder i hans liv. Bogværket fik en fantastisk flot modtagelse af både anmeldere og læsere.

    Monografien er bare en af mange fornemme faglige præstationer gennem mange år, hvor evnen til at formidle vidende og velformuleret er blevet udfoldet i danske medier som Kristeligt Dagblad, Berlingske og Weekendavisen samt i et stort antal bogudgivelser og artikelbidrag til udstillingskataloger og antologier, der omhandler temaer og kunstnere/forfattere i 1800-1900-tallet.

    Inden for det kunsthistoriske områder gælder det især væsentlige bidrag om symbolismen, der forudsætter en perspektivering med litteratur. Henrik Wivel har skrevet om kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Rudoph Tegner og Carl Larsson, men har også bidraget med øjenåbnende læsninger af kunsten gennem forfattere som Johannes V. Jensen. Resultatet er artikler og tekster, der med dyb indsigt i periodens åndshistorie formår at perspektivere større og ofte oversete temaer, der berører kunst, liv, filosofi, tro og en bredere anlagt kulturhistorisk kontekst.

    Henrik Wivel er en sjælden lærd forfatter, der gennem et smukt sprog fører læseren ind i kunstens form- og motivverden og giver et bredt fagligt udsyn, der rækker både tilbage i tid og går i dybden med værker og forfatterskaber. Henrik Wivel har desuden et fint blik for nutidens kunst og har bl.a. skrevet en række tekster om danske fremtrædende samtidskunstnere som Nina Sten-Knudsen, Knud Odde, Maja Lisa Engelhardt, Peter Carlsen, Michael Kvium og Jesper Christiansen.

    For sit mangeårige og betydningsfulde virke inden for forskning og formidling af kunsten hædres Henrik Wivel med Ole Haslunds Rejselegat 2025.